Job 13

Očima svojim sve to ja vidjeh, ušima svojim čuh i razumjeh.

Se, alt sammen har mitt øie sett, mitt øre hørt og merket sig.

Sve što vi znate znadem to i ja, ni u čemu od vas gori nisam.

Det I vet, vet også jeg; jeg står ikke tilbake for eder.

Zato, zborit' moram sa Svesilnim, pred Bogom svoj razlog izložiti.

Men jeg vil tale til den Allmektige, og jeg har lyst til å rettferdiggjøre mig for Gud.

Jer, kovači laži vi ste pravi, i svi ste vi zaludni liječnici!

Men I spinner løgn sammen, I er alle dårlige læger.

Kada biste bar znali šutjeti, mudrost biste svoju pokazali!

Gid I vilde tie stille! Det skulde bli regnet eder til visdom.

Dokaze mi ipak poslušajte, razlog mojih usana počujte.

Hør nu på min tilrettevisning og merk på refselsene fra mine leber!

Zar zbog Boga govorite laži, zar zbog njega riječi te prijevarne?

Vil I tale urett til forsvar for Gud, og vil I til hans forsvar tale svik?

Zar biste pristrano branit' htjeli Boga, zar biste mu htjeli biti odvjetnici?

Vil I ta hans parti, eller vil I være sakførere for Gud?

Zar bi dobro bilo da vas on ispita? Zar biste ga obmanuli k'o čovjeka?

Vil det gå eder godt når han ransaker eder, eller vil I narre ham, som en narrer et menneske?

Kaznom preteškom on bi vas pokarao poradi potajne vaše pristranosti.

Han vil tukte eder, om I i lønndom tar parti for ham.

Zar vas veličanstvo njegovo ne plaši i zar vas od njega užas ne spopada?

Vil ikke hans høihet forferde eder, og redselen for ham falle over eder?

Razlozi su vam od pepela izreke, obrana je vaša obrana od blata.

Eders tankesprog er askesprog; eders skanser blir til skanser av ler.

Umuknite sada! Dajte da govorim, pa neka me poslije snađe što mu drago.

Ti, la mig være, så jeg kan tale, så får det komme over mig hvad det vil!

Zar da meso svoje sam kidam zubima? Da svojom rukom život upropašćujem?

Hvorfor skulde jeg bære mitt kjøtt mellem mine tenner? Jeg vil legge mitt liv i min hånd.

On me ubit' može: nade druge nemam već da pred njim svoje držanje opravdam.

Se, han vil drepe mig - jeg venter på ham; jeg vil bare rettferdiggjøre mine veier for hans åsyn.

I to je već zalog mojega spasenja, jer bezbožnik preda nj ne može stupiti.

Også det skal bli mig til frelse; for ingen gudløs kommer for hans åsyn.

Pažljivo mi riječi poslušajte, nek' vam prodre u uši besjeda.

Hør da nøie på mitt ord og la min forklaring trenge inn i eders ører!

Gle: ja sam pripremio parnicu, jer u svoje sam pravo uvjeren.

Se, jeg har saken i orden; jeg vet jeg skal få rett.

Tko se sa mnom hoće parničiti? - Umuknut ću potom te izdahnut'.

Hvem er den som vil gå i rette med mig? Ja, da vil jeg tie og opgi ånden.

Dvije mi molbe samo ne uskrati da se od tvog lica ne sakrivam:

Bare to ting må du ikke gjøre mot mig, da skal jeg ikke skjule mig for ditt åsyn:

digni s mene tešku svoju ruku i užasom svojim ne straši me.

Ta din hånd bort fra mig, og la ikke dine redsler forferde mig!

Tada me pitaj, a ja ću odgovarat'; ili ja da pitam, ti da odgovaraš.

Så kall da, og jeg skal svare; eller la mig tale, og svar du mig!

Koliko počinih prijestupa i grijeha? Prekršaj mi moj pokaži i krivicu.

Hvor mange misgjerninger og synder har jeg? La mig få vite min brøde og min synd!

Zašto lice svoje kriješ sad od mene, zašto u meni vidiš neprijatelja?

Hvorfor skjuler du ditt åsyn og holder mig for din fiende?

Zašto strahom mučiš list vjetrom progonjen, zašto se na suhu obaraš slamčicu?

Vil du skremme et bortblåst blad og forfølge det tørre strå? -

O ti, koji mi gorke pišeš presude i teretiš mene grijesima mladosti,

siden du idømmer mig så hårde lidelser og lar mig arve min ungdoms misgjerninger

koji si mi noge u klade sapeo i koji bdiš nad svakim mojim korakom i tragove stopa mojih ispituješ!

og setter mine føtter i stokken og vokter på alle mine veier og drar en ring om mine fotsåler,

Život mi se k'o trulo drvo raspada, k'o haljina što je moljci izjedaju!

og dette gjør du mot en som tæres bort som makk-ett tre, som et klædebon møllet har ett.