Psalms 142

En læresalme av David, da han var i hulen, en bønn.

Poučna pjesma. Davidova. Kad bijaše u spilji. Molitva.

Med min røst roper jeg til Herren, med min røst beder jeg inderlig til Herren.

Iz svega glasa vapijem Jahvi, iz svega glasa Jahvu zaklinjem.

Jeg utøser min sorg for hans åsyn, jeg gir min nød til kjenne for hans åsyn.

Pred njim svoju izlijevam tužaljku, tjeskobu svoju pred njim razastirem.

Når min ånd vansmekter i mig, kjenner dog du min sti; på den vei jeg skal vandre, har de lagt skjulte snarer for mig.

Ako duh moj i klone u meni, ti put moj poznaješ. Na putu kojim prolazim potajnu mi zamku staviše.

Sku til min høire side og se! Det er ikke nogen som kjennes ved mig; all tilflukt er borte for mig, det er ikke nogen som spør efter min sjel.

Obazrem li se nadesno i pogledam: nitko ne zna za mene. Nemam kamo pobjeći, nitko za život moj ne mari.

Jeg roper til dig, Herre! Jeg sier: Du er min tilflukt, min del i de levendes land.

K tebi, Jahve, vapijem; govorim: ti si mi utočište, ti si dio moj u zemlji živih.

Gi akt på mitt klagerop, for jeg er blitt såre elendig! Fri mig fra mine forfølgere, for de er mig for sterke! Før min sjel ut av fengslet, så jeg kan love ditt navn! De rettferdige skal samle sig omkring mig, når du gjør vel imot mig.

Poslušaj moje vapaje jer sam veoma nevoljan. Izbavi me od gonitelja mojih jer od mene oni su moćniji. [ (Psalms 142:8) Izvedi iz tamnice dušu moju da zahvaljujem imenu tvojemu. Oko mene će se okupiti pravednici zbog dobra što si ga iskazao meni. ]