Job 39

Znaš li kako se legu divokoze? Vidje li kako se mlade košute?

Jager du rov for løvinnen, og metter du de grådige ungløver,

Izbroji li koliko nose mjeseci, znaš li u koje doba se omlade?

når de dukker sig ned i sine huler og ligger på lur i krattet?

Sagnuvši se, polegu lanad svoju i breme usred pustinje odlažu,

Hvem lar ravnen finne sin mat, når dens unger skriker til Gud og farer hit og dit uten føde?

a kad im porod ojača, poraste, ostave ga i ne vraćaju mu se.

Kjenner du tiden når stengjetene føder, og gir du akt på hindenes veer?

Tko dade divljem magarcu slobodu i tko to oglav skinu njemu s glave?

Teller du månedene til de skal bære, og vet du tiden når de føder?

U zavičaj mu dadoh ja pustinju i polja slana da ondje živuje.

De bøier sig, føder sine unger og blir fri for sine smerter.

Buci gradova on se podruguje i ne sluša goničevih povika.

Deres unger blir kraftige og vokser op ute på marken; de løper bort og kommer ikke tilbake til dem.

Luta brdima, svojim pašnjacima, u potrazi za zeleni svakakvom.

Hvem har gitt villeslet dets frihet, hvem løste dets bånd,

Možeš li slugom učinit' bivola, zadržat' ga noć jednu za jaslama?

det som jeg gav ørkenen til hus og saltmoen til bolig?

Možeš li njega za brazdu prikovat' da ralo vuče po docima tvojim?

Det ler av byens ståk og styr; driverens skjenn slipper det å høre.

Možeš li se osloniti na njega jer je njegova snaga prevelika i prepustit' mu težak svoj posao?

Hvad det leter op på fjellene, er dets beite, og det søker efter hvert grønt strå.

Misliš li tebi da će se vratiti i na gumno ti dotjerati žito?

Har vel villoksen lyst til å tjene dig? Vil den bli natten over ved din krybbe?

Krilima svojim noj trepće radosno, iako krila oskudnih i perja.

Kan du binde villoksen med rep til furen? Vil den harve dalene efter dig?

On svoja jaja na zemlji ostavlja, povjerava ih pijesku da ih grije,

Kan du stole på den, fordi dens kraft er så stor, og kan du overlate den ditt arbeid?

ne mareć' što ih zgazit' može noga ili nekakva divlja zvijer zgnječiti.

Kan du lite på at den fører din grøde hjem, og at den samler den til din treskeplass?

S nojićima k'o s tuđima postupa; što mu je trud zaludu, on ne mari.

Strutsen flakser lystig med vingene; men viser dens vinger og fjær moderkjærlighet?

Jer Bog je njega lišio pameti, nije mu dao nikakva razbora.

Nei, den overlater sine egg til jorden og lar dem opvarmes i sanden,

Ali kada na let krila raširi, tada se ruga konju i konjaniku.

og den glemmer at en fot kan klemme dem itu, og markens ville dyr trå dem i stykker.

Zar si ti konja obdario snagom zar si mu ti vrat grivom ukrasio?

Den er hård mot sine unger, som om de ikke var dens egne; den er ikke redd for at dens møie skal være spilt.

Zar ti činiš da skače k'o skakavac, da u strah svakog nagoni hrzanjem?

For Gud nektet den visdom og gav den ingen forstand.

Kopitom zemlju veselo raskapa, neustrašivo srlja na oružje.

Men når den flakser i været, ler den av hesten og dens rytter.

Strahu se ruga, ničeg se ne boji, ni pred mačem uzmaknuti neće.

Gir du hesten styrke? Klær du dens hals med bevrende man?

Na sapima mu zvekeće tobolac, koplje sijeva i ubojna sulica.

Lar du den springe som gresshoppen? Dens stolte fnysen er forferdelig.

Bijesan i nestrpljiv guta prostore; kad rog zasvira, tko će ga zadržat':

Den skraper i jorden og gleder sig ved sin kraft; så farer den frem mot væbnede skarer.

na svaki zvuk roga on zarže: Ha! Izdaleka on ljuti boj već njuši, viku bojnu i poklič vojskovođa.

Den ler av frykten og forferdes ikke, og den vender ikke om for sverd.

Zar po promislu tvojem lijeće soko i prema jugu krila svoja širi?

Over den klirrer koggeret, blinkende spyd og lanse.

Zar se na nalog tvoj diže orao i vrh timora gnijezdo sebi vije?

Med styr og ståk river den jorden op, og den lar sig ikke stagge når krigsluren lyder.

Na litici on stanuje i noćÄi, na grebenima vrleti visokih.

Hver gang luren lyder, sier den: Hui! Og langt borte værer den striden, høvedsmenns tordenrøst og hærskrik.

Odatle na plijen netremice vreba, oči njegove vide nadaleko.

Skyldes det din forstand at høken svinger sig op og breder ut sine vinger mot Syden?

Krvlju se hrane njegovi orlići; gdje je ubijenih, tamo je i on."

Er det på ditt bud at ørnen flyver så høit, og at den bygger sitt rede oppe i høiden? Den bor på berget og har nattely der, på tind og nut. Derfra speider den efter føde; langt bort skuer dens øine. Dens unger drikker blod, og hvor der er lik, der er den. Og Herren blev ved å svare Job og sa: Vil du som klandrer den Allmektige, vil du trette med ham? Du som laster Gud, må svare på dette! Da svarte Job Herren og sa: Nei, jeg er for ringe; hvad skulde jeg svare dig? Jeg legger min hånd på min munn. En gang har jeg talt, men jeg tar ikke mere til orde - ja to ganger, men jeg gjør det ikke mere.