Psalms 78

Poučna pjesma. Asafova. Poslušaj, narode moj, moju nauku, prikloni uho riječima usta mojih!

En læresalme av Asaf. Lytt, mitt folk, til min lære, bøi eders ører til min munns ord!

Otvorit ću svoja usta na pouku, iznijet ću tajne iz vremena davnih.

Jeg vil oplate min munn med tankesprog, jeg vil la utstrømme gåtefulle ord fra fordums tid.

Ono što čusmo i saznasmo, što nam kazivahu oci,

Det vi har hørt og vet, og det våre fedre har fortalt oss,

nećemo kriti djeci njihovoj, predat ćemo budućem koljenu: slavu Jahvinu i silu njegovu i djela čudesna što ih učini.

det vil vi ikke dølge for deres barn, men for den kommende slekt fortelle Herrens pris og hans styrke og de undergjerninger som han har gjort.

Svjedočanstvo podiže on u Jakovu, Zakon postavi u Izraelu, da ono što naredi ocima našim oni djeci svojoj objave,

Han har reist et vidnesbyrd i Jakob og satt en lov i Israel, som han bød våre fedre å kunngjøre sine barn,

da sazna budući naraštaj, i sinovi koji će se roditi da djeci svojoj kazuju

forat den kommende slekt, de barn som skulde fødes, kunde kjenne dem, kunde stå frem og fortelle dem for sine barn

da u Boga ufanje svoje stave i ne zaborave djela Božjih, već da vrše zapovijedi njegove,

og sette sitt håp til Gud og ikke glemme Guds gjerninger, men holde hans bud

kako ne bi bili, kao oci njihovi, naraštaj buntovan, prkosan - naraštaj srcem nestalan i duhom Bogu nevjeran.

og ikke være som deres fedre, en opsetsig og gjenstridig slekt, en slekt som ikke gjorde sitt hjerte fast, og hvis ånd ikke var trofast mot Gud.

Sinovi Efrajimovi, ratnici s lukom, u dan bitke okrenuše leđa.

Efra'ims barn, de rustede bueskyttere, vendte om på stridens dag.

Saveza s Bogom ne održaše i ne htjedoše hoditi po Zakonu njegovu.

De holdt ikke Guds pakt og vilde ikke vandre i hans lov,

Zaboraviše na djela njegova, na čudesa koja im pokaza.

og de glemte hans store gjerninger og de under som han hadde latt dem se.

Pred njihovim ocima činio je znakove u Egiptu, u Soanskom polju.

For deres fedres øine hadde han gjort under i Egyptens land, på Soans mark.

On more razdijeli i njih prevede, vode kao nasip uzdiže.

Han kløvde havet og lot dem gå gjennem det og lot vannet stå som en dynge.

Danju ih vodio oblakom, a svu noć ognjem blistavim.

Og han ledet dem ved skyen om dagen og hele natten ved ildens lys.

U pustinji hrid prolomi i napoji ih obilno kao iz bezdana.

Han kløvde klipper i ørkenen og gav dem å drikke som av store vanndyp.

Iz stijene izbi potoke te izvede vode k'o velike rijeke.

Og han lot bekker gå ut av klippen og vann flyte ned som strømmer.

A oni jednako griješiše, prkosiše Višnjem u pustinji.

Men de blev ennu ved å synde mot ham, å være gjenstridige mot den Høieste i ørkenen.

Boga su kušali u srcima svojim ištuć' jela svojoj pohlepnosti.

Og de fristet Gud i sitt hjerte, så de krevde mat efter sin lyst.

Prigovarali su Bogu i pitali: "Može li Gospod stol u pustinji prostrti?

Og de talte mot Gud, de sa: Kan vel Gud dekke bord i ørkenen?

Eno, udari u hrid, i voda poteče i provreše potoci: a može li dati i kruha, i mesa pružiti svome narodu?"

Se, han har slått klippen så det fløt ut vann, og bekker strømmet over; mon han også kan gi brød, eller kan han komme med kjøtt til sitt folk?

Kad to začu Jahve, gnjevom usplamtje: oganj se raspali protiv Jakova, srdžba se razjari protiv Izraela,

Derfor, da Herren hørte det, harmedes han, og ild optendtes mot Jakob, og vrede reiste sig mot Israel,

jer ne vjerovaše Bogu niti se u njegovu pomoć uzdaše.

fordi de ikke trodde på Gud og ikke stolte på hans frelse.

Pa ozgo naredi oblaku i otvori brane nebeske,

Og han gav skyene der oppe befaling og åpnet himmelens porter.

k'o kišu prosu na njih mÓanu da jedu i nahrani ih kruhom nebeskim.

Og han lot manna regne over dem til føde og gav dem himmelkorn.

Čovjek blagovaše kruh Jakih; on im dade hrane do sitosti.

Englebrød åt enhver; han sendte dem næring til mette.

Probudi na nebu vjetar istočni i svojom silom južnjak dovede.

Han lot østenvinden fare ut i himmelen og førte sønnenvinden frem ved sin styrke.

Prosu na njih mesa k'o prašine i ptice krilatice k'o pijeska morskoga.

Og han lot kjøtt regne ned over dem som støv og vingede fugler som havets sand,

Padoše usred njihova tabora i oko šatora njihovih.

og han lot dem falle ned midt i deres leir, rundt omkring deres boliger.

Jeli su i nasitili se, želju njihovu on im ispuni.

Og de åt og blev såre mette, og det de lystet efter, gav han dem.

Još nisu svoju utažili pohlepu i jelo im još bješe u ustima,

De hadde ennu ikke latt fare det de lystet efter, ennu var deres mat i deres munn,

kad se srdžba Božja na njih raspali: pokosi smrću prvake njihove i mladiće pobi Izraelove.

da reiste Guds vrede sig mot dem, og han herjet blandt deres kraftfulle menn, og Israels unge menn slo han ned.

Uza sve to griješiše dalje i ne vjerovaše u čudesna djela njegova.

Med alt dette syndet de enda og trodde ikke på hans undergjerninger.

I skonča im dane jednim dahom i njihova ljeta naglim svršetkom.

Derfor lot han deres dager svinne bort i tomhet og deres år i forskrekkelse.

Kad ih ubijaše, tražiše ga i opet pitahu za Boga;

Når han herjet blandt dem, da spurte de efter ham og vendte om og søkte Gud

spominjahu se da je Bog hridina njihova i Svevišnji njihov otkupitelj.

og kom i hu at Gud var deres klippe, og den høieste Gud deres gjenløser.

Ali ga opet ustima svojim varahu i jezikom svojim lagahu njemu.

Men de smigret for ham med sin munn og løi for ham med sin tunge.

Njihovo srce s njime ne bijaše, nit' bijahu vjerni Savezu njegovu.

Og deres hjerte hang ikke fast ved ham, og de var ikke tro mot hans pakt.

A on im milosrdno grijeh praštao i nije ih posmicao; često je gnjev svoj susprezao da ne plane svom jarošću.

Men han, han er miskunnelig, han tilgir misgjerning og forderver ikke; mange ganger lot han sin vrede vende om og lot ikke all sin harme bryte frem.

Spominjao se da su pÓut i dah koji odlazi i ne vraća se više.

Og han kom i hu at de var kjød, et åndepust som farer avsted og ikke kommer tilbake.

Koliko mu prkosiše u pustinji i žalostiše ga u samotnom kraju!

Hvor titt var de ikke gjenstridige mot ham i ørkenen, gjorde ham sorg på de øde steder!

Sve nanovo iskušavahu Boga i vrijeđahu Sveca Izraelova

Og de fristet Gud på ny og krenket Israels Hellige.

ne spominjuć' se ruke njegove ni dana kad ih od dušmana izbavi,

De kom ikke hans hånd i hu den dag han forløste dem fra fienden,

ni znakova njegovih u Egiptu, ni čudesnih djela u polju Soanskom.

han som gjorde sine tegn i Egypten og sine under på Soans mark.

U krv im pretvori rijeke i potoke, da ne piju.

Han gjorde deres elver til blod, og sine rinnende vann kunde de ikke drikke.

Posla na njih obade da ih žderu i žabe da ih more.

Han sendte imot dem fluesvermer som fortærte dem, og frosk som fordervet dem.

I predade skakavcu žetvu njihovu, i plod muke njihove žderaču.

Og han gav gnageren deres grøde og gresshoppen deres høst.

Vinograde im tučom udari, a mrazom smokvike njihove.

Han slo deres vintrær ned med hagl og deres morbærtrær med haglstener.

I predade grÓadu njihova goveda i munjama stada njihova.

Og han overgav deres fe til haglet og deres hjorder til ildsluer.

Obori na njih svu žestinu gnjeva svog, jarost, bijes i nevolju: posla na njih anđele nesreće.

Han slapp sin brennende vrede løs mot dem, harme og forbitrelse og trengsel, en sending av ulykkes-bud.

I put gnjevu svojem otvori: ne poštedje im život od smrti, životinje im izruči pošasti.

Han brøt vei for sin vrede, sparte ikke deres sjel for døden, overgav deres liv til pesten.

Pobi u Egiptu sve prvorođeno, prvence u šatorju Hamovu.

Og han slo alle førstefødte i Egypten, styrkens førstegrøde i Kams telter.

I povede narod svoj kao ovce i vođaše ih kao stado kroz pustinju.

Og han lot sitt folk bryte op som en fåreflokk og førte dem som en hjord i ørkenen.

Pouzdano ih je vodio te se nisu bojali, a more je prekrilo dušmane njihove.

Og han ledet dem tryggelig, og de fryktet ikke, men havet skjulte deres fiender.

U Svetu zemlju svoju on ih odvede, na bregove što mu ih osvoji desnica.

Og han førte dem til sitt hellige landemerke, til det berg hans høire hånd hadde vunnet.

Pred njima istjera pogane, konopom im podijeli baštinu, pod šatorjem njihovim naseli plemena izraelska.

Og han drev hedningene ut for deres åsyn og lot deres land tilfalle dem som arvedel og lot Israels stammer bo i deres telter.

A oni iskušavali i gnjevili Boga Višnjega i nisu držali zapovijedi njegovih.

Men de fristet Gud, den Høieste, og var gjenstridige mot ham, og de aktet ikke på hans vidnesbyrd.

Otpadoše, iznevjeriše se k'o oci njihovi, k'o luk nepouzdan oni zatajiše.

De vek av og var troløse, som deres fedre, de vendte om, likesom en bue som svikter.

Na gnjev ga nagnaše svojim uzvišicama, na ljubomor navedoše kumirima svojim.

Og de vakte hans harme med sine offerhauger og gjorde ham nidkjær med sine utskårne billeder.

Bog vidje i gnjevom planu, odbaci posve Izraela.

Gud hørte det og blev vred, og han blev såre kjed av Israel.

I napusti boravište svoje u Šilu, Šator u kojem prebivaše s ljudima.

Og han forlot sin bolig i Silo, det telt han hadde opslått blandt menneskene.

Preda u ropstvo snagu svoju i svoju diku u ruke dušmanske.

Og han overgav sin styrke til fangenskap og sin herlighet i fiendens hånd.

Narod svoj prepusti maču, raspali se na svoju baštinu.

Og han overgav sitt folk til sverdet og harmedes på sin arv.

Mladiće njihove oganj proguta, ne udaše se djevice njihove.

Ild fortærte dets unge menn, og dets jomfruer fikk ingen brudesang.

Svećenici njihovi padoše od mača, ne zaplakaše Óudove njihove.

Dets prester falt for sverdet, og dets enker holdt ikke klagemål.

Tad se k'o oda sna trgnu Gospodin, k'o ratnik vinom savladan.

Da våknet Herren som en sovende, som en helt som jubler av vin.

Udari otraga dušmane svoje, sramotu im vječitu zadade.

Og han slo sine motstandere tilbake, påførte dem en evig skam.

On odbaci šator Josipov i Efrajimovo pleme ne odabra,

Og han forkastet Josefs telt og utvalgte ikke Efra'ims stamme,

već odabra pleme Judino i goru Sion koja mu omilje.

men han utvalgte Juda stamme, Sions berg som han elsket.

Sagradi Svetište k'o nebo visoko, k'o zemlju utemelji ga dovijeka.

Og han bygget sin helligdom lik høie fjell, lik jorden, som han har grunnfestet for evig tid.

Izabra Davida, slugu svojega, uze ga od torova ovčjih;

Og han utvalgte David, sin tjener, og tok ham fra fårehegnene;

odvede ga od ovaca dojilica da pase Jakova, narod njegov, Izraela, baštinu njegovu.

fra de melkende får som han gikk bakefter, hentet han ham til å vokte Jakob, sitt folk, og Israel, sin arv.

I pasao ih je srcem čestitim i brižljivim rukama vodio.

Og han voktet dem efter sitt hjertes opriktighet og ledet dem med sin forstandige hånd.