Psalms 78

Poučna pjesma. Asafova. Poslušaj, narode moj, moju nauku, prikloni uho riječima usta mojih!

(En Maskil af Asaf.) Lyt, mit folk til min lære, bøj eders øre til ord fra min Mund;

Otvorit ću svoja usta na pouku, iznijet ću tajne iz vremena davnih.

jeg vil åbne min Mund med Billedtale, fremsætte Gåder fra fordums Tid,

Ono što čusmo i saznasmo, što nam kazivahu oci,

hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;

nećemo kriti djeci njihovoj, predat ćemo budućem koljenu: slavu Jahvinu i silu njegovu i djela čudesna što ih učini.

vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENs Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.

Svjedočanstvo podiže on u Jakovu, Zakon postavi u Izraelu, da ono što naredi ocima našim oni djeci svojoj objave,

Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,

da sazna budući naraštaj, i sinovi koji će se roditi da djeci svojoj kazuju

at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, stå frem og fortælle deres Børn derom,

da u Boga ufanje svoje stave i ne zaborave djela Božjih, već da vrše zapovijedi njegove,

så de slår deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,

kako ne bi bili, kao oci njihovi, naraštaj buntovan, prkosan - naraštaj srcem nestalan i duhom Bogu nevjeran.

ej slægter Fædrene på, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Ånd var utro mod Gud

Sinovi Efrajimovi, ratnici s lukom, u dan bitke okrenuše leđa.

- Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted på Stridens Dag -

Saveza s Bogom ne održaše i ne htjedoše hoditi po Zakonu njegovu.

Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;

Zaboraviše na djela njegova, na čudesa koja im pokaza.

hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.

Pred njihovim ocima činio je znakove u Egiptu, u Soanskom polju.

Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten på Zoans Mark;

On more razdijeli i njih prevede, vode kao nasip uzdiže.

han kløvede Havet og førte dem over, lod Vandet stå som en Vold;

Danju ih vodio oblakom, a svu noć ognjem blistavim.

han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær;

U pustinji hrid prolomi i napoji ih obilno kao iz bezdana.

han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme,

Iz stijene izbi potoke te izvede vode k'o velike rijeke.

han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.

A oni jednako griješiše, prkosiše Višnjem u pustinji.

Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;

Boga su kušali u srcima svojim ištuć' jela svojoj pohlepnosti.

de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,

Prigovarali su Bogu i pitali: "Može li Gospod stol u pustinji prostrti?

de talte mod Gud og sagde: "Kan Gud dække Bord i en Ørken?

Eno, udari u hrid, i voda poteče i provreše potoci: a može li dati i kruha, i mesa pružiti svome narodu?"

Se, Klippen slog han, så Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han også kan give Brød og skaffe kød til sit Folk?"

Kad to začu Jahve, gnjevom usplamtje: oganj se raspali protiv Jakova, srdžba se razjari protiv Izraela,

Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,

jer ne vjerovaše Bogu niti se u njegovu pomoć uzdaše.

fordi de ikke troede Gud eller stolede på hans Frelse.

Pa ozgo naredi oblaku i otvori brane nebeske,

Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre åbne

k'o kišu prosu na njih mÓanu da jedu i nahrani ih kruhom nebeskim.

og Manna regne på dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;

Čovjek blagovaše kruh Jakih; on im dade hrane do sitosti.

Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.

Probudi na nebu vjetar istočni i svojom silom južnjak dovede.

Han rejste Østenvinden på Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;

Prosu na njih mesa k'o prašine i ptice krilatice k'o pijeska morskoga.

Kød lod han regne på dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,

Padoše usred njihova tabora i oko šatora njihovih.

lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;

Jeli su i nasitili se, želju njihovu on im ispuni.

Og de spiste sig overmætte, hvad de ønskede, lod han dem få.

Još nisu svoju utažili pohlepu i jelo im još bješe u ustima,

Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund,

kad se srdžba Božja na njih raspali: pokosi smrću prvake njihove i mladiće pobi Izraelove.

rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.

Uza sve to griješiše dalje i ne vjerovaše u čudesna djela njegova.

Og dog blev de ved at synde og troede ej på hans Undere.

I skonča im dane jednim dahom i njihova ljeta naglim svršetkom.

Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres År.

Kad ih ubijaše, tražiše ga i opet pitahu za Boga;

Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,

spominjahu se da je Bog hridina njihova i Svevišnji njihov otkupitelj.

kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.

Ali ga opet ustima svojim varahu i jezikom svojim lagahu njemu.

De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;

Njihovo srce s njime ne bijaše, nit' bijahu vjerni Savezu njegovu.

deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.

A on im milosrdno grijeh praštao i nije ih posmicao; često je gnjev svoj susprezao da ne plane svom jarošću.

Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;

Spominjao se da su pÓut i dah koji odlazi i ne vraća se više.

han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.

Koliko mu prkosiše u pustinji i žalostiše ga u samotnom kraju!

Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!

Sve nanovo iskušavahu Boga i vrijeđahu Sveca Izraelova

De fristede alter Gud, de krænkede Israels Hellige;

ne spominjuć' se ruke njegove ni dana kad ih od dušmana izbavi,

hans Hånd kom de ikke i Hu, de Dag han friede dem fra Fjenden,

ni znakova njegovih u Egiptu, ni čudesnih djela u polju Soanskom.

da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere på Zoans Mark,

U krv im pretvori rijeke i potoke, da ne piju.

forvandlede deres Floder til Blod, så de ej kunde drikke af Strømmene,

Posla na njih obade da ih žderu i žabe da ih more.

sendte Myg imod dem, som åd dem, og Frøer, som lagde dem øde,

I predade skakavcu žetvu njihovu, i plod muke njihove žderaču.

gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,

Vinograde im tučom udari, a mrazom smokvike njihove.

slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,

I predade grÓadu njihova goveda i munjama stada njihova.

prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.

Obori na njih svu žestinu gnjeva svog, jarost, bijes i nevolju: posla na njih anđele nesreće.

Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;

I put gnjevu svojem otvori: ne poštedje im život od smrti, životinje im izruči pošasti.

frit Løb gav han sin Vrede, skånede dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;

Pobi u Egiptu sve prvorođeno, prvence u šatorju Hamovu.

alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte,

I povede narod svoj kao ovce i vođaše ih kao stado kroz pustinju.

lod sit Folk bryde op som en Hjord, ledede dem som Kvæg i Ørkenen,

Pouzdano ih je vodio te se nisu bojali, a more je prekrilo dušmane njihove.

ledede dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;

U Svetu zemlju svoju on ih odvede, na bregove što mu ih osvoji desnica.

han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,

Pred njima istjera pogane, konopom im podijeli baštinu, pod šatorjem njihovim naseli plemena izraelska.

drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.

A oni iskušavali i gnjevili Boga Višnjega i nisu držali zapovijedi njegovih.

Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;

Otpadoše, iznevjeriše se k'o oci njihovi, k'o luk nepouzdan oni zatajiše.

de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,

Na gnjev ga nagnaše svojim uzvišicama, na ljubomor navedoše kumirima svojim.

de krænkede ham med deres Offerhøje, æggede ham med deres Gudebilleder.

Bog vidje i gnjevom planu, odbaci posve Izraela.

Det hørte Gud og blev vred følte højlig Lede ved Israel;

I napusti boravište svoje u Šilu, Šator u kojem prebivaše s ljudima.

han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;

Preda u ropstvo snagu svoju i svoju diku u ruke dušmanske.

han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehånd,

Narod svoj prepusti maču, raspali se na svoju baštinu.

prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på sin Arvelod;

Mladiće njihove oganj proguta, ne udaše se djevice njihove.

Ild fortærede dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange,

Svećenici njihovi padoše od mača, ne zaplakaše Óudove njihove.

dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.

Tad se k'o oda sna trgnu Gospodin, k'o ratnik vinom savladan.

Da vågnede Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin;

Udari otraga dušmane svoje, sramotu im vječitu zadade.

han slog sine Fjender på Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.

On odbaci šator Josipov i Efrajimovo pleme ne odabra,

Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke;

već odabra pleme Judino i goru Sion koja mu omilje.

han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;

Sagradi Svetište k'o nebo visoko, k'o zemlju utemelji ga dovijeka.

han byggede sit Tempel himmelhøjt, grundfæstede det evigt som Jorden.

Izabra Davida, slugu svojega, uze ga od torova ovčjih;

Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Fårenes Folde,

odvede ga od ovaca dojilica da pase Jakova, narod njegov, Izraela, baštinu njegovu.

hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod;

I pasao ih je srcem čestitim i brižljivim rukama vodio.

han vogtede dem med oprigtigt Hjerte, ledede dem med kyndig Hånd.