Job 18

Bildad iz Šuaha progovori tad i reče:

Da tok Bildad fra Suah til orde og sa:

"Kada kaniš obuzdat' svoje besjede? Opameti se sad da razgovaramo!

Når vil I dog engang sette en grense for eders ord? Bli først forstandige, så kan vi tale sammen.

Zašto nas držiš za stoku nerazumnu, zar smo životinje u tvojim očima?

Hvorfor er vi aktet som fe? Hvorfor er vi urene i eders øine?

O ti, koji se od jarosti razdireš, hoćeš li da zemlja zbog tebe opusti da iz svoga mjesta iskoče pećine?

Å du som sønderriver dig selv din vrede! Mon jorden for din skyld skal lates øde, og en klippe rokkes fra sitt sted?

Al' ugasit će se svjetlost opakoga, i neće mu sjati plamen na ognjištu.

Like fullt skal den ugudeliges lys utslukkes, og hans ilds lue skal ikke skinne.

Potamnjet će svjetlo u njegovu šatoru i nad njime će se utrnut' svjetiljka.

Lyset skal formørkes i hans telt og hans lampe utslukkes over ham.

Krepki mu koraci postaju sputani, o vlastite on se spotiče namjere.

Hans kraftige skritt skal bli innsnevret, og hans eget råd styrte ham;

Jer njegove noge vode ga u zamku, i evo ga gdje već korača po mreži.

for han kommer inn i et garn med sine føtter, og han vandrer på et nett.

Tanka mu je zamka nogu uhvatila, i evo, užeta čvrsto ga pritežu.

En snare griper om hans hæl, et rep tar fatt i ham.

Njega vreba omča skrivena na zemlji, njega čeka klopka putem kojim hodi.

Skjult i jorden er det garn han fanges i, og fellen ligger på hans vei.

Odasvuda strahovi ga prepadaju, ustopice sveudilj ga proganjaju.

Redsler forferder ham rundt om og jager ham hvor han setter sin fot.

Glad je požderala svu snagu njegovu, nesreća je uvijek o njegovu boku.

Av sult blir hans kraft fortært, og ulykke står ferdig ved hans side.

Boleština kobna kožu mu razjeda, prvenac mu smrti nagriza udove.

Hans hud fortæres stykke for stykke, dødens førstefødte fortærer hans lemmer.

Njega izvlače iz šatora njegova da bi ga odveli vladaru strahota.

Han rives bort fra sitt telt, som han setter sin lit til, og du lar ham dra avsted til redslenes konge.

U njegovu stanu tuđinac stanuje, po njegovu domu prosipaju sumpor.

Folk som ikke hører ham til, bor i hans telt; det strøes svovel over hans bosted.

Odozdo se suši njegovo korijenje, a odozgo grane sve mu redom sahnu.

Nedentil tørkes hans røtter bort, og oventil visner hans grener.

Spomen će se njegov zatrti na zemlji, njegovo se ime s lica zemlje briše.

Hans minne er blitt borte i landet, og hans navn nevnes ikke mere ute på marken.

Iz svjetlosti njega u tminu tjeraju, izagnat' ga hoće iz kruga zemaljskog.

Han støtes fra lys ut i mørke, han jages bort fra jorderike.

U rodu mu nema roda ni poroda, nit' preživjela na njegovu ognjištu.

Han har ikke barn og ikke efterkommere blandt sitt folk, og det finnes ingen i hans boliger som har sloppet unda.

Sudba je njegova Zapad osupnula, i čitav je Istok obuzela strepnja.

Over hans dag forferdes de som bor i Vesten, og de som bor i Østen, gripes av redsel.

Evo, takav usud snalazi zlikovca i dom onog koji ne priznaje Boga."

Just således går det med den urettferdiges boliger, og således med hjemmet til den som ikke kjenner Gud.