Job 3

Derefter oplot Job sin munn og forbannet den dag han blev født.

Napokon otvori Job usta i prokle dan svoj;

Job tok til orde og sa:

poče svoju besjedu i reče:

Til grunne gå den dag da jeg blev født, og den natt som sa: Et guttebarn er undfanget!

"O, ne bilo dana kad sam se rodio i noći što javi: 'Začeo se dječak!'

Måtte den dag bli til mørke! Måtte Gud i det høie ikke spørre efter den, og intet lys stråle over den!

U crnu tminu dan taj nek se prometne! S visina se njega Bog ne spominjao, svjetlost sunčeva ne svijetlila mu više!

Gid mørke og dødsskygge må kreve den tilbake, gid skyer må leire sig over den, gid alt som gjør en dag mørk, må skremme den!

Mrak i sjena smrtna o nj se otimali, posvema ga tmina gusta prekrila, pomrčine dnevne stravom ga morile!

Den natt - måtte mulm ta den! Den glede sig ikke blandt årets dager, den komme ikke med i måneders tall!

O, da bi ga tama svega presvojila, nek' se ne dodaje danima godine, nek' ne ulazi u brojenje mjeseci!

Ja, ufruktbar bli den natt! Aldri lyde det jubel i den!

A noć ona bila žalosna dovijeka, ne čulo se u njoj radosno klicanje!

Måtte de som forbanner dager, ønske ondt over den, de som er kyndige i å mane frem Leviatan!

Prokleli je oni štono dan proklinju i Levijatana probudit' su kadri!

Gid dens demrings stjerner må bli mørke! La den vente på lys, uten at det kommer! Måtte den aldri skue morgenrødens øielokk -

Pomrčale zvijezde njezina svanuća, zaludu se ona vidjelu nadala, i zorinih vjeđa ne gledala nigda!

fordi den ikke stengte døren til min mors liv og skjulte møie for mine øine.

Što mi od utrobe ne zatvori vrata da sakrije muku od mojih očiju!

Hvorfor døde jeg ikke i mors liv? Hvorfor utåndet jeg ikke straks i fødselsstunden?

Što nisam mrtav od krila materina, što ne izdahnuh izlazeć' iz utrobe?

Hvorfor tok knær imot mig, og hvorfor bryster som jeg kunde die?

Čemu su me dva koljena prihvatila i dojke dvije da me nejaka podoje?

For da kunde jeg nu ligge og hvile; jeg kunde sove og hadde da ro -

U miru bih vječnom počivao sada, spavao bih, pokoj svoj bih uživao

sammen med konger og jordens styrere, som bygget sig ruiner,

s kraljevima i savjetnicima zemlje koji su sebi pogradili grobnice,

eller med fyrster som eide gull, som fylte sine hus med sølv;

ili s knezovima, zlatom bogatima, što su kuće svoje srebrom napunili.

eller jeg var nu ikke til, likesom et nedgravd, ufullbåret foster, lik barn som aldri så lyset.

Ne bih bio - k'o nedonošče zakopano, k'o novorođenče što svjetla ne vidje.

Der har de ugudelige holdt op å rase, og der hviler de trette.

Zlikovci se više ne obijeste ondje, iznemogli tamo nalaze počinka.

Der har alle fanger ro, de hører ikke driverens røst.

Sužnjeve na miru tamo ostavljaju: ne slušaju više poviku stražara.

Liten og stor er der like, og trælen er fri for sin herre.

Malen ondje leži zajedno s velikim, rob je slobodan od gospodara svoga.

Hvorfor gir han den lidende lys, og liv til dem som bærer sorg i sitt hjerte,

Čemu darovati svjetlo nesretniku i život ljudima zagorčene duše

dem som venter på døden uten at den kommer, og som leter efter den ivrigere enn efter skjulte skatter,

koji smrt ištu, a ona ne dolazi, i kao za blagom za njome kopaju?

dem som gleder sig like til jubel, som fryder sig når de finner en grav -

Grobnom bi se humku oni radovali, klicali od sreće kad bi grob svoj našli.

til den mann hvis vei er skjult for ham, og som Gud har stengt for på alle kanter?

Što će to čovjeku kom je put sakriven, koga je Bog sa svih strana zapriječio?

For mine sukk er blitt mitt daglige brød, og mine klager strømmer som vannet.

Zato videć' hranu, uzdahnuti moram, k'o voda se moji razlijevaju krici.

For alt det fryktelige jeg reddes for, det rammer mig, og det jeg gruer for, det kommer over mig.

Obistinjuje se moje strahovanje, snalazi me, evo, čega god se bojah.

Jeg har ikke fred, ikke ro, ikke hvile - det kommer alltid ny uro.

Pokoja ni mira meni više nema, u mukama mojim nikad mi počinka."