Job 3

Derefter oplot Job sin munn og forbannet den dag han blev født.

Après cela, Job ouvrit la bouche et maudit le jour de sa naissance.

Job tok til orde og sa:

Il prit la parole et dit:

Til grunne gå den dag da jeg blev født, og den natt som sa: Et guttebarn er undfanget!

Périsse le jour où je suis né, Et la nuit qui dit: Un enfant mâle est conçu!

Måtte den dag bli til mørke! Måtte Gud i det høie ikke spørre efter den, og intet lys stråle over den!

Ce jour! qu'il se change en ténèbres, Que Dieu n'en ait point souci dans le ciel, Et que la lumière ne rayonne plus sur lui!

Gid mørke og dødsskygge må kreve den tilbake, gid skyer må leire sig over den, gid alt som gjør en dag mørk, må skremme den!

Que l'obscurité et l'ombre de la mort s'en emparent, Que des nuées établissent leur demeure au-dessus de lui, Et que de noirs phénomènes l'épouvantent!

Den natt - måtte mulm ta den! Den glede sig ikke blandt årets dager, den komme ikke med i måneders tall!

Cette nuit! que les ténèbres en fassent leur proie, Qu'elle disparaisse de l'année, Qu'elle ne soit plus comptée parmi les mois!

Ja, ufruktbar bli den natt! Aldri lyde det jubel i den!

Que cette nuit devienne stérile, Que l'allégresse en soit bannie!

Måtte de som forbanner dager, ønske ondt over den, de som er kyndige i å mane frem Leviatan!

Qu'elle soit maudite par ceux qui maudissent les jours, Par ceux qui savent exciter le léviathan!

Gid dens demrings stjerner må bli mørke! La den vente på lys, uten at det kommer! Måtte den aldri skue morgenrødens øielokk -

Que les étoiles de son crépuscule s'obscurcissent, Qu'elle attende en vain la lumière, Et qu'elle ne voie point les paupières de l'aurore!

fordi den ikke stengte døren til min mors liv og skjulte møie for mine øine.

Car elle n'a pas fermé le sein qui me conçut, Ni dérobé la souffrance à mes regards.

Hvorfor døde jeg ikke i mors liv? Hvorfor utåndet jeg ikke straks i fødselsstunden?

Pourquoi ne suis-je pas mort dans le ventre de ma mère? Pourquoi n'ai-je pas expiré au sortir de ses entrailles?

Hvorfor tok knær imot mig, og hvorfor bryster som jeg kunde die?

Pourquoi ai-je trouvé des genoux pour me recevoir, Et des mamelles pour m'allaiter?

For da kunde jeg nu ligge og hvile; jeg kunde sove og hadde da ro -

Je serais couché maintenant, je serais tranquille, Je dormirais, je reposerais,

sammen med konger og jordens styrere, som bygget sig ruiner,

Avec les rois et les grands de la terre, Qui se bâtirent des mausolées,

eller med fyrster som eide gull, som fylte sine hus med sølv;

Avec les princes qui avaient de l'or, Et qui remplirent d'argent leurs demeures.

eller jeg var nu ikke til, likesom et nedgravd, ufullbåret foster, lik barn som aldri så lyset.

Ou je n'existerais pas, je serais comme un avorton caché, Comme des enfants qui n'ont pas vu la lumière.

Der har de ugudelige holdt op å rase, og der hviler de trette.

Là ne s'agitent plus les méchants, Et là se reposent ceux qui sont fatigués et sans force;

Der har alle fanger ro, de hører ikke driverens røst.

Les captifs sont tous en paix, Ils n'entendent pas la voix de l'oppresseur;

Liten og stor er der like, og trælen er fri for sin herre.

Le petit et le grand sont là, Et l'esclave n'est plus soumis à son maître.

Hvorfor gir han den lidende lys, og liv til dem som bærer sorg i sitt hjerte,

Pourquoi donne-t-il la lumière à celui qui souffre, Et la vie à ceux qui ont l'amertume dans l'âme,

dem som venter på døden uten at den kommer, og som leter efter den ivrigere enn efter skjulte skatter,

Qui espèrent en vain la mort, Et qui la convoitent plus qu'un trésor,

dem som gleder sig like til jubel, som fryder sig når de finner en grav -

Qui seraient transportés de joie Et saisis d'allégresse, s'ils trouvaient le tombeau?

til den mann hvis vei er skjult for ham, og som Gud har stengt for på alle kanter?

A l'homme qui ne sait où aller, Et que Dieu cerne de toutes parts?

For mine sukk er blitt mitt daglige brød, og mine klager strømmer som vannet.

Mes soupirs sont ma nourriture, Et mes cris se répandent comme l'eau.

For alt det fryktelige jeg reddes for, det rammer mig, og det jeg gruer for, det kommer over mig.

Ce que je crains, c'est ce qui m'arrive; Ce que je redoute, c'est ce qui m'atteint.

Jeg har ikke fred, ikke ro, ikke hvile - det kommer alltid ny uro.

Je n'ai ni tranquillité, ni paix, ni repos, Et le trouble s'est emparé de moi.