Luke 20

And it came to pass, that on one of those days, as he taught the people in the temple, and preached the gospel, the chief priests and the scribes came upon him with the elders,
Og det skete på en af de Dage, medens han lærte folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da trådte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham.
And spake unto him, saying, Tell us, by what authority doest thou these things? or who is he that gave thee this authority?
Og de talte til ham og sagde: "Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?"
And he answered and said unto them, I will also ask you one thing; and answer me:
Men han svarede og sagde til dem: "Også jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det:
The baptism of John, was it from heaven, or of men?
Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?"
And they reasoned with themselves, saying, If we shall say, From heaven; he will say, Why then believed ye him not?
Men de overvejede med hverandre og sagde: "Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke?
But and if we say, Of men; all the people will stone us: for they be persuaded that John was a prophet.
Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet."
And they answered, that they could not tell whence it was.
Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra.
And Jesus said unto them, Neither tell I you by what authority I do these things.
Og Jesus sagde til dem: "Så siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting."
Then began he to speak to the people this parable; A certain man planted a vineyard, and let it forth to husbandmen, and went into a far country for a long time.
Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: "En Mand plantede en Vingård og lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands for lange Tider.
And at the season he sent a servant to the husbandmen, that they should give him of the fruit of the vineyard: but the husbandmen beat him, and sent him away empty.
Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for at de skulde give ham af Vingårdens Frugt; men Vingårdsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort.
And again he sent another servant: and they beat him also, and entreated him shamefully, and sent him away empty.
Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge også ham og forhånede ham og sendte ham tomhændet bort.
And again he sent a third: and they wounded him also, and cast him out.
Og han sendte fremdeles en tredje; men også ham sårede de og kastede ham ud.
Then said the lord of the vineyard, What shall I do? I will send my beloved son: it may be they will reverence him when they see him.
Men Vingårdens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig, for ham.
But when the husbandmen saw him, they reasoned among themselves, saying, This is the heir: come, let us kill him, that the inheritance may be ours.
Men da Vingårdsmændene så ham, rådsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slå ham ihjel, for at Arven kan blive vor.
So they cast him out of the vineyard, and killed him. What therefore shall the lord of the vineyard do unto them?
Og de kastede ham ud af Vingården og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingårdens Herre gøre ved dem?
He shall come and destroy these husbandmen, and shall give the vineyard to others. And when they heard it, they said, God forbid.
Han vil komme og ødelægge disse Vingårdsmænd og give Vingården til andre." Men da de hørte det, sagde de: "Det ske aldrig!"
And he beheld them, and said, What is this then that is written, The stone which the builders rejected, the same is become the head of the corner?
Men han så på dem og sagde: "Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten?
Whosoever shall fall upon that stone shall be broken; but on whomsoever it shall fall, it will grind him to powder.
Hver, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem den falder på, ham skal den knuse."
And the chief priests and the scribes the same hour sought to lay hands on him; and they feared the people: for they perceived that he had spoken this parable against them.
Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Hånd på ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.
And they watched him, and sent forth spies, which should feign themselves just men, that they might take hold of his words, that so they might deliver him unto the power and authority of the governor.
Og de toge Vare på ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, så de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.
And they asked him, saying, Master, we know that thou sayest and teachest rightly, neither acceptest thou the person of any, but teachest the way of God truly:
Og de spurgte ham og sagde: "Mester! vi vide, at du taler og lærer Rettelig og ikke ser på Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed.
Is it lawful for us to give tribute unto Cæsar, or no?
Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?"
But he perceived their craftiness, and said unto them, Why tempt ye me?
Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: "Hvorfor friste I mig?
Shew me a penny. Whose image and superscription hath it? They answered and said, Cæsar's.
Viser mig en Denar"; hvis Billede og Overskrift bærer den?" Men de svarede og sagde: "Kejserens."
And he said unto them, Render therefore unto Cæsar the things which be Cæsar's, and unto God the things which be God's.
Men han sagde til dem: "Så giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er."
And they could not take hold of his words before the people: and they marvelled at his answer, and held their peace.
Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Påhør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.
Then came to him certain of the Sadducees, which deny that there is any resurrection; and they asked him,
Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde:
Saying, Master, Moses wrote unto us, If any man's brother die, having a wife, and he die without children, that his brother should take his wife, and raise up seed unto his brother.
"Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom.
There were therefore seven brethren: and the first took a wife, and died without children.
Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.
And the second took her to wife, and he died childless.
Ligeså den anden.
And the third took her; and in like manner the seven also: and they left no children, and died.
Og den tredje tog hende, og således også alle syv; de døde uden at efterlade Børn.
Last of all the woman died also.
Men til sidst døde også Hustruen.
Therefore in the resurrection whose wife of them is she? for seven had her to wife.
Hvem af dem får hende så til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru."
And Jesus answering said unto them, The children of this world marry, and are given in marriage:
Og Jesus sagde til dem: "Denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes;
But they which shall be accounted worthy to obtain that world, and the resurrection from the dead, neither marry, nor are given in marriage:
men de, som agtes værdige til at få Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes.
Neither can they die any more: for they are equal unto the angels; and are the children of God, being the children of the resurrection.
Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn.
Now that the dead are raised, even Moses shewed at the bush, when he calleth the Lord the God of Abraham, and the God of Isaac, and the God of Jacob.
Men at de døde oprejses, har også Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, når han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.
For he is not a God of the dead, but of the living: for all live unto him.
Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle."
Then certain of the scribes answering said, Master, thou hast well said.
Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: "Mester! du talte vel."
And after that they durst not ask him any question at all.
Og de turde ikke mere spørge ham om noget.
And he said unto them, How say they that Christ is David's son?
Men han sagde til dem: "Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn?
And David himself saith in the book of Psalms, The LORD said unto my Lord, Sit thou on my right hand,
David selv siger jo i Salmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd,
Till I make thine enemies thy footstool.
indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.
David therefore calleth him Lord, how is he then his son?
Altså kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?"
Then in the audience of all the people he said unto his disciples,
Men i hele Folkets Påhør sagde han til Disciplene:
Beware of the scribes, which desire to walk in long robes, and love greetings in the markets, and the highest seats in the synagogues, and the chief rooms at feasts;
"Vogter eder for de skriftkloge. som gerne ville gå i lange Klæder og holde af at lade sig hilse på Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Måltiderne,
Which devour widows' houses, and for a shew make long prayers: the same shall receive greater damnation.
de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe; disse skulle få des hårdere Dom."