Job 4

Tad prozbori Elifaz Temanac i reče:

Da tok Elifas fra Teman til orde og sa:

"Možeš li podnijeti da ti progovorim? Ali tko se može uzdržat' od riječi!

Om en prøvde å tale et ord til dig, vilde du da ta det ille op? Men hvem kan vel holde sine ord tilbake?

Eto, mnoge ljude ti si poučio, okrijepio si iznemogle mišice;

Du har selv vist mange til rette, og maktløse hender styrket du;

riječju svojom klonule si pridizao, ojačavao si koljena klecava.

dine ord reiste den snublende op, og synkende knær gjorde du sterke.

A kad tebe stiže, klonuo si duhom, na tebe kad pade, čitav si se smeo!

Men nu, når det gjelder dig selv, blir du utålmodig, når det rammer dig, blir du forferdet.

Zar pobožnost tvoja nadu ti ne daje, neporočnost tvoja životu ufanje?

Er ikke din gudsfrykt din tillit, din ulastelige ferd ditt håp?

TÓa sjeti se: nevin - propade li kada? Kada su zatrti bili pravednici?

Tenk efter: Hvem omkom uskyldig, og hvor gikk rettskafne til grunne?

Iz iskustva zborim: nesrećom tko ore i nevolju sije, nju će i požeti.

Efter det jeg har sett, har de som pløide urett og sådde nød, også høstet det.

Od daha Božjega oni pogibaju, na gnjevni mu disaj nestaju sa zemlje.

De omkom for Guds ånde, og for hans vredes pust blev de til intet.

Rika lavlja, urlik leopardov krše se k'o zubi u lavića.

Løvens brøl og dens fryktelige røst hørtes ikke lenger, og ungløvenes tenner blev knust.

Lav ugiba jer mu nesta plijena, rasuli se mladi lavičini.

Løven omkom av mangel på rov, og løvinnens unger blev adspredt.

Tajna riječ se meni objavila, šapat njen je uho moje čulo.

Og til mig stjal sig et ord; det lød for mitt øre som en hvisken,

Noću, kada snovi duh obuzmu i san dubok kad na ljude pada,

under skiftende tanker ved nattlige syner, når dyp søvn faller på menneskene.

strah i trepet mene su svladali, kosti moje žestoko se stresle.

Frykt og beven kom over mig, så alle mine ben tok til å skjelve.

Dah mi neki preko lica prođe, digoše se dlake na mom tijelu.

Og en ånd fór forbi mitt åsyn; hårene på mitt legeme reiste sig.

Stajao je netko - lica mu ne poznah - ali likom bješe pred očima mojim. Posvuda tišina; uto začuh šapat:

Den blev stående, men jeg skjelnet ikke klart hvorledes den så ut - det var en skikkelse som stod der for mine øine; jeg hørte en stille susen og en røst:

'Zar je smrtnik koji pred Bogom pravedan? Zar je čovjek čist pred svojim Stvoriteljem?

Er et menneske rettferdig for Gud, eller en mann ren for sin skaper?

Ni slugama svojim više ne vjeruje, i anđele svoje za grijeh okrivljuje -

Se, på sine tjenere stoler han ikke, og hos sine engler finner han feil,

kako ne bi onda goste stanova glinenih kojima je temelj u prahu zemaljskom. Gle, kao moljce njih sveudilj satiru:

hvor meget mere da hos dem som bor i hus av ler, og som har sin grunnvoll i støvet - de som knuses lettere enn møll.

od jutra do mraka u prah pretvore, nestaju zasvagda - nitko i ne vidi.

Fra morgen til aften - så er de sønderslått; uten at nogen akter på det, går de til grunne for alltid.

Iščupan je kolčić njihova šatora, pogibaju skoro, mudrost ne spoznavši.'

Blir ikke teltsnoren dradd ut hos dem? De dør, men ikke i visdom.