Proverbs 5

Synu můj, pozoruj moudrosti mé, k opatrnosti mé nakloň ucha svého,

Min sønn! Akt på min visdom, bøi ditt øre til min forstand,

Abys ostříhal prozřetelnosti, a rtové tvoji šetřili umění.

så du kan gjemme kloke råd og dine leber bevare kunnskap!

Nebo rtové cizí ženy strdí tekou, a měkčejší nad olej ústa její.

For en fremmed kvinnes leber drypper av honning, og glattere enn olje er hennes tunge;

Poslední pak věci její hořké jsou jako pelyněk, ostré jako meč na obě straně ostrý.

men til sist er hun besk som malurt, hvass som et tveegget sverd.

Nohy její sstupují k smrti, krokové její hrob uchvacují.

Hennes føtter går nedover til døden; hennes skritt fører like til dødsriket.

Stezku života snad bys zvážiti chtěl? Vrtkéť jsou cesty její, neseznáš.

På livets sti vil hun ikke vandre; hennes veier går hit og dit, uten at hun vet det.

Protož, synové, poslechněte mne, a neodstupujte od řečí úst mých.

Så hør nu på mig, mine barn, og vik ikke fra min munns ord!

Vzdal od ní cestu svou, a nepřibližuj se ke dveřím domu jejího,

La din vei være langt fra henne, og kom ikke nær til døren på hennes hus,

Abys snad nedal jiným slávy své, a let svých ukrutnému,

forat du ikke skal gi andre din pryd og en grusom herre dine år,

Aby se nenasytili cizí úsilím tvým, a práce tvá nezůstala v domě cizím.

forat ikke fremmede skal mettes av din eiendom, og frukten av din møie komme i en annen manns hus,

I řval bys naposledy, když bys zhubil tělo své a čerstvost svou,

så du må stønne i din siste stund, når din kropp og ditt kjøtt tæres bort,

A řekl bys: Jak jsem nenáviděl cvičení, a domlouváním pohrdalo srdce mé,

Og du må si: Hvorledes har jeg kunnet hate tukt, og hvorledes har mitt hjerte kunnet forakte tilrettevisning,

A neposlouchal jsem hlasu vyučujících mne, a k učitelům svým nenaklonil jsem ucha svého!

så jeg ikke hørte på dem som lærte mig, og ikke bøide mitt øre til dem som veiledet mig!

O málo, že jsem nevlezl ve všecko zlé u prostřed shromáždění a zástupu.

Nær var jeg kommet i den største ulykke midt i forsamlingen og menigheten.

Pí vodu z čisterny své, a prameny z prostředku vrchoviště svého.

Drikk av din egen brønn, drikk rinnende vann av din egen kilde!

Nechť se rozlévají studnice tvé ven, a potůčkové vod na ulice.

Skulde vel dine kilder strømme ut på gaten, dine bekker på torvene?

Měj je sám sobě, a ne cizí s tebou.

La dem være for dig alene og ikke for fremmede sammen med dig!

Budiž požehnaný pramen tvůj, a vesel se z manželky mladosti své.

Din kilde være velsignet, gled dig i din ungdoms hustru!

Laně milostné a srny utěšené; prsy její ať tě opojují všelikého času, v milování jejím kochej se ustavičně.

Den elskelige hind og den yndefulle stengjet! Hennes barm kvege dig til enhver tid, av hennes kjærlighet være du alltid drukken!

Nebo proč bys se kochal, synu můj, v cizí, a objímal život postranní,

Hvorfor, min sønn, skulde du da være drukken av attrå efter en annen manns hustru og favne en fremmed kvinnes barm?

Poněvadž před očima Hospodinovýma jsou cesty člověka, a on všecky stezky jeho váží?

For en manns veier ligger åpne for Herrens øine, og Herren jevner alle hans stier.

Nepravosti vlastní jímají bezbožníka takového, a v provazích hříchu svého uvázne.

Den ugudelige fanges i sine egne misgjerninger, og han holdes fast i sin egen synds snarer.

Takovýť umře, proto že nepřijímal cvičení, a ve množství bláznovství svého blouditi bude.

Han må dø, fordi han ikke lot sig tukte, og for sin store dårskaps skyld tumler han og faller.