Job 30

Men koulye a, moun ki pi jenn pase m' yo ap pase m' nan rizib. Papa yo se moun mwen pa t' pran pou anyen, moun mwen pa ta menm mete ak chen m' pou gade mouton.

Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.

Epitou, yo te twò fèb pou fè anyen pou mwen. Se te yon bann gason san kouraj.

Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,

Mizè ak grangou te fini ak yo. Lannwit se grenn bwa yo te konn al souse nan savann kote moun pa rete.

tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark

Yo pran fèy raje pou yo manje. Ata rasin bayawonn pase.

og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.

Kote yo pase moun mete yo deyò, yo rele bare dèyè yo tankou vòlè.

Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.

Yo te blije al rete nan twou wòch, nan twou tè sou bò ravin yo.

De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.

Y'ap rele tankou bèt mawon nan raje a. Yo fè pil sou pil nan savann lan.

De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,

Se te yon bann sanzave ki pa t' menm gen non. Yo te mete yo deyò nan peyi a.

en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.

Koulye a, y'ap fè chante sou mwen. Y'ap bay istwa sou do m'.

Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;

Yo pè pwoche bò kote m' pou m' pa sal yo. Yo menm krache nan figi m'.

de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.

Paske Bondye kraze kouraj mwen, li lage m' atè, kifè, mapou tonbe, kabrit manje fèy li.

Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.

Bann moun sa yo leve dèyè m', y'ap fè m' kouri. Yo lage dèyè m' pou yo pran m'.

Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig

Yo sènen m' toupatou pou yo ka fini avè m'. Pa gen pesonn pou di yo pa fè sa.

min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;

Yo pase nan fant barikad, yo tonbe sou mwen. Yo pilonnen m' anba pye yo.

de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,

Yon sèl latranblad pran mwen. Tankou yon kout van li kraze kouraj mwen. Tankou yon nwaj k'ap pase, tout byen m' yo disparèt.

Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.

Koulye a, mwen prèt pou m' mouri. Lafliksyon ap fini avè m'.

Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:

Lannwit, tout zo nan kò m' ap fè m' mal. Doulè ap manje m' anndan san rete.

Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.

Bondye ponyen m' nan kòlèt, l'ap chifonnen tout rad sou mwen.

Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.

Li voye m' jete nan labou. Mwen pa pi bon pase pousyè tè ak sann dife.

Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.

Mwen rele nan pye ou, Bondye! Ou pa reponn mwen. Mwen kanpe devan ou, ou pa okipe m' menm.

Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;

Ou pa menm moun lan ankò. W'ap malmennen m'. Ou soti pou pèsekite m' ak tout fòs ou.

grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.

Ou fè van pote m' ale. M'ap vole tankou pay. Ou voye yon van tanpèt boulvèse m'.

Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;

Wi, mwen konnen byen pwòp w'ap mennen m' pou m' al mouri, pou m' al sibi sò k'ap tann tout moun lan.

thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.

Poukisa w'ap atake yon moun ki tou fin mouri, yon moun ki pa ka fè anyen ankò pase mande padon?

Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?

Eske mwen pa t' nan lapenn ansanm ak moun ki te nan mizè? Eske kè m' pa t' fè m' mal pou moun ki pa t' gen anyen menm yo?

Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?

Mwen t'ap tann kontantman, se malè ki vini. Mwen t'ap tann limyè, se fènwa ki kouvri m'.

Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;

Tout zantray mwen ap bouyi san rete. Chak jou m'ap soufri pi rèd.

ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;

M'ap mache kagou, san pesonn pou konsole m'. Mwen kanpe nan mitan tout moun, m'ap mande sekou.

trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;

Vwa mwen tankou vwa koukou. Mwen rele tankou frize.

Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.

Po m' vin tou nwa, l'ap dekale. Lafyèb ap manje m' nan zo.

Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;

Lontan se mizik gita ak fif ase ki te nan zòrèy mwen. Men, koulye a, se plenn, se kriye ase m'ap tande.

min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!