Job 39

Jager du rov for løvinnen, og metter du de grådige ungløver,

Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer,

når de dukker sig ned i sine huler og ligger på lur i krattet?

tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder?

Hvem lar ravnen finne sin mat, når dens unger skriker til Gud og farer hit og dit uten føde?

De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,

Kjenner du tiden når stengjetene føder, og gir du akt på hindenes veer?

Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.

Teller du månedene til de skal bære, og vet du tiden når de føder?

Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,

De bøier sig, føder sine unger og blir fri for sine smerter.

som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?

Deres unger blir kraftige og vokser op ute på marken; de løper bort og kommer ikke tilbake til dem.

Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;

Hvem har gitt villeslet dets frihet, hvem løste dets bånd,

det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op.

det som jeg gav ørkenen til hus og saltmoen til bolig?

Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten?

Det ler av byens ståk og styr; driverens skjenn slipper det å høre.

Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?

Hvad det leter op på fjellene, er dets beite, og det søker efter hvert grønt strå.

Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst?

Har vel villoksen lyst til å tjene dig? Vil den bli natten over ved din krybbe?

Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen?

Kan du binde villoksen med rep til furen? Vil den harve dalene efter dig?

Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,

Kan du stole på den, fordi dens kraft er så stor, og kan du overlate den ditt arbeid?

siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,

Kan du lite på at den fører din grøde hjem, og at den samler den til din treskeplass?

tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder?

Strutsen flakser lystig med vingene; men viser dens vinger og fjær moderkjærlighet?

Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.

Nei, den overlater sine egg til jorden og lar dem opvarmes i sanden,

Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.

og den glemmer at en fot kan klemme dem itu, og markens ville dyr trå dem i stykker.

Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.

Den er hård mot sine unger, som om de ikke var dens egne; den er ikke redd for at dens møie skal være spilt.

Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke

For Gud nektet den visdom og gav den ingen forstand.

og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.

Men når den flakser i været, ler den av hesten og dens rytter.

Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;

Gir du hesten styrke? Klær du dens hals med bevrende man?

den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;

Lar du den springe som gresshoppen? Dens stolte fnysen er forferdelig.

Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;

Den skraper i jorden og gleder sig ved sin kraft; så farer den frem mot væbnede skarer.

den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder;

Den ler av frykten og forferdes ikke, og den vender ikke om for sverd.

et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb.

Over den klirrer koggeret, blinkende spyd og lanse.

Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?

Med styr og ståk river den jorden op, og den lar sig ikke stagge når krigsluren lyder.

Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?

Hver gang luren lyder, sier den: Hui! Og langt borte værer den striden, høvedsmenns tordenrøst og hærskrik.

Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg;

Skyldes det din forstand at høken svinger sig op og breder ut sine vinger mot Syden?

den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.

Er det på ditt bud at ørnen flyver så høit, og at den bygger sitt rede oppe i høiden? Den bor på berget og har nattely der, på tind og nut. Derfra speider den efter føde; langt bort skuer dens øine. Dens unger drikker blod, og hvor der er lik, der er den. Og Herren blev ved å svare Job og sa: Vil du som klandrer den Allmektige, vil du trette med ham? Du som laster Gud, må svare på dette! Da svarte Job Herren og sa: Nei, jeg er for ringe; hvad skulde jeg svare dig? Jeg legger min hånd på min munn. En gang har jeg talt, men jeg tar ikke mere til orde - ja to ganger, men jeg gjør det ikke mere.

Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!