Job 3

Napokon otvori Job usta i prokle dan svoj;

Derefter oplot Job sin munn og forbannet den dag han blev født.

poče svoju besjedu i reče:

Job tok til orde og sa:

"O, ne bilo dana kad sam se rodio i noći što javi: 'Začeo se dječak!'

Til grunne gå den dag da jeg blev født, og den natt som sa: Et guttebarn er undfanget!

U crnu tminu dan taj nek se prometne! S visina se njega Bog ne spominjao, svjetlost sunčeva ne svijetlila mu više!

Måtte den dag bli til mørke! Måtte Gud i det høie ikke spørre efter den, og intet lys stråle over den!

Mrak i sjena smrtna o nj se otimali, posvema ga tmina gusta prekrila, pomrčine dnevne stravom ga morile!

Gid mørke og dødsskygge må kreve den tilbake, gid skyer må leire sig over den, gid alt som gjør en dag mørk, må skremme den!

O, da bi ga tama svega presvojila, nek' se ne dodaje danima godine, nek' ne ulazi u brojenje mjeseci!

Den natt - måtte mulm ta den! Den glede sig ikke blandt årets dager, den komme ikke med i måneders tall!

A noć ona bila žalosna dovijeka, ne čulo se u njoj radosno klicanje!

Ja, ufruktbar bli den natt! Aldri lyde det jubel i den!

Prokleli je oni štono dan proklinju i Levijatana probudit' su kadri!

Måtte de som forbanner dager, ønske ondt over den, de som er kyndige i å mane frem Leviatan!

Pomrčale zvijezde njezina svanuća, zaludu se ona vidjelu nadala, i zorinih vjeđa ne gledala nigda!

Gid dens demrings stjerner må bli mørke! La den vente på lys, uten at det kommer! Måtte den aldri skue morgenrødens øielokk -

Što mi od utrobe ne zatvori vrata da sakrije muku od mojih očiju!

fordi den ikke stengte døren til min mors liv og skjulte møie for mine øine.

Što nisam mrtav od krila materina, što ne izdahnuh izlazeć' iz utrobe?

Hvorfor døde jeg ikke i mors liv? Hvorfor utåndet jeg ikke straks i fødselsstunden?

Čemu su me dva koljena prihvatila i dojke dvije da me nejaka podoje?

Hvorfor tok knær imot mig, og hvorfor bryster som jeg kunde die?

U miru bih vječnom počivao sada, spavao bih, pokoj svoj bih uživao

For da kunde jeg nu ligge og hvile; jeg kunde sove og hadde da ro -

s kraljevima i savjetnicima zemlje koji su sebi pogradili grobnice,

sammen med konger og jordens styrere, som bygget sig ruiner,

ili s knezovima, zlatom bogatima, što su kuće svoje srebrom napunili.

eller med fyrster som eide gull, som fylte sine hus med sølv;

Ne bih bio - k'o nedonošče zakopano, k'o novorođenče što svjetla ne vidje.

eller jeg var nu ikke til, likesom et nedgravd, ufullbåret foster, lik barn som aldri så lyset.

Zlikovci se više ne obijeste ondje, iznemogli tamo nalaze počinka.

Der har de ugudelige holdt op å rase, og der hviler de trette.

Sužnjeve na miru tamo ostavljaju: ne slušaju više poviku stražara.

Der har alle fanger ro, de hører ikke driverens røst.

Malen ondje leži zajedno s velikim, rob je slobodan od gospodara svoga.

Liten og stor er der like, og trælen er fri for sin herre.

Čemu darovati svjetlo nesretniku i život ljudima zagorčene duše

Hvorfor gir han den lidende lys, og liv til dem som bærer sorg i sitt hjerte,

koji smrt ištu, a ona ne dolazi, i kao za blagom za njome kopaju?

dem som venter på døden uten at den kommer, og som leter efter den ivrigere enn efter skjulte skatter,

Grobnom bi se humku oni radovali, klicali od sreće kad bi grob svoj našli.

dem som gleder sig like til jubel, som fryder sig når de finner en grav -

Što će to čovjeku kom je put sakriven, koga je Bog sa svih strana zapriječio?

til den mann hvis vei er skjult for ham, og som Gud har stengt for på alle kanter?

Zato videć' hranu, uzdahnuti moram, k'o voda se moji razlijevaju krici.

For mine sukk er blitt mitt daglige brød, og mine klager strømmer som vannet.

Obistinjuje se moje strahovanje, snalazi me, evo, čega god se bojah.

For alt det fryktelige jeg reddes for, det rammer mig, og det jeg gruer for, det kommer over mig.

Pokoja ni mira meni više nema, u mukama mojim nikad mi počinka."

Jeg har ikke fred, ikke ro, ikke hvile - det kommer alltid ny uro.