Job 23

Da tok Job til orde og sa:

Så tog Job til Orde og svarede:

Ennu idag gjelder min klage for å være gjenstridighet; min hånd hviler dog tungt på mitt sukk.

"Også i Dag er der Trods i min Klage, tungt ligger hans Hånd på mit Suk!

Bare jeg visste å finne ham og kunde komme frem til hans trone!

Ak, vidste jeg Vej til at finde ham, kunde jeg nå hans Trone!

Jeg skulde legge min sak frem for hans åsyn og fylle min munn med beviser.

Da vilde jeg udrede Sagen for ham og fylde min Mund med Beviser,

Jeg skulde få vite de ord han vilde svare mig, og merke mig hvad han vilde si til mig.

vide, hvad Svar han gav mig, skønne, hvad han sagde til mig!

Skulde han da med full kraft stride mot mig? Mon ikke just han skulde akte på mine ord?

Mon han da satte sin Almagt imod mig? Nej, visselig agted han på mig;

Da skulde en rettskaffen mann gå i rette med ham, og jeg skulde slippe fra min dommer for all tid.

da gik en oprigtig i Rette med ham, og jeg bjærged for evigt min Ret.

Men går jeg mot øst, så er han ikke der; går jeg mot vest, så blir jeg ikke var ham;

Men går jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ej til ham;

er han virksom i nord, så ser jeg ham ikke; går han mot syd, så øiner jeg ham ikke.

jeg søger i Nord og ser ham ikke, drejer mod Syd og øjner ham ej.

For han kjenner den vei jeg holder mig til; prøvde han mig, så skulde jeg gå frem av prøven som gullet.

Thi han kender min Vej og min Vandel, som Guld går jeg frem af hans Prøve.

Min fot holdt sig i hans spor; jeg fulgte hans vei og bøide ikke av.

Min Fod har holdt fast ved hans Spor, hans Vej har jeg fulgt, veg ikke derfra,

Fra hans lebers bud vek jeg ikke; fremfor min egen lov aktet jeg på hans munns ord.

fra hans Læbers Bud er jeg ikke veget, hans Ord har jeg gemt i mit Bryst.

Men han er den eneste, og hvem hindrer ham? Hvad hans sjel lyster, det gjør han.

Men han gjorde sit Valg, hvem hindrer ham Han udfører, hvad hans Sjæl attrår.

For han fullbyrder det han har fastsatt for mig, og av sådant er det meget hos ham.

Thi han fuldbyrder, hvad han bestemte, og af sligt har han meget for.

Derfor reddes jeg for ham; tenker jeg på det, så bever jeg for ham.

Derfor forfærdes jeg for ham og gruer ved Tanken om ham.

Og Gud har knekket mitt mot, og den Allmektige har forferdet mig,

Ja, Gud har nedbrudt mit Mod, forfærdet mig har den Almægtige;

fordi jeg ikke blev rykket bort før mørket kom, og fordi han ikke skjulte ulykkens natt for mig.

thi jeg går til i Mørket, mit Åsyn dækkes af Mulm.