Psalms 141

Psalam. Davidov. Prizivljem te, Jahve, k meni pohitaj! Slušaj glas moj kojim tebi vapijem!

(En Salme af David.) HERRE, jeg råber til dig, il mig til hjælp, hør min Røst, når jeg råber til dig;

Nek' mi se uzdigne molitva kao kad pred lice tvoje, podizanje mojih ruku nek' bude k'o prinos večernji!

som Røgoffer, gælde for dig min Bøn, mine løftede Hænder som Aftenoffer!

Na usta mi, Jahve, stražu postavi i stražare na vrata usana mojih!

HERRE, sæt Vagt ved min Mund, vogt mine Læbers Dør!

Ne daj da mi se srce zlu prikloni, da bezbožno počinim djela opaka; i u društvu zlotvora da ne blagujem poslastica njihovih!

Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage.

Nek' me samo udari pravednik, ljubav je što me kara, al' ulje grešničko neće mi glavu pomazat'; zloći njihovoj oprijet ću se uvijek svojom molitvom.

Slår en retfærdig mig, så er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.

Kad strovale niz hridinu suce njihove, razumjet će kako blage bjehu riječi moje.

Ned ad Klippens Skrænter skal Dommerne hos dem styrtes, og de skal høre, at mine Ord er liflige.

Kao kad orač ore i para zemlju, tako će im se na rubu Podzemlja kosti rasuti.

Som når man pløjer Jorden i Furer, spredes vore Ben ved Dødsrigets Gab.

U te su, Jahve, uprte oči moje, k tebi se utječem, ne daj da mi duša propadne!

Dog, mine Øjne er rettet på dig, o HERRE, Herre, på dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris!

Čuvaj me od stupice koju postaviše meni, od zamki zločinaca!

Vogt mig for Fælden, de stiller for mig, og Udådsmændenes Snarer;

Nek' u vlastite zamke upadnu zlotvori, a ja neka im umaknem!

lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre.