Job 41

Ingen er så djerv at han tør tirre den; hvem tør da sette sig op imot mig?

Kan du trække Krokodillen op med Krog og binde dens Tunge med Snøre?

Hvem gav mig noget først, så jeg skulde gi ham vederlag? Alt under himmelen hører mig til.

Kan du mon stikke et Siv i dens Snude, bore en Krog igennem dens Kæber?

Jeg vil ikke tie om dens lemmer, om dens store styrke og dens fagre bygning.

Mon den vil trygle dig længe og give dig gode Ord?

Hvem har dradd dens klædning av? Hvem tør komme innenfor dens dobbelte rad av tenner?

Mon den vil indgå en Pagt med dig, så du får den til Træl for evigt?

Hvem har åpnet dens kjevers dør? Rundt om dens tenner er redsel.

Han du mon lege med den som en Fugl og tøjre den for dine Pigebørn?

Stolte er skjoldenes rader; hvert av dem er tillukket som med et fast segl.

Falbyder Fiskerlauget den og stykker den ud mellem Sælgerne?

De ligger tett innpå hverandre, og ingen luft trenger inn imellem dem.

Mon du kan spække dens Hud med Kroge og med Harpuner dens Hoved?

Det ene skjold henger fast ved det andre; de griper inn i hverandre og skilles ikke at.

Læg dog engang din Hånd på den! Du vil huske den Kamp og gør det ej mer.

Når den nyser, stråler det frem lys, og dens øine er som morgenrødens øielokk.

Det Håb vilde blive til Skamme, alene ved Synet lå du der.

Bluss farer ut av dens gap, gnister spruter frem.

Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den?

Fra dens nesebor kommer røk som av en gryte som koker over siv.

Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen?

Dens ånde tender kull i brand, og luer går ut av dens gap.

Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt.

På dens hals har styrken sin bolig, og angsten springer foran den.

Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte Panser?

Dens doglapper sitter fast; de er som støpt på den og rører sig ikke.

Hvem har åbnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er Rædsel.

Dens hjerte er fast som sten, fast som den underste kvernsten.

Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten;

Når den hever sig, gruer helter; av redsel mister de sans og samling.

de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem;

Rammes den med sverd, så biter det ikke på den, heller ikke lanse, pil eller kastespyd.

de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i hverandre.

Den akter jern som strå, kobber som ormstukket tre.

Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som Morgenrødens Øjenlåg er dens Øjne.

Buens sønn jager den ikke på flukt; slyngens stener blir som halm for den.

Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem.

Stridsklubber aktes som halm, og den ler av det susende spyd.

Em står ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel.

På dens buk sitter skarpe skår, den gjør spor i dyndet som efter en treskeslede.

Dens Ånde tænder som glødende Kul, Luer står ud af dens Gab.

Den får dypet til å koke som en gryte; den får havet til å skumme som en salvekokers kjele.

Styrken bor på dens Hals, og Angsten hopper foran den.

Efter den lyser dens sti; dypet synes å ha sølvhår.

Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke;

Det er intet på jorden som er herre over den; den er skapt til ikke å reddes.

fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste Møllesten.

Alt som er høit, ser den i øiet; den er en konge over alle stolte dyr.

Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk.

Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben, Spyd eller Pil.

Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ;

Buens Søn slår den ikke på Flugt, Slyngens Sten bliver Strå for den,

Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd.

På Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som Tærskeslædens;

Dybet får den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af Floden;

bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhår.

Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt til ikke at frygte.

Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolte Dyr.