Proverbs 5

Sine moj, čuj moju mudrost, prigni uho mojoj razboritosti

Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre,

da sačuvaš oprez, da ti usne zadrže znanje.

at Kløgt må våge øver dig, Læbernes kundskab vare på dig.

Jer s usana žene preljubnice kaplje med i nepce joj je glađe od ulja,

Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane;

ali je ona naposljetku gorka kao pelin, oštra kao dvosjekli mač.

men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;

Njene noge silaze k smrti, a koraci vode u Podzemlje.

hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed;

Ona ne pazi na put života, ne mari što su joj staze kolebljive.

hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke.

Zato me sada poslušaj, sine, i ne odstupaj od riječi mojih usta.

Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord!

Neka je put tvoj daleko od nje i ne približuj se vratima njezine kuće,

Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær,

da drugima ne bi dao svoju slavu i okrutnima svoje godine;

at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År.

da se ne bi tuđinci nasitili tvoga dobra i da tvoja zaslužba ne ode u tuđu kuću;

at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus,

da ne ridaš na koncu kad ti nestane tijela i puti

så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen,

i da ne kažeš: "Oh, kako sam mrzio pouku i kako mi je srce preziralo ukor!

og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om Revselse,

I ne slušah glasa svojih učitelja, niti priklonih uho onima što me poučavahu.

så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig!

I umalo ne zapadoh u svako zlo, usred zbora i zajednice!"

Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!"

Pij vodu iz svoje nakapnice i onu što teče iz tvoga studenca.

Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd;

Moraju li se tvoji izvori razlijevati i tvoji potoci teći ulicama?

lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine Bække på Torvene!

Nego neka oni budu samo tvoji, a ne i tuđinaca koji su uza te.

Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!

Neka je blagoslovljen izvor tvoj i raduj se sa ženom svoje mladosti:

Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,

neka ti je kao mila košuta i ljupka gazela, neka te grudi njene opajaju u svako doba, njezina ljubav zatravljuje bez prestanka!

den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed!

TÓa zašto bi se, sine moj, zanosio preljubnicom i grlio tuđinki njedra?

Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn?

Jer pred Jahvinim su očima čovjekovi putovi i on motri sve njegove staze.

Thi for HERRENs Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor;

Opakoga će uhvatiti njegova zloća i sapet će ga užad njegovih grijeha.

den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb;

Umrijet će jer nema pouke, propast će zbog svoje goleme gluposti.

han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab.