Psalms 39

Til sangmesteren, til Jedutun; en salme av David.

Zborovođi. Jedutunu. Psalam. Davidov.

Jeg sa: Jeg vil vokte mine veier, så jeg ikke synder med min tunge; jeg vil legge munnkurv på min munn, så lenge den ugudelige ennu er for mine øine.

Odlučio sam: "Čuvat ću put svoj da ne zgriješim jezikom; usta ću svoja zauzdati dokle god preda mnom bude bezbožnik."

Jeg blev taus og var aldeles stille, jeg tidde uten gagn, og min smerte blev oprørt.

Zamukoh, zanijemjeh, glasa ne puštah, ali uzalud - bol mi postade gorča.

Mitt hjerte blev hett inneni mig, ved min grublen optendtes ild; - jeg talte med min tunge:

U meni srce je gorjelo, na samu pomisao buknuo bi oganj; tad progovorih svojim jezikom:

La mig vite, Herre, min ende, og mine dagers mål, hvad det er! La mig få vite hvad tid jeg skal bort!

"Objavi mi, Jahve, moj svršetak i kolika je mjera mojih dana, da znam kako sam ništavan.

Se, som en håndsbredd har du satt mine dager, og min livstid er som intet for dig; visselig, bare tomhet er hvert menneske, hvor fast han enn står. Sela.

Evo, pedljem si mi dane izmjerio, život moj je kao ništa pred tobom: tek dašak je svaki čovjek.

Bare som et skyggebillede vandrer mannen, bare tomhet er deres uro; han dynger op og vet ikke hvem som skal samle det inn.

Poput sjene čovjek prolazi tek dašak je sve bogatstvo njegovo: zgrće, a ne zna tko će ga pokupiti."

Og nu, hvad håper jeg på Herre? - Mitt håp står til dig.

A sada, čemu da se nadam, Gospode? Sva je nada moja u tebi!

Frels mig fra alle mine overtredelser, gjør mig ikke til spott for dåren!

Izbavi me svih mojih bezakonja, ne daj da ruglo budem luđaku!

Jeg tier, jeg later ikke op min munn; for du har gjort det.

Šutim i usta ne otvaram, jer tako si ti učinio.

Ta bort fra mig din plage! For din hånds slag er jeg blitt til intet.

Bič svoj otkloni od mene, jer izdišem pod težinom ruke tvoje.

Tukter du en mann med straff for misgjerning, da fortærer du hans herlighet likesom møll; bare tomhet er hvert menneske. Sela.

Ti kaznama popravljaš čovjeka i sve mu najdraže kao moljac rastačeš: tek dašak je svaki čovjek.

Hør min bønn, Herre, og vend øret til mitt rop, ti ikke til min gråt! for jeg er en fremmed hos dig, en gjest som alle mine fedre. Se bort fra mig, så mitt åsyn må bli opklaret, før jeg går herfra og er ikke mere!

Čuj, o Jahve, molitvu moju, vapaje mi poslušaj, na suze se moje ne ogluši! Jer u tebe ja sam došljak, pridošlica kao svi oci moji. [ (Psalms 39:14) Odvrati pogled od mene, da odahnem prije nego odem i više ne budem! ]