Psalms 74

En læresalme av Asaf. Hvorfor, Gud, har du forkastet oss for evig tid? Hvorfor ryker din vrede mot den hjord du før?

Poučna pjesma. Asafova. Zašto si, Bože, posve zabacio, zašto kiptiš gnjevom na ovce paše svoje?

Kom i hu din menighet, som du vant din i fordums tid, som du gjenløste til å være din arvs stamme, Sions berg, hvor du tok bolig!

Sjeti se zajednice koju si davno stekao, plÓemena koje namače kao svoju baštinu i brda Siona gdje si Šator svoj udario!

Opløft dine trin til de evige grushoper! Alt har fienden fordervet i helligdommen.

Korakni k ruševinama vječnim - sve je u Svetištu razorio neprijatelj.

Dine motstandere har brølt midt i ditt forsamlingshus; de har satt sine egne tegn op til tegn.

Protivnici tvoji vikahu posred skupštine tvoje, znakove svoje postaviše k'o pobjedne znakove.

Det var et syn som når økser løftes i tykke skogen.

Bijahu kao oni koji mašu sjekirom po guštari,

Og nu, alt det som fantes av billedverk, det slo de sønder med øks og hammer.

sjekirom i maljem vrata mu razbijali.

De har satt ild på din helligdom; like til grunnen har de vanhelliget ditt navns bolig.

Ognju predadoše Svetište tvoje, do zemlje oskvrnuše Prebivalište tvoga imena.

De har sagt i sitt hjerte: Vi vil ødelegge dem alle tilsammen! De har opbrent alle Guds forsamlingshus i landet.

Rekoše u srcu: "Istrijebimo ih zajedno; spalite sva svetišta Božja na zemlji!"

Våre egne tegn ser vi ikke; det er ikke nogen profet mere, ikke nogen hos oss som vet hvor lenge det skal vare.

Ne vidimo znakova svojih, proroka više nema, i nitko među nama ne zna dokle ...

Hvor lenge, Gud, skal motstanderen håne, fienden forakte ditt navn evindelig?

Dokle će se još, o Bože, dušmanin rugati? Hoće li protivnik dovijeka prezirati ime tvoje?

Hvorfor drar du din hånd, din høire hånd tilbake? Ta den ut av din barm og ødelegg!

Zašto povlačiš ruku, zašto u krilu sakrivaš desnicu svoju?

Gud er dog min konge fra fordums tid, han som skaper frelse på den vide jord.

No Bog je moj kralj od davnine, on koji posred zemlje spasava!

Du er den som skilte havet med din styrke, knuste dragenes hoder på vannene.

Ti svojom silom rasječe more, smrska glave nakazama u vodi.

Du sønderslo Leviatans hoder, du gav den til føde for ørkenens folk.

Ti si Levijatanu glave zdrobio, dao ga za hranu nemanima morskim.

Du lot kilde og bekk bryte frem, du uttørket evige strømmer.

Ti si dao da provre izvor i bujica, ti si presušio rijeke nepresušne.

Dig hører dagen til, dig også natten; du har skapt himmellysene og solen.

Tvoj je dan i noć je tvoja, ti učvrsti mjesec i sunce;

Du har fastsatt alle jordens grenser; sommer og vinter - du har dannet dem.

ti sazda sve granice zemlji, ti stvori ljeto i zimu.

Kom dette i hu: Fienden har hånet Herren, og et dårlig folk har foraktet ditt navn!

Spomeni se ovoga: dušmanin ti se rugaše, Jahve, i bezumni narod pogrdi ime tvoje.

Overgi ikke din turteldue til den mordlystne skare, glem ikke dine elendiges skare evindelig!

Ne predaj jastrebu život grlice svoje, i život svojih siromaha ne zaboravi zauvijek!

Se til pakten! For landets mørke steder er fulle av volds boliger.

Pogledaj na Savez svoj, jer svi su zakuci zemlje puni tmina i nasilja.

La ikke den undertrykte vende tilbake med skam, la den elendige og fattige love ditt navn!

Ne daj da jadnik otiđe postiđen: neka siromah i ubog hvale ime tvoje!

Reis dig, Gud, før din sak, kom i hu at du blir hånet av dåren hele dagen!

Ustani, Bože, zauzmi se za svoju parnicu, spomeni se pogrde koju ti bezumnik svaki dan nanosi.

Glem ikke dine fienders røst, dine motstanderes bulder, som stiger op all tid!

Ne zaboravi vike neprijatelja svojih: buka buntovnika još se diže k tebi!