Lamentations 3

Jeg er den mann som har sett elendighet under hans vredes ris.

Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,

Mig har han ledet og ført i mørke og ikke i lys.

mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,

Bare mot mig vender han atter og atter sin hånd den hele dag.

ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.

Han lot mitt kjøtt og min hud fortæres; han knuste mine ben.

Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,

Han bygget en mur mot mig og omringet mig med bitterhet og møie.

han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,

På mørke steder lot han mig bo som de for lenge siden døde.

lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.

Han murte igjen for mig, så jeg ikke kan komme ut; han gjorde mine lenker tunge.

Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.

Om jeg enn ropte og skrek, lukket han sitt øre for min bønn.

Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.

Han tilmurte mine veier med hugne stener, mine stier gjorde han krokete.

Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.

En lurende bjørn var han mot mig, en løve i skjul.

Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;

Mine veier gjorde han til avveier, han sønderrev mig og ødela mig.

han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;

Han spente sin bue og stilte mig op til mål for sin pil.

han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.

Han lot sitt koggers sønner fare inn i mine nyrer.

Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;

Jeg er blitt til latter for alt mitt folk, til en spottesang for dem hele dagen.

hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,

Han mettet mig med bitre urter, han gav mig rikelig malurt å drikke.

med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.

Han knuste mine tenner, han gav mig småsten å ete, han trykte mig ned i asken.

Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;

Du forkastet mig og tok bort min fred; jeg glemte det som godt er,

han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken

og jeg sa: Det er forbi med min kraft og mitt håp til Herren.

og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."

Kom i hu min elendighet og min landflyktighet - malurt og galle!

At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;

Min sjel kommer det i hu og er nedbøiet i mig.

min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.

Dette vil jeg ta mig til hjerte, derfor vil jeg håpe:

Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:

Herrens miskunnhet er det at det ikke er forbi med oss; for hans barmhjertighet har ennu ikke ende.

HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,

Den er ny hver morgen, din trofasthet er stor.

hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.

Herren er min del, sier min sjel; derfor håper jeg på ham.

Min Del er HERREN, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham.

Herren er god mot dem som bier efter ham, mot den sjel som søker ham.

Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;

Det er godt at en bier i stillhet efter Herrens frelse.

det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,

Det er godt for en mann at han bærer åk i sin ungdom,

godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.

at han sitter ene og tier, når han legger byrder på ham,

Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;

at han trykker sin munn i støvet og sier: Kanskje det ennu er håp -

han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.

at han vender sitt kinn til den som slår ham, lar sig mette med hån.

Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.

For Herren forkaster ikke til evig tid,

Thi Herren bortstøder ikke for evigt,

men om han bedrøver, så forbarmer han sig igjen efter sin rike miskunnhet;

har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;

for det er ikke av hjertet han plager eller bedrøver menneskenes barn.

ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.

Når nogen knuser alle jordens fanger under sine føtter,

Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,

bøier mannens rett for den Høiestes åsyn

når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,

eller gjør en mann urett i hans sak - mon Herren ikke ser det?

når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?

Hvem talte så det skjedde, uten at Herren bød det?

Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?

Er det ikke fra den Høiestes munn både de onde og de gode ting utgår?

Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?

Hvorfor klager et menneske som lever? Enhver klage over sin egen synd!

Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!

La oss ransake våre veier og granske dem, og la oss vende om til Herren!

Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,

La oss løfte vårt hjerte og våre hender til Gud i himmelen!

løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;

Vi har syndet og vært gjenstridige; du har ikke tilgitt.

vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,

Du innhyllet dig i vrede og forfulgte oss; du slo ihjel, du sparte ikke.

men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,

Du innhyllet dig i skyer, så ingen bønn trengte igjennem.

hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;

Til skarn og utskudd gjorde du oss midt iblandt folkene.

til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.

De spilte op sin munn mot oss alle våre fiender.

De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.

Gru og grav er blitt oss til del, ødeleggelse og undergang.

Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;

Bekker av tårer rinner fra mitt øie fordi mitt folks datter er gått under.

Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.

Mitt øie rinner og har ikke ro, det får ingen hvile,

Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,

før Herrens øie ser ned fra himmelen.

før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.

Mitt øie volder min sjel smerte for alle min stads døtres skyld.

Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.

Hårdt jaget de mig som en fugl de som var mine fiender uten årsak.

Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,

De vilde gjøre ende på mitt liv, de vilde kaste mig i brønnen, og de kastet sten på mig.

de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;

Vannene strømmet over mitt hode; jeg sa: Jeg er fortapt.

Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"

Jeg påkalte ditt navn, Herre, fra den dypeste brønn.

Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;

Du hørte min røst; lukk ikke ditt øre for mitt rop, men la mig få lindring!

du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"

Du var nær den dag jeg kalte på dig; du sa: Frykt ikke!

Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"

Herre, du har ført min sjels sak, du har frelst mitt liv.

Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;

Herre, du har sett den urett jeg har lidt; døm i min sak!

HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!

Du har sett all deres hevn, alle deres onde råd mot mig.

Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,

Du har hørt deres hån, Herre, alle deres onde råd mot mig,

du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,

mine motstanderes tale og deres tanker mot mig den hele dag.

mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.

Akt på dem når de sitter, og når de står op! De synger spottesanger om mig.

Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.

Du vil gjøre gjengjeld mot dem, Herre, efter deres henders gjerning.

Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,

Du vil legge et dekke over deres hjerte, din forbannelse vil bli dem til del.

gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!

Du vil forfølge dem i vrede og ødelegge dem, så de ikke mere finnes under Herrens himmel.

forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.