Job 15

Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:
Тогава теманецът Елифаз отговори и каза:
Svarer vel en vis mann med en kunnskap som bare er vind, og fyller han sitt indre med stormvær?
Мъдър човек отговаря ли с вятърничаво знание и пълни ли корема си с източния вятър?
Vil han vel forsvare sin sak med ord som ikke nytter, og med tale hvormed han intet utretter?
Спори ли със приказки, които не помагат, или с речи, от които няма полза?
Du nedbryter endog gudsfrykten og svekker andakten for Guds åsyn;
Наистина ти унищожаваш страха от Бога и възпираш молитвата със размишление пред Бога,
for din synd legger ordene i din munn, og du velger falske menns tale.
защото вината ти поучава устата ти и ти избираш езика на коварните.
Din egen munn domfeller dig, ikke jeg; dine leber vidner mot dig.
Устата ти те осъжда, а не аз; да, устните ти против теб свидетелстват.
Blev du født først av alle mennesker, eller kom du til verden før alle haugene var til?
Ти ли си първият роден човек? Или си създаден преди хълмовете?
Har du vært tilhører i Guds lønnlige råd og der tilranet dig visdom?
Чул ли си Божия таен съвет? Или в себе си заключваш мъдростта?
Hvad vet du som vi ikke vet? Hvad forstår du som er ukjent for oss?
Какво знаеш ти, което ние да не знаем? Какво разбираш ти, което в нас го няма?
Det er blandt oss en som er både gammel og gråhåret, rikere på dager enn din far.
Между нас са както белокосите, така и старците, по-богати на дни от баща ти.
Er Guds trøsteord for lite for dig, og et ord som er talt i saktmodighet til dig?
Божиите утешения и меките към тебе думи малко ли са ти?
Hvorfor lar du dig rive med av ditt hjerte, og hvorfor gnistrer dine øine? -
Какво те блазни сърцето ти и защо святкат очите ти,
siden du vender din vrede mot Gud og lar ordene strømme fra din munn.
за да обръщаш духа си против Бога и да изпускаш такива думи от устата си?
Hvad er et menneske, at han skulde være ren, og en som er født av en kvinne, at han skulde være rettferdig?
Какво е човек, че да е чист, и роденият от жена, че да е праведен?
Endog på sine hellige stoler han ikke, og himlene er ikke rene i hans øine,
Ето, Той не се доверява на светите Си и небесата не са чисти в очите Му —
langt mindre da en vederstyggelig, en fordervet, en mann som drikker urett som vann.
колко по-малко гнусният и непотребният човек, който пие неправда като вода!
Jeg vil kunngjøre dig noget, hør på mig! Hvad jeg har sett, det vil jeg fortelle,
Аз ще ти кажа, послушай ме; каквото съм видял, ще ти разкажа,
det som vise menn forkynner og ikke har dulgt, det som de mottok fra sine fedre,
което мъдрите оповестиха и не скриха още от бащите си;
til hvem landet alene var gitt, og blandt hvem ingen fremmed hadde draget igjennem.
на тях единствено бе дадена земята и чужденец не мина между тях.
En ugudelig lever i angst alle sine dager, og få i tall er de år som er gjemt for voldsmannen.
Безбожният се мъчи през всичките си дни, години преброени се пазят за насилника.
Redselstoner lyder i hans ører; midt i freden kommer ødeleggeren over ham.
Глас на ужаси звучи в ушите му и в мир унищожителят го връхлетява.
Han tror ikke han skal komme tilbake fra mørket, og han er utsett til å falle for sverdet.
Не вярва, че от мрака ще се върне; за меча е определен.
Han flakker om efter brød og spør: Hvor er det å finne? Han vet at en mørkets dag står ferdig ved hans side .
За хляб се скита — но къде е? Знае, че денят на мрак за него е готов.
Nød og trengsel forferder ham; den overvelder ham, lik en stridsrustet konge,
Теснота и страх го ужасяват, и като цар, готов за бой, го побеждават,
fordi han rakte ut sin hånd mot Gud og våget å trosse den Allmektige,
понеже против Бога той ръката си простира и срещу Всемогъщия се сили;
stormet frem mot ham med opreist nakke, med sine skjolds tette tak,
спуска се с корав врат против Него, с дебелите гърбици на щита си;
fordi han dekket sitt ansikt med sin fedme og la fett på sin lend
понеже с тлъстината си покри лицето си, на слабините си натрупа лой;
og bodde i ødelagte byer, i hus hvor ingen skulde bo, og som var bestemt til å bli grusdynger.
и в запустели градове живее, в необитаеми къщи, готови за събаряне.
Han blir ikke rik, og hans gods varer ikke ved, og hans grøde luter ikke mot jorden.
Той няма да забогатее, нито имотът му ще устои, и изобилието му няма да се разпростре по земята.
Han slipper ikke ut av mørket; ildslue skal tørke hans kvister, og han skal komme bort ved hans munns ånde.
Няма да избяга от тъмнината, пламъкът ще изсуши издънките му и той ще премине от дъха на устата Му.
Ei sette han sin lit til det som forgjengelig er! Da narrer han sig selv, for bare forgjengelighet blir hans vederlag.
Нека не се доверява на суета, измамен, защото суета ще бъде и отплатата му.
Før hans dag kommer, blir det opfylt, og hans gren grønnes ikke.
Денят му още не е дошъл и вече се е изпълнил; и клонът му не ще раззеленее.
Han blir som et vintre som mister sine druer før de er modne, og som et oljetre som feller sine blomster;
Като лозата ще изрони неузрялото си грозде и като маслината цвета си ще захвърли;
for den gudløses hus er ufruktbart, og ild fortærer deres telter som lar sig underkjøpe.
защото събранието на лицемерите е безплодно и огън ще погълне шатрите на подкупничеството.
De undfanger ulykke og føder nød, og deres morsliv fostrer svik.
Те зачеват зло и раждат грях, и сърцето им подготвя измама.