Psalms 137

Ved Babylons elver, der satt vi og gråt når vi kom Sion i hu.

Ved Babels Floder, der sad vi og græd, når Zion randt os i hu.

På vidjene der hengte vi våre harper;

Vi hængte vore Harper i Landets Pile.

for der krevde våre fangevoktere sanger av oss, våre plagere at vi skulde være glade: Syng for oss av Sions sanger!

Thi de, der havde bortført os, bad os synge, vore Bødler bad os være glade: "Syng os af Zions Sange!"

Hvorledes skulde vi synge Herrens sang på fremmed jord?

Hvor kan vi synge HERRENs Sange på fremmed Grund?

Glemmer jeg dig, Jerusalem, da glemme mig min høire hånd!

Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

Min tunge henge fast ved min gane om jeg ikke kommer dig i hu, om jeg ikke setter Jerusalem over min høieste glede!

Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

Kom Jerusalems dag i hu, Herre, så du straffer Edoms barn, dem som sa: Riv ned, riv ned, like til grunnen i den!

HERRE, ihukom Edoms Sønner for Jerusalems Dag, at de råbte: "Nedbryd, nedbryd lige til Grunden!"

Babels datter, du ødelagte! Lykksalig er den som gir dig gjengjeld for den gjerning du gjorde mot oss.

Du Babels Datter, du Ødelægger! Salig den, der gengælder dig, hvad du gjorde imod os!

Lykksalig er den som griper og knuser dine spede barn imot klippen.

Salig den, der griber dine spæde og knuser dem mod Klippen!