Job 39

Jager du rov for løvinnen, og metter du de grådige ungløver,

Znaš li kako se legu divokoze? Vidje li kako se mlade košute?

når de dukker sig ned i sine huler og ligger på lur i krattet?

Izbroji li koliko nose mjeseci, znaš li u koje doba se omlade?

Hvem lar ravnen finne sin mat, når dens unger skriker til Gud og farer hit og dit uten føde?

Sagnuvši se, polegu lanad svoju i breme usred pustinje odlažu,

Kjenner du tiden når stengjetene føder, og gir du akt på hindenes veer?

a kad im porod ojača, poraste, ostave ga i ne vraćaju mu se.

Teller du månedene til de skal bære, og vet du tiden når de føder?

Tko dade divljem magarcu slobodu i tko to oglav skinu njemu s glave?

De bøier sig, føder sine unger og blir fri for sine smerter.

U zavičaj mu dadoh ja pustinju i polja slana da ondje živuje.

Deres unger blir kraftige og vokser op ute på marken; de løper bort og kommer ikke tilbake til dem.

Buci gradova on se podruguje i ne sluša goničevih povika.

Hvem har gitt villeslet dets frihet, hvem løste dets bånd,

Luta brdima, svojim pašnjacima, u potrazi za zeleni svakakvom.

det som jeg gav ørkenen til hus og saltmoen til bolig?

Možeš li slugom učinit' bivola, zadržat' ga noć jednu za jaslama?

Det ler av byens ståk og styr; driverens skjenn slipper det å høre.

Možeš li njega za brazdu prikovat' da ralo vuče po docima tvojim?

Hvad det leter op på fjellene, er dets beite, og det søker efter hvert grønt strå.

Možeš li se osloniti na njega jer je njegova snaga prevelika i prepustit' mu težak svoj posao?

Har vel villoksen lyst til å tjene dig? Vil den bli natten over ved din krybbe?

Misliš li tebi da će se vratiti i na gumno ti dotjerati žito?

Kan du binde villoksen med rep til furen? Vil den harve dalene efter dig?

Krilima svojim noj trepće radosno, iako krila oskudnih i perja.

Kan du stole på den, fordi dens kraft er så stor, og kan du overlate den ditt arbeid?

On svoja jaja na zemlji ostavlja, povjerava ih pijesku da ih grije,

Kan du lite på at den fører din grøde hjem, og at den samler den til din treskeplass?

ne mareć' što ih zgazit' može noga ili nekakva divlja zvijer zgnječiti.

Strutsen flakser lystig med vingene; men viser dens vinger og fjær moderkjærlighet?

S nojićima k'o s tuđima postupa; što mu je trud zaludu, on ne mari.

Nei, den overlater sine egg til jorden og lar dem opvarmes i sanden,

Jer Bog je njega lišio pameti, nije mu dao nikakva razbora.

og den glemmer at en fot kan klemme dem itu, og markens ville dyr trå dem i stykker.

Ali kada na let krila raširi, tada se ruga konju i konjaniku.

Den er hård mot sine unger, som om de ikke var dens egne; den er ikke redd for at dens møie skal være spilt.

Zar si ti konja obdario snagom zar si mu ti vrat grivom ukrasio?

For Gud nektet den visdom og gav den ingen forstand.

Zar ti činiš da skače k'o skakavac, da u strah svakog nagoni hrzanjem?

Men når den flakser i været, ler den av hesten og dens rytter.

Kopitom zemlju veselo raskapa, neustrašivo srlja na oružje.

Gir du hesten styrke? Klær du dens hals med bevrende man?

Strahu se ruga, ničeg se ne boji, ni pred mačem uzmaknuti neće.

Lar du den springe som gresshoppen? Dens stolte fnysen er forferdelig.

Na sapima mu zvekeće tobolac, koplje sijeva i ubojna sulica.

Den skraper i jorden og gleder sig ved sin kraft; så farer den frem mot væbnede skarer.

Bijesan i nestrpljiv guta prostore; kad rog zasvira, tko će ga zadržat':

Den ler av frykten og forferdes ikke, og den vender ikke om for sverd.

na svaki zvuk roga on zarže: Ha! Izdaleka on ljuti boj već njuši, viku bojnu i poklič vojskovođa.

Over den klirrer koggeret, blinkende spyd og lanse.

Zar po promislu tvojem lijeće soko i prema jugu krila svoja širi?

Med styr og ståk river den jorden op, og den lar sig ikke stagge når krigsluren lyder.

Zar se na nalog tvoj diže orao i vrh timora gnijezdo sebi vije?

Hver gang luren lyder, sier den: Hui! Og langt borte værer den striden, høvedsmenns tordenrøst og hærskrik.

Na litici on stanuje i noćÄi, na grebenima vrleti visokih.

Skyldes det din forstand at høken svinger sig op og breder ut sine vinger mot Syden?

Odatle na plijen netremice vreba, oči njegove vide nadaleko.

Er det på ditt bud at ørnen flyver så høit, og at den bygger sitt rede oppe i høiden? Den bor på berget og har nattely der, på tind og nut. Derfra speider den efter føde; langt bort skuer dens øine. Dens unger drikker blod, og hvor der er lik, der er den. Og Herren blev ved å svare Job og sa: Vil du som klandrer den Allmektige, vil du trette med ham? Du som laster Gud, må svare på dette! Da svarte Job Herren og sa: Nei, jeg er for ringe; hvad skulde jeg svare dig? Jeg legger min hånd på min munn. En gang har jeg talt, men jeg tar ikke mere til orde - ja to ganger, men jeg gjør det ikke mere.

Krvlju se hrane njegovi orlići; gdje je ubijenih, tamo je i on."