Job 18

Da tok Bildad fra Suah til orde og sa:

Bildad iz Šuaha progovori tad i reče:

Når vil I dog engang sette en grense for eders ord? Bli først forstandige, så kan vi tale sammen.

"Kada kaniš obuzdat' svoje besjede? Opameti se sad da razgovaramo!

Hvorfor er vi aktet som fe? Hvorfor er vi urene i eders øine?

Zašto nas držiš za stoku nerazumnu, zar smo životinje u tvojim očima?

Å du som sønderriver dig selv din vrede! Mon jorden for din skyld skal lates øde, og en klippe rokkes fra sitt sted?

O ti, koji se od jarosti razdireš, hoćeš li da zemlja zbog tebe opusti da iz svoga mjesta iskoče pećine?

Like fullt skal den ugudeliges lys utslukkes, og hans ilds lue skal ikke skinne.

Al' ugasit će se svjetlost opakoga, i neće mu sjati plamen na ognjištu.

Lyset skal formørkes i hans telt og hans lampe utslukkes over ham.

Potamnjet će svjetlo u njegovu šatoru i nad njime će se utrnut' svjetiljka.

Hans kraftige skritt skal bli innsnevret, og hans eget råd styrte ham;

Krepki mu koraci postaju sputani, o vlastite on se spotiče namjere.

for han kommer inn i et garn med sine føtter, og han vandrer på et nett.

Jer njegove noge vode ga u zamku, i evo ga gdje već korača po mreži.

En snare griper om hans hæl, et rep tar fatt i ham.

Tanka mu je zamka nogu uhvatila, i evo, užeta čvrsto ga pritežu.

Skjult i jorden er det garn han fanges i, og fellen ligger på hans vei.

Njega vreba omča skrivena na zemlji, njega čeka klopka putem kojim hodi.

Redsler forferder ham rundt om og jager ham hvor han setter sin fot.

Odasvuda strahovi ga prepadaju, ustopice sveudilj ga proganjaju.

Av sult blir hans kraft fortært, og ulykke står ferdig ved hans side.

Glad je požderala svu snagu njegovu, nesreća je uvijek o njegovu boku.

Hans hud fortæres stykke for stykke, dødens førstefødte fortærer hans lemmer.

Boleština kobna kožu mu razjeda, prvenac mu smrti nagriza udove.

Han rives bort fra sitt telt, som han setter sin lit til, og du lar ham dra avsted til redslenes konge.

Njega izvlače iz šatora njegova da bi ga odveli vladaru strahota.

Folk som ikke hører ham til, bor i hans telt; det strøes svovel over hans bosted.

U njegovu stanu tuđinac stanuje, po njegovu domu prosipaju sumpor.

Nedentil tørkes hans røtter bort, og oventil visner hans grener.

Odozdo se suši njegovo korijenje, a odozgo grane sve mu redom sahnu.

Hans minne er blitt borte i landet, og hans navn nevnes ikke mere ute på marken.

Spomen će se njegov zatrti na zemlji, njegovo se ime s lica zemlje briše.

Han støtes fra lys ut i mørke, han jages bort fra jorderike.

Iz svjetlosti njega u tminu tjeraju, izagnat' ga hoće iz kruga zemaljskog.

Han har ikke barn og ikke efterkommere blandt sitt folk, og det finnes ingen i hans boliger som har sloppet unda.

U rodu mu nema roda ni poroda, nit' preživjela na njegovu ognjištu.

Over hans dag forferdes de som bor i Vesten, og de som bor i Østen, gripes av redsel.

Sudba je njegova Zapad osupnula, i čitav je Istok obuzela strepnja.

Just således går det med den urettferdiges boliger, og således med hjemmet til den som ikke kjenner Gud.

Evo, takav usud snalazi zlikovca i dom onog koji ne priznaje Boga."