Job 21

Da tok Job til orde og sa:

Job progovori i reče:

Hør aktsomt på mitt ord og la dette være den trøst I yder mig!

"Slušajte, slušajte dobro što ću reći, utjehu mi takvu barem udijelite.

Tål mig, så jeg kan få tale, og når jeg har talt, kan du spotte.

Otrpite da riječ jednu ja izrečem, kad završim, tad se rugajte slobodno.

Mon min klage gjelder et menneske? Eller hvorfor skulde min ånd ikke bli utålmodig?

Zar protiv čovjeka dižem ja optužbu? Kako da strpljenje onda ne izgubim?

Vend eder til mig og bli forferdet og legg hånd på munn!

Pogledajte na me: užas će vas spopast', rukom ćete svoja zakloniti usta;

Kommer jeg det i hu, så forferdes jeg, og mitt kjød gripes av skjelving.

pomislim li na to, prestravim se i sam i čitavim svojim tad protrnem tijelom.

Hvorfor blir de ugudelige i live, blir gamle og tiltar endog i velmakt?

Zašto na životu ostaju zlikovci i, što su stariji, moćniji bivaju?

De ser sine barn trives omkring sig, og sine efterkommere har de for sine øine.

Potomstvo njihovo s njima napreduje a izdanci im se množe pred očima.

Deres hus er sikre mot redsler, og Guds ris kommer ikke over dem.

Strah nikakav kuće njihove ne mori i šiba ih Božja ostavlja na miru.

Hans okse parrer sig og spiller ikke, hans ku kalver og kaster ikke i utide.

Njihovi bikovi plode pouzdano, krave im se tele i ne jalove se.

De slipper sine barn ut som småfeet, og deres smågutter hopper omkring.

K'o jagnjad djeca im slobodno skakuću, veselo igraju njihovi sinovi.

De synger til tromme og citar, og de gleder sig ved fløitens lyd.

Oni pjevaju uz harfe i bubnjeve i vesele se uz zvukove svirale.

De lever sine dager i lykke, og i et øieblikk farer de ned til dødsriket.

Dane svoje završavaju u sreći, u Podzemlje oni silaze spokojno.

Og dog sa de til Gud: Vik fra oss! Vi har ikke lyst til å kjenne dine veier.

A govorili su Bogu: 'Ostavi nas, ne želimo znati za tvoje putove!

Hvad er den Allmektige, at vi skulde tjene ham, og hvad gagn skulde vi ha av å vende oss til ham med bønn?

TÓa tko je Svesilni da njemu služimo i kakva nam korist da ga zazivamo?'

Ja, men deres lykke står ikke i deres egen hånd. - De ugudeliges tanker er langt fra mine tanker.

Zar svoju sreću u ruci ne imahu, makar do Njega ne drže ništa oni?

Hvor ofte utslukkes vel de ugudeliges lampe, og hvor ofte hender det at ulykke kommer over dem? Hvor ofte tildeler han dem vel smerter i sin vrede?

Zar se luč opakog kada ugasila? Zar se na njega oborila nesreća? Zar mu u gnjevu svom On skroji sudbinu?

Hvor ofte blir de vel som strå for vinden, som agner stormen fører bort?

Zar je kao slama na vjetru postao, kao pljeva koju vihor svud raznosi?

Men Gud gjemmer hans straff til hans barn. - Ja, men han burde straffe ham selv, så han fikk kjenne det.

Hoće l' ga kaznit' Bog u njegovoj djeci? Ne, njega nek' kazni da sam to osjeti!

Med egne øine burde han få se sin undergang, og av den Allmektiges vrede burde han få drikke selv.

Vlastitim očima nek' rasap svoj vidi, neka se napije srdžbe Svesilnoga!

For hvad bryr han sig om sitt hus efter sin død, når hans måneders tall er ute?

TÓa što poslije smrti on za dom svoj mari kad će se presjeć' niz njegovih mjeseci?

Vil nogen lære Gud visdom, han som dømmer de høieste?

Ali tko će Boga učiti mudrosti, njega koji sudi najvišim bićima?

Den ene dør midt i sin velmakt, helt trygg og rolig;

Jedan umire u punom blagostanju, bez briga ikakvih, u potpunom miru,

hans kar var fulle av melk, og margen i hans ben var saftfull.

bokova od pretiline otežalih i kostiju sočne moždine prepunih.

Den andre dør med sorg i hjertet og har aldri nytt nogen lykke.

A drugi umire s gorčinom u duši, nikad nikakve ne okusivši sreće.

Begge ligger de i støvet, og makk dekker dem.

Obojica leže zajedno u prahu, crvi ih jednako prekrivaju oba.

Se, jeg kjenner eders tanker og de onde råd hvormed I gjør urett mot mig;

O, znam dobro kakve vaše su namjere, kakve zlosti protiv mene vi snujete.

for I sier: Hvor er tyrannens hus, og hvor er det telt de ugudelige bor i?

Jer pitate: 'Gdje je kuća plemićeva, šator u kojem stanovahu opaki?'

Har I aldri spurt dem som har faret vidt omkring? Og I vil vel ikke forkaste deres vidnesbyrd,

Niste li na cesti putnike pitali, zar njihovo svjedočanstvo ne primate:

at den onde spares på ulykkens dag, på vredens dag føres han unda.

'Opaki je u dan nesreće pošteđen i u dan Božje jarosti veseo je.'

Hvem foreholder ham hans ferd like i hans ansikt? og når han gjør noget, hvem gjengjelder ham det?

Al' na postupcima tko će mu predbacit' i tko će mu vratit' što je počinio?

Til graven bæres han med ære, og over gravhaugen holder de vakt.

A kad ga na kraju na groblje odnesu, na grobni mu humak postavljaju stražu.

Søt er hans hvile i dalens muld, og alle mennesker vandrer i hans spor, og det er ikke tall på dem som har gått foran ham.

Lake su mu grude zemlje u dolini dok za njime ide čitavo pučanstvo.

Hvor kan I da trøste mig med så tom en trøst? Av eders svar blir det bare troløshet tilbake.

O, kako su vaše utjehe isprazne! Kakva su prijevara vaši odgovori!"