Job 21

Job progovori i reče:

Da tok Job til orde og sa:

"Slušajte, slušajte dobro što ću reći, utjehu mi takvu barem udijelite.

Hør aktsomt på mitt ord og la dette være den trøst I yder mig!

Otrpite da riječ jednu ja izrečem, kad završim, tad se rugajte slobodno.

Tål mig, så jeg kan få tale, og når jeg har talt, kan du spotte.

Zar protiv čovjeka dižem ja optužbu? Kako da strpljenje onda ne izgubim?

Mon min klage gjelder et menneske? Eller hvorfor skulde min ånd ikke bli utålmodig?

Pogledajte na me: užas će vas spopast', rukom ćete svoja zakloniti usta;

Vend eder til mig og bli forferdet og legg hånd på munn!

pomislim li na to, prestravim se i sam i čitavim svojim tad protrnem tijelom.

Kommer jeg det i hu, så forferdes jeg, og mitt kjød gripes av skjelving.

Zašto na životu ostaju zlikovci i, što su stariji, moćniji bivaju?

Hvorfor blir de ugudelige i live, blir gamle og tiltar endog i velmakt?

Potomstvo njihovo s njima napreduje a izdanci im se množe pred očima.

De ser sine barn trives omkring sig, og sine efterkommere har de for sine øine.

Strah nikakav kuće njihove ne mori i šiba ih Božja ostavlja na miru.

Deres hus er sikre mot redsler, og Guds ris kommer ikke over dem.

Njihovi bikovi plode pouzdano, krave im se tele i ne jalove se.

Hans okse parrer sig og spiller ikke, hans ku kalver og kaster ikke i utide.

K'o jagnjad djeca im slobodno skakuću, veselo igraju njihovi sinovi.

De slipper sine barn ut som småfeet, og deres smågutter hopper omkring.

Oni pjevaju uz harfe i bubnjeve i vesele se uz zvukove svirale.

De synger til tromme og citar, og de gleder sig ved fløitens lyd.

Dane svoje završavaju u sreći, u Podzemlje oni silaze spokojno.

De lever sine dager i lykke, og i et øieblikk farer de ned til dødsriket.

A govorili su Bogu: 'Ostavi nas, ne želimo znati za tvoje putove!

Og dog sa de til Gud: Vik fra oss! Vi har ikke lyst til å kjenne dine veier.

TÓa tko je Svesilni da njemu služimo i kakva nam korist da ga zazivamo?'

Hvad er den Allmektige, at vi skulde tjene ham, og hvad gagn skulde vi ha av å vende oss til ham med bønn?

Zar svoju sreću u ruci ne imahu, makar do Njega ne drže ništa oni?

Ja, men deres lykke står ikke i deres egen hånd. - De ugudeliges tanker er langt fra mine tanker.

Zar se luč opakog kada ugasila? Zar se na njega oborila nesreća? Zar mu u gnjevu svom On skroji sudbinu?

Hvor ofte utslukkes vel de ugudeliges lampe, og hvor ofte hender det at ulykke kommer over dem? Hvor ofte tildeler han dem vel smerter i sin vrede?

Zar je kao slama na vjetru postao, kao pljeva koju vihor svud raznosi?

Hvor ofte blir de vel som strå for vinden, som agner stormen fører bort?

Hoće l' ga kaznit' Bog u njegovoj djeci? Ne, njega nek' kazni da sam to osjeti!

Men Gud gjemmer hans straff til hans barn. - Ja, men han burde straffe ham selv, så han fikk kjenne det.

Vlastitim očima nek' rasap svoj vidi, neka se napije srdžbe Svesilnoga!

Med egne øine burde han få se sin undergang, og av den Allmektiges vrede burde han få drikke selv.

TÓa što poslije smrti on za dom svoj mari kad će se presjeć' niz njegovih mjeseci?

For hvad bryr han sig om sitt hus efter sin død, når hans måneders tall er ute?

Ali tko će Boga učiti mudrosti, njega koji sudi najvišim bićima?

Vil nogen lære Gud visdom, han som dømmer de høieste?

Jedan umire u punom blagostanju, bez briga ikakvih, u potpunom miru,

Den ene dør midt i sin velmakt, helt trygg og rolig;

bokova od pretiline otežalih i kostiju sočne moždine prepunih.

hans kar var fulle av melk, og margen i hans ben var saftfull.

A drugi umire s gorčinom u duši, nikad nikakve ne okusivši sreće.

Den andre dør med sorg i hjertet og har aldri nytt nogen lykke.

Obojica leže zajedno u prahu, crvi ih jednako prekrivaju oba.

Begge ligger de i støvet, og makk dekker dem.

O, znam dobro kakve vaše su namjere, kakve zlosti protiv mene vi snujete.

Se, jeg kjenner eders tanker og de onde råd hvormed I gjør urett mot mig;

Jer pitate: 'Gdje je kuća plemićeva, šator u kojem stanovahu opaki?'

for I sier: Hvor er tyrannens hus, og hvor er det telt de ugudelige bor i?

Niste li na cesti putnike pitali, zar njihovo svjedočanstvo ne primate:

Har I aldri spurt dem som har faret vidt omkring? Og I vil vel ikke forkaste deres vidnesbyrd,

'Opaki je u dan nesreće pošteđen i u dan Božje jarosti veseo je.'

at den onde spares på ulykkens dag, på vredens dag føres han unda.

Al' na postupcima tko će mu predbacit' i tko će mu vratit' što je počinio?

Hvem foreholder ham hans ferd like i hans ansikt? og når han gjør noget, hvem gjengjelder ham det?

A kad ga na kraju na groblje odnesu, na grobni mu humak postavljaju stražu.

Til graven bæres han med ære, og over gravhaugen holder de vakt.

Lake su mu grude zemlje u dolini dok za njime ide čitavo pučanstvo.

Søt er hans hvile i dalens muld, og alle mennesker vandrer i hans spor, og det er ikke tall på dem som har gått foran ham.

O, kako su vaše utjehe isprazne! Kakva su prijevara vaši odgovori!"

Hvor kan I da trøste mig med så tom en trøst? Av eders svar blir det bare troløshet tilbake.