Psalms 77

Zborovođi. Po Jedutunu. Asafov. Psalam.

(Til Sangmesteren. Til Jedutun. Af Asaf. En Salme.) Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig,

Glasom svojim Bogu vapijem, glas mi se Bogu diže i on me čuje.

jeg søger Herren på Nødens Dag, min Hånd er om Natten utrættet udrakt, min Sjæl vil ikke lade sig trøste;

U dan nevolje tražim Gospodina, noću mi se ruka neumorno pruža k njemu, ne može se utješit' duša moja.

jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min Ånd vansmægter. - Sela.

Spominjem se Boga i uzdišem; kad razmišljam, daha mi nestane.

Du holder mine Øjne vågne, jeg er urolig og målløs.

Vjeđe moje držiš, potresen sam, ne mogu govoriti.

Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne År;

Mislim na drevne dane i sjećam se davnih godina;

jeg gransker om Natten i Hjertet, grunder og ransager min Ånd.

razmišljam noću u srcu, mislim, i duh moj ispituje:

Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise Nåde,

"Hoće li Gospodin odbaciti zauvijek i hoće li ikad još biti milostiv?

er hans Miskundhed ude for stedse, hans Trofasthed omme for evigt og altid,

Je li njegova dobrota minula zauvijek, njegovo obećanje propalo za sva pokoljenja?

har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? - Sela.

Zar Bog je zaboravio da se smiluje, ili je gnjevan zatvorio smilovanje svoje?"

Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før.

I govorim: "Ovo je bol moja: promijenila se desnica Višnjega."

Jeg kommer HERRENs Gerninger i Hu, ja kommer dine fordums Undere i Hu.

Spominjem se djela Jahvinih, sjećam se tvojih pradavnih čudesa.

Jeg tænker på al din Gerning og grunder over dine Værker.

Promatram sva djela tvoja, razmatram ono što si učinio.

Gud, din Vej var i Hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud!

Svet je tvoj put, o Bože: koji je bog tako velik kao Bog naš?

Du er en Gud, som gør Undere, du gjorde din Vælde kendt blandt Folkene,

Ti si Bog koji čudesa stvaraš, na pucima si pokazao silu svoju.

udøste dit Folk med din Arm, Jakobs og Josefs Sønner. - Sela.

Mišicom si izbavio narod svoj, sinove Jakovljeve i Josipove.

Vandene så dig, Gud, Vandene så dig og vred sig i Angst, ja Dybet tog til at skælve;

Vode te ugledaše, Bože, ugledaše te vode i ustuknuše, bezdani se uzburkaše.

Skyerne udøste Vand, Skyhimlens Stemme gjaldede, dine Pile for hid og did;

Oblaci prosuše vode, oblaci zatutnjiše gromom i tvoje strijele poletješe.

din bragende Torden rullede, Lynene oplyste Jorderig, Jorden bæved og skjalv;

Grmljavina tvoja u vihoru zaori, munje rasvijetliše krug zemaljski, zemlja se zatrese i zadrhta.

din Vej gik midt gennem Havet, din Sti gennem store Vande, dine Fodspor kendtes ikke.

Kroz more put se otvori tebi i tvoja staza kroz vode goleme, a tragova tvojih nitko ne vidje. [ (Psalms 77:21) Ti si svoj narod vodio kao stado rukama Mojsija i Arona. ]

Du førte dit Folk som en Hjord ved Moses's og Arons Hånd.