Luke 20

Og det skjedde en av dagene mens han lærte folket i templet og forkynte evangeliet, da stod yppersteprestene og de skriftlærde frem sammen med de eldste

I stalo se v jeden den, když on učil lid v chrámě a kázal evangelium, že přišli k tomu přední kněží a zákoníci s staršími,

og sa til ham: Si oss: Med hvad myndighet gjør du dette, eller hvem er det som har gitt dig denne myndighet?

I řekli jemu: Pověz nám, jakou mocí tyto věci činíš, aneb kdo tobě tuto moc dal?

Men han svarte og sa til dem: Også jeg vil spørre eder om en ting; si mig:

I odpověděv, řekl jim: Otížiť se i já vás o jedné věci a odpověztež mi:

Johannes' dåp, var den fra himmelen eller fra mennesker?

Křest Janův s nebe-li byl, čili z lidí?

Men de samrådde sig med hverandre og sa: Sier vi: Fra himmelen, da sier han: Hvorfor trodde I ham da ikke?

Oni pak uvažovali to mezi sebou, řkouce: Jestliže bychom řekli: S nebe, díť nám: Pročež jste tedy neuvěřili jemu?

Men sier vi: Fra mennesker, da stener hele folket oss; for de tror fullt og fast at Johannes var en profet.

Pakli díme: Z lidí, lid všecken ukamenuje nás; neb oni cele tak drží, že Jan jest prorok.

Og de svarte at de ikke visste hvor den var fra.

I odpověděli: Že nevědí, odkud jest byl.

Da sa Jesus til dem: Så sier heller ikke jeg eder med hvad myndighet jeg gjør dette.

I řekl jim Ježíš: Aniž já vám povím, jakou mocí toto činím.

Han begynte da å si denne lignelse til folket: En mann plantet en vingård og leide den ut til vingårdsmenn og drog utenlands for lange tider.

I počal lidu praviti podobenství toto: Člověk jeden štípil vinici, a pronajal ji vinařům, a sám odšed podál byl tam za mnohé časy.

Og da tiden kom, sendte han en tjener til vingårdsmennene, forat de skulde gi ham av vingårdens frukt; men vingårdsmennene slo ham, og lot ham gå bort med tomme hender.

A v čas slušný poslal k vinařům služebníka, aby z ovoce vinice dali jemu. Vinaři pak zmrskavše jej, pustili ho prázdného.

Og han blev ved og sendte en annen tjener; men de slo også ham og hånte ham og lot ham gå bort med tomme hender.

A on poslal druhého služebníka. Oni pak i toho zmrskavše a zohavivše, pustili prázdného.

Og han blev ved og sendte en tredje; men de slo også ham til blods og kastet ham ut.

I poslal třetího. Ale oni i toho zranivše, vystrčili ven.

Da sa vingårdens herre: Hvad skal jeg gjøre? Jeg vil sende min sønn, den elskede; de vil da vel undse sig for ham.

Tedy řekl Pán vinice: Co učiním? Pošli svého milého Syna. Snad když toho uzří, ostýchati se budou.

Men da vingårdsmennene fikk se ham, la de op råd med hverandre og sa: Dette er arvingen; la oss slå ham ihjel, så arven kan bli vår!

Uzřevše pak vinaři, rozmlouvali mezi sebou, řkouce: Tentoť jest dědic; pojďte, zabijme jej, aby naše bylo dědictví.

Og de kastet ham ut av vingården og slo ham ihjel. Hvad skal nu vingårdens herre gjøre med dem?

A vystrčivše jej ven z vinice, zamordovali ho. Což tedy učiní jim Pán vinice?

Han skal komme og drepe disse vingårdsmenn og overgi vingården til andre. Da de hørte det, sa de: Det må aldri skje!

Přijde a vyhladí vinaře ty, a dá vinici jiným. To uslyšavše, řekli: Odstup to.

Men han så på dem og sa: Hvad er da dette som er skrevet: Den sten som bygningsmennene forkastet, den er blitt hjørnesten?

A on pohleděv na ně, řekl: Co jest pak to, což napsáno jest: Kámen, kterýmž pohrdli dělníci, ten učiněn jest v hlavu úhelní.

Hver den som faller på denne sten, han skal knuses; men den som den faller på, ham skal den smuldre til støv.

Každý, kdož padne na ten kámen, rozrazí se; a na kohož by on upadl, potřeť jej.

Og de skriftlærde og yppersteprestene søkte å få lagt hånd på ham i samme stund; men de fryktet for folket; for de skjønte at det var om dem han hadde sagt denne lignelse.

I hledali přední kněží a zákoníci, jak by naň vztáhli ruce v tu hodinu, ale báli se lidu. Nebo porozuměli, že by na ně mluvil podobenství to.

Og efterat de nogen tid hadde voktet på ham, sendte de lurere, som lot som de var rettferdige, for å fange ham i ord, så de kunde overgi ham til øvrigheten og til landshøvdingens makt.

Tedy ukládajíce o něm, poslali špehéře, kteříž by se spravedlivými činili, aby ho polapili v řeči, a potom jej vydali vrchnosti a v moc hejtmanu.

Og de spurte ham og sa: Mester! vi vet at du taler og lærer rett og gjør ikke forskjell på folk, men lærer Guds vei i sannhet;

I otázali se ho oni, řkouce: Mistře víme, že právě mluvíš a učíš, a nepřijímáš osoby, ale v pravdě cestě Boží učíš.

er det oss tillatt å gi keiseren skatt, eller ikke?

Sluší-li nám daň dávati císaři, čili nic?

Men han merket deres list og sa til dem:

Ale Ježíš rozuměje chytrosti jejich, dí jim: Co mne pokoušíte?

Vis mig en penning! Hvis billede og påskrift har den? De svarte: Keiserens.

Ukažte mi peníz. Čí má obraz a nápis? I odpověděvše, řekli: Císařův.

Da sa han til dem: Så gi da keiseren hvad keiserens er, og Gud hvad Guds er!

On pak řekl jim: Dejtež tedy, co jest císařova, císaři, a což jest Božího, Bohu.

Og de var ikke i stand til å fange ham i ord i folkets påhør, og de undret sig over hans svar, og tidde.

I nemohli ho za slovo popadnouti před lidem, a divíce se odpovědi jeho, umlkli.

Men det kom nogen av sadduseerne til ham, de som nekter at det er nogen opstandelse, og de spurte ham og sa:

Přistoupivše pak někteří z saduceů, (kteříž odpírají býti vzkříšení,) otázali se ho,

Mester! Moses har foreskrevet oss at når en manns gifte bror dør og ikke har barn, da skal hans bror ta hans hustru til ekte og opreise sin bror avkom.

Řkouce: Mistře, Mojžíš napsal nám: Kdyby bratr něčí umřel, maje manželku, a umřel by bez dětí, aby ji pojal bratr jeho za manželku, a vzbudil símě bratru svému.

Nu var det syv brødre; og den første tok sig en hustru og døde barnløs.

I bylo sedm bratří, a první pojav ženu, umřel bez dětí.

Og den annen

I pojal ji druhý, a umřel i ten bez dětí.

og den tredje tok henne, og likeså alle syv; de efterlot ikke barn, og døde.

A třetí pojal ji, též i všech těch sedm, a nezůstavivše semene, zemřeli.

Til sist døde også kvinnen.

Nejposléze po všech umřela i žena.

Hvem iblandt dem skal nu få kvinnen til hustru i opstandelsen? for alle syv har jo hatt henne til hustru.

Protož při vzkříšení kterého z nich bude manželka, poněvadž sedm jich mělo ji za manželku?

Og Jesus sa til dem: Denne verdens barn tar til ekte og gis til ekte;

A odpovídaje, řekl jim Ježíš: Synové tohoto světa žení se a vdávají.

men de som aktes verdige til å få del i hin verden og i opstandelsen fra de døde, de hverken tar til ekte eller gis til ekte;

Ale ti, kteříž hodni jmíni budou dosáhnouti onoho věku a vzkříšení z mrtvých, ani se ženiti budou ani vdávati.

for de kan ikke mere dø, for de er englene like og er Guds barn, idet de er opstandelsens barn.

Nebo ani umírati více nebudou moci, andělům zajisté rovni budou. A jsou synové Boží, poněvadž jsou synové vzkříšení.

Men at de døde står op, det har også Moses gitt til kjenne, der hvor det tales om tornebusken, når han kaller Herren Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud;

A že mrtví vstanou z mrtvých, i Mojžíš ukázal při onom kři, když nazývá Pána Bohem Abrahamovým a Bohem Izákovým a Bohem Jákobovým.

men han er ikke de dødes Gud, men de levendes; for de lever alle for ham.

Bůhť pak není mrtvých, ale živých, nebo všickni jsou jemu živi.

Da svarte nogen av de skriftlærde og sa: Mester! du taler vel.

Tedy odpověděvše někteří z zákoníků, řekli: Mistře, dobře jsi pověděl.

For de vågde ikke mere å spørre ham om noget.

I neodvážili se jeho na nic více tázati.

Men han sa til dem: Hvorledes kan det sies at Messias er Davids sønn?

On pak řekl jim: Kterak někteří praví Krista býti synem Davidovým?

David selv sier jo i Salmenes bok: Herren sa til min herre: Sett dig ved min høire hånd,

A sám David praví v knihách Žalmových: Řekl Pán Pánu mému: Seď na pravici mé,

til jeg får lagt dine fiender til skammel for dine føtter!

Ažť i položím nepřátely tvé v podnož noh tvých.

David kaller ham altså herre; hvorledes kan han da være hans sønn?

Poněvadž David jej Pánem nazývá, i kterakž syn jeho jest?

Men i hele folkets påhør sa han til sine disipler:

I řekl učedlníkům svým přede vším lidem:

Vokt eder for de skriftlærde, som gjerne vil gå i side klær og gjerne vil la sig hilse på torvene og ha de øverste seter i synagogene og sitte øverst ved gjestebudene;

Varujte se od zákoníků, kteříž rádi chodí v krásném rouše a milují pozdravování na trzích a přední stolice v školách a první místo na večeřích,

de som opeter enkers hus og for et syns skyld holder lange bønner! Disse skal få dess hårdere dom.

Kteříž zžírají domy vdovské pod zámyslem dlouhé modlitby. Tiť vezmou těžší odsouzení.