Lamentations 5

Kom i hu, Herre, det som har hendt oss, sku og se hvor vi blir hånet!

HERRE, kom vor skæbne i Hu, sku ned og se vor skændsel!

Vår arv er gått over til fremmede, våre hus til utlendinger.

Vor Arvelod tilfaldt fremmede, Udlændinge fik vore Huse.

Vi er blitt farløse, har ingen far; våre mødre er som enker.

Forældreløse, faderløse er vi, som Enker er vore Mødre.

Vi må kjøpe det vann vi drikker, vår ved må vi betale.

Vort Drikkevand må vi købe, betale må vi vort Brænde.

Våre forfølgere er på nakken av oss; vi er trette, vi får ingen hvile.

Åget trykker vor Nakke, vi trættes og finder ej Hvile.

Til Egypten har vi overgitt oss, og til Assyria, for å bli mettet med brød.

Ægypten rakte vi Hånd, Assur, for at mættes med Brød.

Våre fedre har syndet, de er ikke mere; vi bærer deres misgjerninger.

Vore Fædre, som synded, er borte, og vi må bære deres Skyld.

Træler hersker over oss; ingen river oss ut av deres hånd.

Over os råder Trælle, ingen frier os fra dem.

Med fare for vårt liv henter vi vårt brød, truet av ørkenens sverd.

Med Livsfare henter vi vort Brød, udsatte for Ørkenens Sværd.

Vår hud brenner som en ovn av hungerens luer.

Vor Hud er sværtet som en Ovn af Hungerens svidende Lue.

Kvinner har de krenket i Sion, jomfruer i Judas byer.

De skændede kvinder i Zion, Jomfruer i Judas Byer.

Fyrster har de hengt, de gamles åsyn har de ikke hedret.

Fyrster greb de og hængte, tog intet Hensyn til gamle.

Unge menn bar kvernen, og gutter segnet under vedbøren.

Ynglinge sattes til Kværnen, under Brændeknippet segnede Drenge.

De gamle sitter ikke mere i porten, de unge menn ikke mere ved sin strengelek.

De gamle forsvandt fra Porten, de unge fra Strengenes Leg.

Med vårt hjertes glede er det forbi, vår dans er omskiftet til sorg.

Vort Hjertes Glæde er borte, vor Dans er vendt til Sorg.

Kronen er falt av vårt hode; ve oss, vi har syndet.

Kronen faldt af vort Hoved, ve os, at vi har syndet!

Derfor er vårt hjerte sykt, derfor er våre øine blitt dimme,

Vort Hjerte blev derfor sygt, derfor vort Øje mørkt:

for Sions bergs skyld, som er øde; rever løper om på det.

For Zions Bjerg, som er øde, Ræve tumler sig der.

Du, Herre, troner til evig tid, din trone blir fra slekt til slekt.

Du, HERRE, troner for evigt, fra Slægt til Slægt står din trone.

Hvorfor skulde du glemme oss evig, forlate oss for så lang en tid?

Hvi glemmer du os bestandig og svigter os alle dage?

Herre, før oss atter til dig, så vi kan komme tilbake! Forny våre dager, så de blir som i fordums tid!

Omvend os, HERRE, til dig, så vender vi om, giv os nye Dage, som fordum!

For skulde du rent ha forkastet oss? Skulde du være så storlig vred på oss?

Eller har du helt stødt os bort, er din Vrede mod os uden Ende?