Job 6

Da tok Job til orde og sa:

Odpovídaje pak Job, řekl:

Gid min gremmelse blev veid, og min ulykke samtidig lagt på vekten!

Ó kdyby pilně zváženo bylo hořekování mé, a bída má na váze aby spolu vyzdvižena byla.

For nu er den tyngre enn havets sand; derfor var mine ord tankeløse.

Jistě že by se nad písek mořský těžší ukázala, pročež mi se i slov nedostává.

For den Allmektiges piler sitter i mig, og min ånd drikker deres gift; Guds redsler stiller sig op imot mig.

Nebo střely Všemohoucího vězí ve mně, jejichž jed vysušil ducha mého, a hrůzy Boží bojují proti mně.

Skriker vel et villesel midt i det grønne gress? Eller brøler en okse foran sitt fôr?

Zdaliž řve divoký osel nad mladistvou travou? Řve-liž vůl nad picí svou?

Hvem vil ete det som det ingen smak er i, uten salt? Eller er det smak i eggehvite?

Zdaliž jedí to, což neslaného jest, bez soli? Jest-liž chut v věci slzké?

Det byr mig imot å røre ved det; det er for mig som utskjemt mat.

Ach, kterýchž se ostýchala dotknouti duše má, ty jsou již bolesti těla mého.

Gid min bønn måtte bli hørt, og Gud vilde opfylle mitt håp!

Ó by se naplnila žádost má, a aby to, čehož očekávám, dal Bůh,

Og måtte det behage Gud å knuse mig, å slippe løs sin hånd og avskjære min livstråd!

Totiž, aby se líbilo Bohu setříti mne, vztáhnouti ruku svou, a zahladiti mne.

Da hadde jeg ennu en trøst, og jeg skulde springe av glede midt i den skånselløse smerte; for jeg har ikke fornektet den Helliges ord.

Neboť mám ještě, čím bych se potěšoval, (ačkoli hořím bolestí, aniž mne Bůh co lituje), že jsem netajil řečí Nejsvětějšího.

Hvad kraft har jeg, så jeg kunde holde ut, og hvad blir enden med mig, så jeg kunde være tålmodig?

Nebo jaká jest síla má, abych potrvati mohl? Aneb jaký konec můj, abych prodlel života svého?

Er da min kraft som stenens kraft? Eller er mitt kjøtt av kobber?

Zdali síla má jest síla kamenná? Zdali tělo mé ocelivé?

Er jeg da ikke aldeles hjelpeløs? Er ikke all utsikt til frelse fratatt mig?

Zdaliž pak obrany mé není při mně? Aneb zdravý soud vzdálen jest ode mne,

Den ulykkelige burde møte kjærlighet hos sin venn, selv om han opgir frykten for den Allmektige.

Proti tomu, jehož lítostivost k bližnímu mizí, a kterýž bázeň Všemohoucího opustil?

Men mine brødre har sviktet som en bekk, som strømmer hvis vann skyller over,

Bratří moji zmýlili mne jako potok, pominuli jako prudcí potokové,

som er grumset av is, og som det skjuler sig sne i;

Kteříž kalní bývají od ledu, a v nichž se kryje sníh.

men på den tid de treffes av solens glød, tørkes de ut; når det blir hett, svinner de bort.

V čas horka vysychají; když sucho bývá, mizejí z místa svého.

Karavaner som er på veien til dem, bøier av; de drar op i ørkenen og omkommer.

Sem i tam roztěkají se od toku svého obecného, v nic se obracejí a hynou.

Temas karavaner speidet efter dem, Sjebas reisefølger satte sitt håp til dem;

To vidouce houfové jdoucích z Tema, zástupové Sabejských, jenž naději měli v nich,

de blev til skamme, fordi de stolte på dem; de kom dit og blev skuffet.

Zastyděli se, že v nich doufali; nebo přišedše až k nim, oklamáni jsou.

Således er I nu blitt til intet; I ser ulykken og blir redde.

Tak zajisté i vy byvše, nejste; vidouce potření mé, děsíte se.

Har jeg vel bedt eder at I skulde gi mig noget eller bruke noget av eders gods til beste for mig,

Zdali jsem řekl: Přineste mi, aneb z zboží svého udělte darů pro mne?

at I skulde frelse mig av fiendens hånd og løskjøpe mig fra voldsmenn?

Aneb: Vysvoboďte mne z ruky nepřítele, a z ruky násilníků vykupte mne?

Lær mig, så skal jeg tie, og vis mig hvori jeg har faret vill!

Poučte mne, a budu mlčeti, a v čem bych bloudil, poslužte mi k srozumění.

Hvor kraftige er ikke rettsindige ord! Men hvad gagn er det i en refselse fra eder?

Ó jak jsou pronikavé řeči upřímé! Ale co vzdělá obviňování vaše?

Tenker I på å refse ord? Ord av en fortvilet mann hører jo vinden til.

Zdali jen z slov mne viniti myslíte, a převívati řeči choulostivého?

Endog om en farløs kunde I kaste lodd og kjøpslå om eders venn.

Také i na sirotka se obořujete, anobrž jámu kopáte příteli svému.

Men gjør nu så vel å se på mig! Skulde jeg vel ville lyve eder midt op i ansiktet?

A protož nyní chtějtež popatřiti na mne, a suďte, klamám-liť před oblíčejem vaším.

Vend om, la det ikke skje urett! Vend om, jeg har ennu rett i dette.

Napravte se, prosím, nechť není nepravostí; napravte se, pravím, a tak poznáte, žeť jest spravedlnost v té řeči mé.

Er det urett på min tunge, eller skulde min gane ikke merke hvad som er ondt?

A jest-li na jazyku mém nepravost, neměl-liž bych, čitedlen býti bíd?