Psalms 78

En læresalme av Asaf. Lytt, mitt folk, til min lære, bøi eders ører til min munns ord!

(En Maskil af Asaf.) Lyt, mit folk til min lære, bøj eders øre til ord fra min Mund;

Jeg vil oplate min munn med tankesprog, jeg vil la utstrømme gåtefulle ord fra fordums tid.

jeg vil åbne min Mund med Billedtale, fremsætte Gåder fra fordums Tid,

Det vi har hørt og vet, og det våre fedre har fortalt oss,

hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;

det vil vi ikke dølge for deres barn, men for den kommende slekt fortelle Herrens pris og hans styrke og de undergjerninger som han har gjort.

vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENs Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.

Han har reist et vidnesbyrd i Jakob og satt en lov i Israel, som han bød våre fedre å kunngjøre sine barn,

Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,

forat den kommende slekt, de barn som skulde fødes, kunde kjenne dem, kunde stå frem og fortelle dem for sine barn

at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, stå frem og fortælle deres Børn derom,

og sette sitt håp til Gud og ikke glemme Guds gjerninger, men holde hans bud

så de slår deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,

og ikke være som deres fedre, en opsetsig og gjenstridig slekt, en slekt som ikke gjorde sitt hjerte fast, og hvis ånd ikke var trofast mot Gud.

ej slægter Fædrene på, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Ånd var utro mod Gud

Efra'ims barn, de rustede bueskyttere, vendte om på stridens dag.

- Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted på Stridens Dag -

De holdt ikke Guds pakt og vilde ikke vandre i hans lov,

Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;

og de glemte hans store gjerninger og de under som han hadde latt dem se.

hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.

For deres fedres øine hadde han gjort under i Egyptens land, på Soans mark.

Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten på Zoans Mark;

Han kløvde havet og lot dem gå gjennem det og lot vannet stå som en dynge.

han kløvede Havet og førte dem over, lod Vandet stå som en Vold;

Og han ledet dem ved skyen om dagen og hele natten ved ildens lys.

han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær;

Han kløvde klipper i ørkenen og gav dem å drikke som av store vanndyp.

han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme,

Og han lot bekker gå ut av klippen og vann flyte ned som strømmer.

han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.

Men de blev ennu ved å synde mot ham, å være gjenstridige mot den Høieste i ørkenen.

Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;

Og de fristet Gud i sitt hjerte, så de krevde mat efter sin lyst.

de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,

Og de talte mot Gud, de sa: Kan vel Gud dekke bord i ørkenen?

de talte mod Gud og sagde: "Kan Gud dække Bord i en Ørken?

Se, han har slått klippen så det fløt ut vann, og bekker strømmet over; mon han også kan gi brød, eller kan han komme med kjøtt til sitt folk?

Se, Klippen slog han, så Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han også kan give Brød og skaffe kød til sit Folk?"

Derfor, da Herren hørte det, harmedes han, og ild optendtes mot Jakob, og vrede reiste sig mot Israel,

Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,

fordi de ikke trodde på Gud og ikke stolte på hans frelse.

fordi de ikke troede Gud eller stolede på hans Frelse.

Og han gav skyene der oppe befaling og åpnet himmelens porter.

Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre åbne

Og han lot manna regne over dem til føde og gav dem himmelkorn.

og Manna regne på dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;

Englebrød åt enhver; han sendte dem næring til mette.

Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.

Han lot østenvinden fare ut i himmelen og førte sønnenvinden frem ved sin styrke.

Han rejste Østenvinden på Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;

Og han lot kjøtt regne ned over dem som støv og vingede fugler som havets sand,

Kød lod han regne på dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,

og han lot dem falle ned midt i deres leir, rundt omkring deres boliger.

lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;

Og de åt og blev såre mette, og det de lystet efter, gav han dem.

Og de spiste sig overmætte, hvad de ønskede, lod han dem få.

De hadde ennu ikke latt fare det de lystet efter, ennu var deres mat i deres munn,

Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund,

da reiste Guds vrede sig mot dem, og han herjet blandt deres kraftfulle menn, og Israels unge menn slo han ned.

rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.

Med alt dette syndet de enda og trodde ikke på hans undergjerninger.

Og dog blev de ved at synde og troede ej på hans Undere.

Derfor lot han deres dager svinne bort i tomhet og deres år i forskrekkelse.

Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres År.

Når han herjet blandt dem, da spurte de efter ham og vendte om og søkte Gud

Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,

og kom i hu at Gud var deres klippe, og den høieste Gud deres gjenløser.

kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.

Men de smigret for ham med sin munn og løi for ham med sin tunge.

De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;

Og deres hjerte hang ikke fast ved ham, og de var ikke tro mot hans pakt.

deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.

Men han, han er miskunnelig, han tilgir misgjerning og forderver ikke; mange ganger lot han sin vrede vende om og lot ikke all sin harme bryte frem.

Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;

Og han kom i hu at de var kjød, et åndepust som farer avsted og ikke kommer tilbake.

han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.

Hvor titt var de ikke gjenstridige mot ham i ørkenen, gjorde ham sorg på de øde steder!

Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!

Og de fristet Gud på ny og krenket Israels Hellige.

De fristede alter Gud, de krænkede Israels Hellige;

De kom ikke hans hånd i hu den dag han forløste dem fra fienden,

hans Hånd kom de ikke i Hu, de Dag han friede dem fra Fjenden,

han som gjorde sine tegn i Egypten og sine under på Soans mark.

da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere på Zoans Mark,

Han gjorde deres elver til blod, og sine rinnende vann kunde de ikke drikke.

forvandlede deres Floder til Blod, så de ej kunde drikke af Strømmene,

Han sendte imot dem fluesvermer som fortærte dem, og frosk som fordervet dem.

sendte Myg imod dem, som åd dem, og Frøer, som lagde dem øde,

Og han gav gnageren deres grøde og gresshoppen deres høst.

gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,

Han slo deres vintrær ned med hagl og deres morbærtrær med haglstener.

slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,

Og han overgav deres fe til haglet og deres hjorder til ildsluer.

prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.

Han slapp sin brennende vrede løs mot dem, harme og forbitrelse og trengsel, en sending av ulykkes-bud.

Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;

Han brøt vei for sin vrede, sparte ikke deres sjel for døden, overgav deres liv til pesten.

frit Løb gav han sin Vrede, skånede dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;

Og han slo alle førstefødte i Egypten, styrkens førstegrøde i Kams telter.

alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte,

Og han lot sitt folk bryte op som en fåreflokk og førte dem som en hjord i ørkenen.

lod sit Folk bryde op som en Hjord, ledede dem som Kvæg i Ørkenen,

Og han ledet dem tryggelig, og de fryktet ikke, men havet skjulte deres fiender.

ledede dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;

Og han førte dem til sitt hellige landemerke, til det berg hans høire hånd hadde vunnet.

han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,

Og han drev hedningene ut for deres åsyn og lot deres land tilfalle dem som arvedel og lot Israels stammer bo i deres telter.

drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.

Men de fristet Gud, den Høieste, og var gjenstridige mot ham, og de aktet ikke på hans vidnesbyrd.

Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;

De vek av og var troløse, som deres fedre, de vendte om, likesom en bue som svikter.

de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,

Og de vakte hans harme med sine offerhauger og gjorde ham nidkjær med sine utskårne billeder.

de krænkede ham med deres Offerhøje, æggede ham med deres Gudebilleder.

Gud hørte det og blev vred, og han blev såre kjed av Israel.

Det hørte Gud og blev vred følte højlig Lede ved Israel;

Og han forlot sin bolig i Silo, det telt han hadde opslått blandt menneskene.

han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;

Og han overgav sin styrke til fangenskap og sin herlighet i fiendens hånd.

han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehånd,

Og han overgav sitt folk til sverdet og harmedes på sin arv.

prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på sin Arvelod;

Ild fortærte dets unge menn, og dets jomfruer fikk ingen brudesang.

Ild fortærede dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange,

Dets prester falt for sverdet, og dets enker holdt ikke klagemål.

dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.

Da våknet Herren som en sovende, som en helt som jubler av vin.

Da vågnede Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin;

Og han slo sine motstandere tilbake, påførte dem en evig skam.

han slog sine Fjender på Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.

Og han forkastet Josefs telt og utvalgte ikke Efra'ims stamme,

Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke;

men han utvalgte Juda stamme, Sions berg som han elsket.

han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;

Og han bygget sin helligdom lik høie fjell, lik jorden, som han har grunnfestet for evig tid.

han byggede sit Tempel himmelhøjt, grundfæstede det evigt som Jorden.

Og han utvalgte David, sin tjener, og tok ham fra fårehegnene;

Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Fårenes Folde,

fra de melkende får som han gikk bakefter, hentet han ham til å vokte Jakob, sitt folk, og Israel, sin arv.

hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod;

Og han voktet dem efter sitt hjertes opriktighet og ledet dem med sin forstandige hånd.

han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Hånd.