Job 31

En pakt hadde jeg gjort med mine øine, at jeg ikke skulde se på en jomfru.

Smlouvu jsem učinil s očima svýma, a proč bych hleděl na pannu?

Hvad lodd vilde jeg ellers få av Gud i himmelen, eller hvad arv av den Allmektige i det høie?

Nebo jaký jest díl od Boha s hůry, aneb dědictví od Všemohoucího s výsosti?

Rammer ikke fordervelse den urettferdige, og ulykke dem som gjør det onde?

Zdaliž zahynutí nešlechetnému a pomsta zázračná činitelům nepravosti připravena není?

Ser ikke han mine veier, og teller han ikke alle mine skritt?

Zdaliž on nevidí cest mých, a všech kroků mých nepočítá?

Dersom jeg har faret frem med falskhet, og min fot har hastet til svik

Obíral-li jsem se s neupřímostí, a chvátala-li ke lsti noha má:

- la Gud veie mig på rettferds vektskål, og han skal se at jeg er uten skyld -

Nechť mne zváží na váze spravedlnosti, a přezví Bůh upřímost mou.

dersom mine skritt har bøid av fra veien, og mitt hjerte har fulgt mine øine, og dersom der er nogen flekk på mine hender,

Uchýlil-li se krok můj s cesty, a za očima mýma odešlo-li srdce mé, a rukou mých chytila-li se jaká poškvrna:

gid da en annen må ete det jeg har sådd, og gid det jeg har plantet, må rykkes op med rot!

Tedy co naseji, nechť jiný sní, a výstřelkové moji ať jsou vykořeněni.

Dersom mitt hjerte har latt sig dåre for en kvinnes skyld, og jeg har luret ved min næstes dør,

Jestliže se dalo přivábiti srdce mé k ženě, a u dveří bližního svého činil-li jsem úklady:

gid da min hustru må male korn for en annen, og andre menn bøie sig over henne!

Nechť mele jinému žena má, a nad ní ať se schylují jiní.

For slikt er en skjenselsdåd, det er en misgjerning, hjemfalt til dom;

Neboť jest to nešlechetnost, a nepravost odsudku hodná.

det er en ild som fortærer like til avgrunnen; alt mitt gods skulde den gjøre ende på.

Oheň ten zajisté by až do zahynutí žral, a všecku úrodu mou vykořenil.

Har jeg krenket min træls og min trælkvinnes rett, når de hadde nogen trette med mig?

Nechtěl-li jsem státi k soudu s služebníkem svým aneb děvkou svou v rozepři jejich se mnou?

Hvad skulde jeg da gjøre om Gud stod op, og hvad skulde jeg svare ham om han gransket saken?

Nebo co bych činil, kdyby povstal Bůh silný? A kdyby vyhledával, co bych odpověděl jemu?

Har ikke han som skapte mig i mors liv, skapt også dem, og har ikke en og den samme dannet oss i mors liv?

Zdali ten, kterýž mne v břiše učinil, neučinil i jeho? A nesformoval nás hned v životě jeden a týž?

Har jeg nektet fattigfolk det de ønsket, og latt enkens øine tæres bort?

Odepřel-li jsem žádosti nuzných, a oči vdovy jestliže jsem kormoutil?

Har jeg ett mitt brød alene, så den farløse ikke fikk ete av det?

A jedl-li jsem skyvu svou sám, a nejedl-li i sirotek z ní?

Nei, fra min ungdom av vokste han op hos mig som hos en far, og fra min mors liv av førte jeg henne ved hånden.

Poněvadž od mladosti mé rostl se mnou jako u otce, a od života matky své býval jsem vdově za vůdce.

Har jeg kunnet se en ulykkelig uten klær eller en fattig uten et plagg å ha på sig?

Díval-li jsem se na koho, že by hynul, nemaje šatů, a nuzný že by neměl oděvu?

Måtte ikke hans lender velsigne mig, fordi han fikk varme sig med ull av mine får?

Nedobrořečila-li mi bedra jeho, že rounem beranů mých se zahřel?

Har jeg løftet min hånd mot den farløse, fordi jeg var viss på å få medhold i retten?

Opřáhl-li jsem na sirotka rukou svou, když jsem v bráně viděl pomoc svou:

Gid da min skulder må falle fra sitt ledd, og min arm bli brutt løs fra sin skål!

Lopatka má od svých plecí nechť odpadne, a ruka má z kloubu svého ať se vylomí.

For Guds straff fylte mig med redsel, og mot hans velde maktet jeg intet.

Nebo jsem se bál, aby mne Bůh nesetřel, jehož bych velebnosti nikoli neznikl.

Har jeg satt mitt håp til gullet og sagt til gullklumpen: Du er min tillit?

Skládal-li jsem v zlatě naději svou, aneb hrudě zlata říkal-li jsem: Doufání mé?

Har jeg gledet mig fordi min rikdom blev stor, og fordi min hånd vant mig meget gods?

Veselil-li jsem se z toho, že bylo rozmnoženo zboží mé, a že ho množství nabyla ruka má?

Når jeg så sollyset, hvorledes det strålte, og månen, hvor herlig den skred frem,

Hleděl-li jsem na světlost slunce svítícího, a na měsíc spanile chodící,

blev da mitt hjerte dåret i lønndom, så jeg sendte dem håndkyss?

Tak že by se tajně dalo svésti srdce mé, a že by líbala ústa má ruku mou?

Nei, også det vilde være en misgjerning, hjemfalt til dom; for da hadde jeg fornektet Gud i det høie.

I toť by byla nepravost odsudku hodná; neboť bych tím zapíral Boha silného nejvyššího.

Har jeg gledet mig ved min fiendes uferd og jublet når ulykken rammet ham?

Radoval-li jsem se z neštěstí toho, kterýž mne nenáviděl, a plésal-li jsem, když se mu zle vedlo?

Nei, jeg tillot ikke min munn å synde ved å forbanne ham og ønske ham døden.

Nedopustilť jsem zajisté hřešiti ani ústům svým, abych zlořečení žádal duši jeho.

Må ikke mine husfolk vidne at enhver fikk mette sig ved mitt bord?

Jestliže neříkala čeládka má: Ó by nám dal někdo masa toho; nemůžeme se ani najísti?

Aldri måtte en fremmed ligge utenfor mitt hus om natten; jeg åpnet mine dører for den veifarende.

Nebo vně nenocoval host, dvéře své pocestnému otvíral jsem.

Har jeg, som mennesker pleier, skjult mine synder og dulgt min misgjerning i min barm,

Přikrýval-li jsem jako jiní lidé přestoupení svá, skrývaje v skrýši své nepravost svou?

fordi jeg fryktet den store mengde og var redd for de fornemme slekters forakt, så jeg tidde stille og ikke gikk ut av min dør?

A ač bych byl mohl škoditi množství velikému, ale pohanění rodů děsilo mne; protož jsem mlčel, nevycházeje ani ze dveří.

Å, om jeg hadde nogen som vilde høre på mig! Se, her er min underskrift, la den Allmektige svare mig! Å, om jeg hadde det skrift min motpart har satt op!

Ó bych měl toho, kterýž by mne vyslyšel. Ale aj, totoť jest znamení mé: Všemohoucí sám bude odpovídati za mne, a kniha, kterouž sepsal odpůrce můj.

Sannelig, jeg skulde ta det på min skulder, jeg skulde feste det til mitt hode som en krone;

Víť Bůh, nenosil-li bych ji na rameni svém, neotočil-li bych ji sobě místo koruny.

jeg skulde gjøre ham regnskap for alle mine skritt, som en fyrste skulde jeg møte ham.

Počet kroků svých oznámil bych jemu, jako kníže přiblížil bych se k němu.

Dersom min aker skriker over mig, og alle dens furer gråter,

Jestliže proti mně země má volala, tolikéž i záhonové její plakali,

dersom jeg har fortæret dens grøde uten betaling og utslukket dens eiers liv,

Jídal-li jsem úrody její bez peněz, a duši držitelů jejich přivodil-li jsem k vzdychání:

gid det da må vokse torner på min aker istedenfor hvete og ugress istedenfor bygg! Her ender Jobs ord.

Místo pšenice nechť vzejde trní, a místo ječmene koukol. [ (Job 31:41) Skonávají se slova Jobova. ]