Mark 7

Og fariseerne og nogen av de skriftlærde, som var kommet fra Jerusalem, samlet sig om ham.

I sešli se k němu farizeové a někteří z zákoníků, kteříž byli přišli z Jeruzaléma.

Og de fikk se at nogen av hans disipler åt med vanhellige, det er uvaskede, hender;

A uzřevše některé z učedlníků jeho obecnýma rukama (to jest neumytýma) jísti chleby, reptali o to.

fariseerne og alle jøder eter ikke uten at de først omhyggelig har vasket hendene, for de holder fast ved de gamles vedtekt,

Nebo farizeové i všickni Židé nejedí, leč by ruce umyli, držíce ustanovení starších.

og når de kommer fra torvet, eter de ikke før de har vasket sig, og det er meget annet som de har vedtatt å holde: vaskninger av beger og krus og kobberkar og benker.

A z trhu přijdouce nejedí, leč se umyjí. A jiné mnohé věci jsou, kteréž přijali, aby zachovávali, jako umývání koflíků, žejdlíků a medenic i stolů.

Og fariseerne og de skriftlærde spurte ham: Hvorfor følger ikke dine disipler de gamles vedtekt, men eter med vanhellige hender?

Potom otázali se ho farizeové a zákoníci: Proč učedlníci tvoji nezachovávají ustanovení starších, ale neumytýma rukama jedí chléb?

Men han sa til dem: Rett spådde Esaias om eder, I hyklere, således som skrevet er: Dette folk ærer mig med lebene, men deres hjerte er langt borte fra mig;

On pak odpověděv, řekl jim: Dobře o vás pokrytcích prorokoval Izaiáš, jakož psáno jest: Lid tento rty mne ctí, srdce pak jejich daleko jest ode mne.

men de dyrker mig forgjeves, idet de lærer lærdommer som er menneskebud.

Ale nadarmoť mne ctí, učíce učení, kterážto nejsou než ustanovení lidská.

I forlater Guds bud og holder fast ved menneskers vedtekt.

Nebo opustivše přikázání Boží, držíte ustanovení lidská, totiž umývání žejdlíků a koflíků; a jiné mnohé věci těm podobné činíte.

Og han sa til dem: Det er riktig vakkert at I gjør Guds bud til intet for å holde eders vedtekt.

I pravil jim: Čistě vy rušíte přikázání Boží, abyste ustanovení své zachovali.

For Moses har sagt: Hedre din far og din mor, og: Den som banner far eller mor, skal visselig dø;

Nebo Mojžíš pověděl: Cti otce svého i matku svou, a kdož by zlořečil otci nebo mateři, ať smrtí umře.

men I sier: Om et menneske sier til far eller mor: Det du skulde ha hatt til hjelp av mig, det skal være en korban, det er en gave til templet,

Ale vy pravíte: Řekl-li by člověk otci neb mateři: Korban, to jest, dar, kterýžkoli jest ode mne, toběť prospěje,

så lar I ham ikke lenger få lov til å gjøre noget for far eller mor,

A nedopustíte mu nic více učiniti otci svému nebo mateři své,

og således gjør I Guds ord til intet ved eders vedtekt, som I har pålagt menneskene. Og meget av samme slag gjør I.

Rušíce přikázání Boží ustanoveními vašimi, kteráž jste ustanovili. A mnohé těm podobné věci činíte.

Og han kalte atter folket til sig og sa til dem: Hør på mig alle, og forstå hvad jeg sier!

I svolav všecken zástup, pravil jim: Slyšte mne všickni a rozumějte.

Det er intet utenfor mennesket som kan gjøre ham uren når det kommer inn i ham; men det som går ut av mennesket, det er det som gjør mennesket urent.

Nic není z zevnitřku vcházejícího do člověka, což by jej poskvrniti mohlo; ale to, což pochází z něho, toť jest, což poskvrňuje člověka.

Om nogen har ører å høre med, han høre!

Má-li kdo uši k slyšení, slyš.

Og da han var kommet inn i et hus, bort fra folket, spurte hans disipler ham om denne lignelse.

A když všel do domu od zástupu, tázali se ho učedlníci jeho o tom podobenství.

Og han sa til dem: Er da også I så uforstandige? Skjønner I ikke at intet som kommer inn i mennesket utenfra, kan gjøre ham uren?

I řekl jim: Tak jste i vy nerozumní? Což nerozumíte, že všecko, což z zevnitřku do člověka vchází, nemůže ho poskvrniti?

Det kommer jo ikke inn i hans hjerte, mere bare i hans buk, og går ut den naturlige vei, hvorved all mat blir renset.

Nebo nevchází v srdce jeho, ale v břicho, a potom ven vychází, čistěci všeliké pokrmy.

Men han sa: Det som går ut av mennesket, det er det som gjør mennesket urent.

Ale pravil, že to, což pochází z člověka, to poskvrňuje člověka.

For innenfra, fra menneskenes hjerte, kommer de onde tanker: utukt, tyveri, mord,

Nebo z vnitřku z srdce lidského zlá myšlení pocházejí, cizoložstva, smilstva, vraždy,

hor, havesyke, ondskap, svik, skamløshet, ondt øie, bespottelse, overmot, uforstand.

Krádeže, lakomství, nešlechetnosti, lest, nestydatost, oko zlé, rouhání, pýcha, bláznovství.

Alle disse onde ting kommer ut innenfra og gjør mennesket urent.

Všecky tyto zlé věci pocházejí z vnitřku a poskvrňují člověka.

Og han stod op og gikk bort derfra til Tyrus' og Sidons landemerker. Og han gikk inn i et hus, og vilde ikke at nogen skulde få vite det, og det kunde dog ikke holdes skjult;

A vstav odtud, odšel do končin Týru a Sidonu, a všed do domu, nechtěl, aby kdo o něm věděl, ale nemohl se tajiti.

men en kvinne hvis datter hadde en uren ånd, hadde fått høre om ham, og kom straks og falt ned for hans føtter.

Nebo uslyševši o něm žena, jejížto dcerka měla ducha nečistého, přišla a padla k nohám jeho.

Men kvinnen var en hedensk kvinne, syrofønikisk av ætt; og hun bad ham at han vilde drive den onde ånd ut av hennes datter.

(Byla pak ta žena pohanka, Syrofenitská rodem.) I prosila ho, aby ďábelství vyvrhl z její dcery.

Og han sa til henne: La først barna bli mette! for det er ikke vakkert å ta brødet fra barna og kaste det for de små hunder.

Ale Ježíš řekl jí: Nechať se prve nasytí synové; nebť není slušné vzíti chléb synů a vrci štěňatům.

Men hun svarte ham: Det er sant, Herre! de små hunder eter jo under bordet av barnas smuler.

A ona odpověděla a řekla mu: Ovšem, Pane, nebo štěňátka jedí pod stolem drobty synů.

Og han sa til henne: For dette ords skyld sier jeg dig: Gå bort! Den onde ånd er faret ut av din datter.

I řekl jí: Pro tu řeč jdi, vyšloť jest ďábelství z tvé dcery.

Og hun gikk bort til sitt hus og fant at barnet lå på sengen, og at den onde ånd var faret ut.

I odšedši do domu svého, nalezla děvečku, ana leží na loži, a ďábelství z ní vyšlo.

Og da han gikk ut igjen fra Tyrus' landemerker, kom han gjennem Sidon til den Galileiske Sjø, midt igjennem Dekapolis-landet.

Tedy odšed zase z končin Tyrských a Sidonských, přišel k moři Galilejskému, prostředkem krajin Desíti měst.

Og de førte til ham en mann som var døv og hadde ondt for å tale, og de bad ham legge sin hånd på ham.

I přivedli jemu hluchého a němého, a prosili ho, aby na něj ruku vzložil.

Og han tok ham avsides fra folket, og stakk sine fingrer i hans ører og spyttet og rørte ved hans tunge,

A pojav jej soukromí ven z zástupu, vložil prsty své v uši jeho, a plinuv, dotekl se jazyka jeho.

og så op mot himmelen, sukket og sa til ham: Effata! det er: lat dig op!

A vzezřev k nebi, vzdechl, a řekl jemu: Effeta, to jest, otevři se.

Og straks blev hans ører oplatt, og hans tunges bånd blev løst, og han talte rent.

A hned otevříny jsou uši jeho, a rozvázán jest svazek jazyka jeho, i mluvil právě.

Og han forbød dem å si det til nogen; men jo mere han forbød dem det, dess mere kunngjorde de det.

I přikázal jim, aby žádnému nepravili. Ale jakžkoli on jim přikazoval, předce oni mnohem více ohlašovali.

Og de var overvettes forundret og sa: Han har gjort alle ting vel; både gjør han at de døve hører, og at de målløse taler.

A převelmi se divili, řkouce: Dobře všecky věci učinil. I hluchým rozkázal slyšeti, i němým mluviti.