Psalms 139

Zborovođi. Davidov. Jahve, proničeš me svega i poznaješ,

(Til Sangmesteren. Af David. En Salme.) HERRE, du ransager mig og kender mig!

ti znaš kada sjednem i kada ustanem, izdaleka ti već misli moje poznaješ.

Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand,

Hodam li ili ležim, sve ti vidiš, znani su ti svi moji putovi.

du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.

Riječ mi još nije na jezik došla, a ti, Jahve, sve već znadeš.

Thi før Ordet er til på min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.

S leđa i s lica ti me obuhvaćaš, na mene si ruku svoju stavio.

Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Hånd på mig.

Znanje to odveć mi je čudesno, previsoko da bih ga dokučio.

At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!

Kamo da idem od duha tvojega i kamo da od tvog lica pobjegnem?

Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn?

Ako se na nebo popnem, ondje si, ako u Podzemlje legnem, i ondje si.

Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, så er du der;

Uzmem li krila zorina pa se naselim moru na kraj

tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,

i ondje bi me ruka tvoja vodila, desnica bi me tvoja držala.

da vil din Hånd også lede mig der, din højre holde mig fast!

Reknem li: "Nek' me barem tmine zakriju i nek' me noć umjesto svjetla okruži!" -

Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!"

ni tmina tebi neće biti tamna: noć sjaji kao dan i tama kao svjetlost.

så er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.

Jer ti si moje stvorio bubrege, satkao me u krilu majčinu.

Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.

Hvala ti što sam stvoren tako čudesno, što su djela tvoja predivna. Dušu moju do dna si poznavao,

Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.

kosti moje ne bjehu ti sakrite dok nastajah u tajnosti, otkan u dubini zemlje.

Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;

Oči tvoje već tada gledahu djela moja, sve već bješe zapisano u knjizi tvojoj: dani su mi određeni dok još ne bješe ni jednoga.

som Foster så dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.

Kako su mi, Bože, naumi tvoji nedokučivi, kako li je neprocjenjiv zbroj njihov.

Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!

Da ih brojim? Više ih je nego pijeska! Dođem li im do kraja, ti mi preostaješ!

Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.

De, istrijebi, Bože, zlotvora, krvoloci nek' odstupe od mene!

Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, måtte Blodets Mænd vige fra mig,

Jer podmuklo se bune protiv tebe, uzalud se dižu tvoji dušmani.

de, som taler om dig på Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.

Jahve, zar da ne mrzim tvoje mrzitelje? Zar da mi se ne gade protivnici tvoji?

Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der står dig imod;

Mržnjom dubokom ja ih mrzim i držim ih svojim neprijateljima.

med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender.

Pronikni me svega, Bože, srce mi upoznaj, iskušaj me i upoznaj misli moje:

Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!

pogledaj, ne idem li putem pogubnim i povedi me putem vječnim!

Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej!