Job 4

Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:

Tad prozbori Elifaz Temanac i reče:

Om en prøvde å tale et ord til dig, vilde du da ta det ille op? Men hvem kan vel holde sine ord tilbake?

"Možeš li podnijeti da ti progovorim? Ali tko se može uzdržat' od riječi!

Du har selv vist mange til rette, og maktløse hender styrket du;

Eto, mnoge ljude ti si poučio, okrijepio si iznemogle mišice;

dine ord reiste den snublende op, og synkende knær gjorde du sterke.

riječju svojom klonule si pridizao, ojačavao si koljena klecava.

Men nu, når det gjelder dig selv, blir du utålmodig, når det rammer dig, blir du forferdet.

A kad tebe stiže, klonuo si duhom, na tebe kad pade, čitav si se smeo!

Er ikke din gudsfrykt din tillit, din ulastelige ferd ditt håp?

Zar pobožnost tvoja nadu ti ne daje, neporočnost tvoja životu ufanje?

Tenk efter: Hvem omkom uskyldig, og hvor gikk rettskafne til grunne?

TÓa sjeti se: nevin - propade li kada? Kada su zatrti bili pravednici?

Efter det jeg har sett, har de som pløide urett og sådde nød, også høstet det.

Iz iskustva zborim: nesrećom tko ore i nevolju sije, nju će i požeti.

De omkom for Guds ånde, og for hans vredes pust blev de til intet.

Od daha Božjega oni pogibaju, na gnjevni mu disaj nestaju sa zemlje.

Løvens brøl og dens fryktelige røst hørtes ikke lenger, og ungløvenes tenner blev knust.

Rika lavlja, urlik leopardov krše se k'o zubi u lavića.

Løven omkom av mangel på rov, og løvinnens unger blev adspredt.

Lav ugiba jer mu nesta plijena, rasuli se mladi lavičini.

Og til mig stjal sig et ord; det lød for mitt øre som en hvisken,

Tajna riječ se meni objavila, šapat njen je uho moje čulo.

under skiftende tanker ved nattlige syner, når dyp søvn faller på menneskene.

Noću, kada snovi duh obuzmu i san dubok kad na ljude pada,

Frykt og beven kom over mig, så alle mine ben tok til å skjelve.

strah i trepet mene su svladali, kosti moje žestoko se stresle.

Og en ånd fór forbi mitt åsyn; hårene på mitt legeme reiste sig.

Dah mi neki preko lica prođe, digoše se dlake na mom tijelu.

Den blev stående, men jeg skjelnet ikke klart hvorledes den så ut - det var en skikkelse som stod der for mine øine; jeg hørte en stille susen og en røst:

Stajao je netko - lica mu ne poznah - ali likom bješe pred očima mojim. Posvuda tišina; uto začuh šapat:

Er et menneske rettferdig for Gud, eller en mann ren for sin skaper?

'Zar je smrtnik koji pred Bogom pravedan? Zar je čovjek čist pred svojim Stvoriteljem?

Se, på sine tjenere stoler han ikke, og hos sine engler finner han feil,

Ni slugama svojim više ne vjeruje, i anđele svoje za grijeh okrivljuje -

hvor meget mere da hos dem som bor i hus av ler, og som har sin grunnvoll i støvet - de som knuses lettere enn møll.

kako ne bi onda goste stanova glinenih kojima je temelj u prahu zemaljskom. Gle, kao moljce njih sveudilj satiru:

Fra morgen til aften - så er de sønderslått; uten at nogen akter på det, går de til grunne for alltid.

od jutra do mraka u prah pretvore, nestaju zasvagda - nitko i ne vidi.

Blir ikke teltsnoren dradd ut hos dem? De dør, men ikke i visdom.

Iščupan je kolčić njihova šatora, pogibaju skoro, mudrost ne spoznavši.'