Job 3

Derefter oplot Job sin munn og forbannet den dag han blev født.

Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,

Job tok til orde og sa:

og Job tog til Orde og sagde:

Til grunne gå den dag da jeg blev født, og den natt som sa: Et guttebarn er undfanget!

Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!"

Måtte den dag bli til mørke! Måtte Gud i det høie ikke spørre efter den, og intet lys stråle over den!

Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem!

Gid mørke og dødsskygge må kreve den tilbake, gid skyer må leire sig over den, gid alt som gjør en dag mørk, må skremme den!

Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!

Den natt - måtte mulm ta den! Den glede sig ikke blandt årets dager, den komme ikke med i måneders tall!

Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal!

Ja, ufruktbar bli den natt! Aldri lyde det jubel i den!

Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!

Måtte de som forbanner dager, ønske ondt over den, de som er kyndige i å mane frem Leviatan!

De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan";

Gid dens demrings stjerner må bli mørke! La den vente på lys, uten at det kommer! Måtte den aldri skue morgenrødens øielokk -

dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg,

fordi den ikke stengte døren til min mors liv og skjulte møie for mine øine.

fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!

Hvorfor døde jeg ikke i mors liv? Hvorfor utåndet jeg ikke straks i fødselsstunden?

Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød?

Hvorfor tok knær imot mig, og hvorfor bryster som jeg kunde die?

Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?

For da kunde jeg nu ligge og hvile; jeg kunde sove og hadde da ro -

Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred

sammen med konger og jordens styrere, som bygget sig ruiner,

blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,

eller med fyrster som eide gull, som fylte sine hus med sølv;

blandt Fyrster, rige på Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.

eller jeg var nu ikke til, likesom et nedgravd, ufullbåret foster, lik barn som aldri så lyset.

Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se!

Der har de ugudelige holdt op å rase, og der hviler de trette.

Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,

Der har alle fanger ro, de hører ikke driverens røst.

alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;

Liten og stor er der like, og trælen er fri for sin herre.

små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.

Hvorfor gir han den lidende lys, og liv til dem som bærer sorg i sitt hjerte,

Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,

dem som venter på døden uten at den kommer, og som leter efter den ivrigere enn efter skjulte skatter,

dem, som bier forgæves på Døden, graver derefter som efter Skatte,

dem som gleder sig like til jubel, som fryder sig når de finner en grav -

som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav

til den mann hvis vei er skjult for ham, og som Gud har stengt for på alle kanter?

en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?

For mine sukk er blitt mitt daglige brød, og mine klager strømmer som vannet.

Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand.

For alt det fryktelige jeg reddes for, det rammer mig, og det jeg gruer for, det kommer over mig.

Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.

Jeg har ikke fred, ikke ro, ikke hvile - det kommer alltid ny uro.

Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro!