Psalms 74

Poučna pjesma. Asafova. Zašto si, Bože, posve zabacio, zašto kiptiš gnjevom na ovce paše svoje?

(En maskil af Asaf.) Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din Vrede mod Hjorden, du røgter?

Sjeti se zajednice koju si davno stekao, plÓemena koje namače kao svoju baštinu i brda Siona gdje si Šator svoj udario!

Kom din Menighed i Hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din Ejendoms Stamme - Zions Bjerg, hvor du har din Bolig.

Korakni k ruševinama vječnim - sve je u Svetištu razorio neprijatelj.

Løft dine Fjed til de evige Tomter: Fjenden lagde alt i Helligdommen øde.

Protivnici tvoji vikahu posred skupštine tvoje, znakove svoje postaviše k'o pobjedne znakove.

Dine Fjender brøled i dit Samlingshus, satte deres Tegn som Tegn deri.

Bijahu kao oni koji mašu sjekirom po guštari,

Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning.

sjekirom i maljem vrata mu razbijali.

Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.

Ognju predadoše Svetište tvoje, do zemlje oskvrnuše Prebivalište tvoga imena.

På din Helligdom satte de Ild, de skændede og nedrev dit Navns Bolig.

Rekoše u srcu: "Istrijebimo ih zajedno; spalite sva svetišta Božja na zemlji!"

De tænkte: "Til Hobe udrydder vi dem!" De brændte alle Guds Samlingshuse i Landet.

Ne vidimo znakova svojih, proroka više nema, i nitko među nama ne zna dokle ...

Vore Tegn, dem ser vi ikke, Profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os.

Dokle će se još, o Bože, dušmanin rugati? Hoće li protivnik dovijeka prezirati ime tvoje?

Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn?

Zašto povlačiš ruku, zašto u krilu sakrivaš desnicu svoju?

Hvorfor holder du din Hånd tilbage og skjuler din højre i Kappens Fold?

No Bog je moj kralj od davnine, on koji posred zemlje spasava!

Vor Konge fra fordums Tid er dog Gud, som udførte Frelsens Værk i Landet.

Ti svojom silom rasječe more, smrska glave nakazama u vodi.

Du kløvede Havet med Vælde, knuste på Vandet Dragernes Hoved;

Ti si Levijatanu glave zdrobio, dao ga za hranu nemanima morskim.

du søndrede Hovederne på Livjatan og gav dem som Æde til Ørkenens Dyr;

Ti si dao da provre izvor i bujica, ti si presušio rijeke nepresušne.

Kilde og Bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende Strømme;

Tvoj je dan i noć je tvoja, ti učvrsti mjesec i sunce;

din er Dagen, og din er Natten, du grundlagde Lys og Sol,

ti sazda sve granice zemlji, ti stvori ljeto i zimu.

du fastsatte alle Grænser på Jord, du frembragte Sommer og Vinter.

Spomeni se ovoga: dušmanin ti se rugaše, Jahve, i bezumni narod pogrdi ime tvoje.

Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn!

Ne predaj jastrebu život grlice svoje, i život svojih siromaha ne zaboravi zauvijek!

Giv ikke Vilddyret din Turteldues Sjæl, glem ikke for evigt dine armes Liv;

Pogledaj na Savez svoj, jer svi su zakuci zemlje puni tmina i nasilja.

se hen til Pagten, thi fyldte er Landets mørke Steder med Voldsfærds Boliger.

Ne daj da jadnik otiđe postiđen: neka siromah i ubog hvale ime tvoje!

Lad ej den fortrykte gå bort med Skam, lad de arme og fattige prise dit Navn!

Ustani, Bože, zauzmi se za svoju parnicu, spomeni se pogrde koju ti bezumnik svaki dan nanosi.

Gud, gør dig rede, før din Sag, kom i Hu, hvor du stadig smædes af bårer,

Ne zaboravi vike neprijatelja svojih: buka buntovnika još se diže k tebi!

lad ej dine Avindsmænds Røst uænset! Ustandseligt lyder dine Fjenders Larm!