Luke 20

Jednog dana dok je naučavao narod u Hramu i naviještao evanđelje, ispriječe se glavari svećenički i pismoznanci sa starješinama

Og det skete på en af de Dage, medens han lærte folket i Helligdommen og forkyndte Evangeliet, da trådte Ypperstepræsterne og de skriftkloge tillige med de Ældste hen til ham.

pa mu dobace: "Reci nam kojom vlašću to činiš ili tko ti dade tu vlast?"

Og de talte til ham og sagde: "Sig os, af hvad Magt gør du disse Ting, eller hvem er det, som har givet dig denne Magt?"

On odgovori: "Upitat ću i ja vas. Recite mi:

Men han svarede og sagde til dem: "Også jeg vil spørge eder om en Ting, siger mig det:

krst Ivanov bijaše li od Neba ili od ljudi?"

Johannes's Dåb, var den fra Himmelen eller fra Mennesker?"

A oni smišljahu među sobom: "Reknemo li 'od Neba', odvratit će 'Zašto mu ne povjerovaste?'

Men de overvejede med hverandre og sagde: "Sige vi: Fra Himmelen, da vil han sige: Hvorfor troede I ham ikke?

A reknemo li 'od ljudi', sav će nas narod kamenovati. Ta uvjeren je da je Ivan prorok."

Men sige vi: Fra Mennesker, da vil hele Folket stene os; thi det er overbevist om, at Johannes var en Profet."

I odgovore da ne znaju odakle.

Og de svarede, at de vidste ikke hvorfra.

I Isus reče njima: "Ni ja vama neću kazati kojom vlašću ovo činim."

Og Jesus sagde til dem: "Så siger ikke heller jeg eder, af hvad Magt jeg gør disse Ting."

Zatim uze narodu kazivati ovu prispodobu: "Čovjek posadi vinograd, iznajmi ga vinogradarima i otputova na dulje vrijeme."

Men han begyndte at sige denne Lignelse til Folket: "En Mand plantede en Vingård og lejede den ud til Vingårdsmænd og drog udenlands for lange Tider.

"Kada dođe doba, posla slugu vinogradarima da mu dadnu od uroda vinogradskoga. No vinogradari ga istukoše i otposlaše praznih ruku.

Og da Tiden kom, sendte han en Tjener til Vingårdsmændene, for at de skulde give ham af Vingårdens Frugt; men Vingårdsmændene sloge ham og sendte ham tomhændet bort.

Nato on posla drugoga slugu. Ali oni i toga istukoše, izružiše i otposlaše praznih ruku.

Og han sendte fremdeles en anden Tjener; men de sloge også ham og forhånede ham og sendte ham tomhændet bort.

Posla i trećega. A oni i njega izraniše i izbaciše."

Og han sendte fremdeles en tredje; men også ham sårede de og kastede ham ud.

"Nato reče gospodar vinograda: 'Što da učinim? Poslat ću im sina svoga ljubljenoga. Njega će valjda poštovati.'

Men Vingårdens Herre sagde: Hvad skal jeg gøre? Jeg vil sende min Søn, den elskede; de ville dog vel undse sig, for ham.

Ali kada ga vinogradari ugledaju, stanu među sobom umovati: 'Ovo je baštinik. Ubijmo ga da baština bude naša.'

Men da Vingårdsmændene så ham, rådsloge de indbyrdes og sagde: Det er Arvingen; lader os slå ham ihjel, for at Arven kan blive vor.

Izbaciše ga iz vinograda i ubiše." "Što će dakle učiniti s njima gospodar vinograda?

Og de kastede ham ud af Vingården og sloge ham ihjel. Hvad vil nu Vingårdens Herre gøre ved dem?

Doći će i pogubiti te vinogradare i dati vinograd drugima." Koji ga slušahu rekoše: "Bože sačuvaj!"

Han vil komme og ødelægge disse Vingårdsmænd og give Vingården til andre." Men da de hørte det, sagde de: "Det ske aldrig!"

A on ih ošinu pogledom i reče: "A što ono piše: Kamen što ga odbaciše graditelji postade kamen zaglavni?

Men han så på dem og sagde: "Hvad er da dette, som er skrevet: Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, den er bleven til en Hovedhjørnesten?

Tko god padne na taj kamen, smrskat će se, a na koga on padne, satrt će ga."

Hver, som falder på denne Sten, skal slå sig sønder; men hvem den falder på, ham skal den knuse."

Pismoznanci i glavari svećenički gledahu da istog časa stave ruke na nj, ali se pobojaše naroda. Dobro razumješe da o njima kaza tu prispodobu.

Og Ypperstepræsterne og de skriftkloge søgte at lægge Hånd på ham i den samme Time, men de frygtede for Folket; thi de forstode, at han sagde denne Lignelse imod dem.

Vrebajući na nj, poslaše uhode koji su se pravili pravednicima da ga uhvate u riječi pa da ga predaju oblasti i vlasti upraviteljevoj.

Og de toge Vare på ham og udsendte Lurere, der anstillede sig, som om de vare retfærdige, for at fange ham i Ord, så de kunde overgive ham til Øvrigheden og Landshøvdingens Magt.

Upitaše ga dakle: "Učitelju, znamo da pravo zboriš i naučavaš te nisi pristran, nego po istini učiš putu Božjem.

Og de spurgte ham og sagde: "Mester! vi vide, at du taler og lærer Rettelig og ikke ser på Personer, men lærer Guds Vej i Sandhed.

Je li nam dopušteno dati porez caru ili nije?"

Er det os tilladt at give Kejseren Skat eller ej?"

Proničući njihovu lukavost, reče im:

Men da han mærkede deres Træskhed, sagde han til dem: "Hvorfor friste I mig?

"Pokažite mi denar." "Čiju ima sliku i natpis?"

Viser mig en Denar"; hvis Billede og Overskrift bærer den?" Men de svarede og sagde: "Kejserens."

A oni će: "Carevu." On im reče: "Stoga dajte caru carevo, a Bogu Božje."

Men han sagde til dem: "Så giver da Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er."

I ne mogoše ga uhvatiti u riječi pred narodom, nego umuknuše zadivljeni njegovim odgovorom.

Og de kunde ikke fange ham i Ord i Folkets Påhør, og de forundrede sig over hans Svar og tav.

Pristupe mu neki od saduceja, koji niječu uskrsnuće. Upitaše ga:

Men nogle af Saddukæerne, som nægte, at der er Opstandelse, kom til ham og spurgte ham og sagde:

"Učitelju! Mojsije nam napisa: Umre li bez djece čiji brat koji imaše ženu, neka njegov brat uzme tu ženu te podigne porod bratu svomu.

"Mester! Moses har foreskrevet os: Dersom en har en Broder, som er gift, og denne dør barnløs, da skal hans Broder tage Hustruen og oprejse sin Broder Afkom.

Bijaše tako sedmero braće. Prvi se oženi i umrije bez djece.

Nu var der syv Brødre; og den første tog en Hustru og døde barnløs.

Drugi uze njegovu ženu,

Ligeså den anden.

onda treći; i tako redom sva sedmorica pomriješe ne ostavivši djece.

Og den tredje tog hende, og således også alle syv; de døde uden at efterlade Børn.

Naposljetku umrije i žena.

Men til sidst døde også Hustruen.

Kojemu će dakle od njih ta žena pripasti o uskrsnuću? Jer sedmorica su je imala za ženu."

Hvem af dem får hende så til Hustru i Opstandelsen? thi de have alle syv haft hende til Hustru."

Reče im Isus: "Djeca se ovog svijeta žene i udaju.

Og Jesus sagde til dem: "Denne Verdens Børn tage til Ægte og bortgiftes;

No oni koji se nađoše dostojni onog svijeta i uskrsnuća od mrtvih niti se žene niti udaju.

men de, som agtes værdige til at få Del i hin Verden og i Opstandelsen fra de døde, tage hverken til Ægte eller bortgiftes.

Zaista, ni umrijeti više ne mogu: anđelima su jednaki i sinovi su Božji jer su sinovi uskrsnuća."

Thi de kunne ikke mere dø; thi de ere Engle lige og ere Guds Børn, idet de ere Opstandelsens Børn.

"A da mrtvi ustaju, naznači i Mojsije kad u odlomku o grmu Gospodina zove Bogom Abrahamovim, Bogom Izakovim i Bogom Jakovljevim.

Men at de døde oprejses, har også Moses givet til Kende i Stedet om Tornebusken, når han kalder Herren: Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud.

A nije on Bog mrtvih, nego živih. Ta svi njemu žive!"

Men han er ikke dødes, men levendes Gud; thi for ham leve de alle."

Neki pismoznanci primijete: "Učitelju! Dobro si rekao!"

Men nogle af de skriftkloge svarede og sagde: "Mester! du talte vel."

I nisu se više usuđivali upitati ga bilo što.

Og de turde ikke mere spørge ham om noget.

A on im reče: "Kako kažu da je Krist sin Davidov?

Men han sagde til dem: "Hvorledes siger man, at Kristus er Davids Søn?

Ta sam David veli u Knjizi psalama: Reče Gospod Gospodinu mojemu: 'Sjedi mi zdesna

David selv siger jo i Salmernes Bog: Herren sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Hånd,

dok ne položim neprijatelje tvoje za podnožje nogama tvojim!'

indtil jeg får lagt dine Fjender som en Skammel for dine Fødder.

David ga dakle naziva Gospodinom. Kako mu je onda sin?"

Altså kalder David ham en Herre, hvorledes er han da hans Søn?"

I pred svim narodom reče svojim učenicima:

Men i hele Folkets Påhør sagde han til Disciplene:

"Čuvajte se pismoznanaca, koji rado hodaju u dugim haljinama, vole pozdrave na trgovima, prva sjedala u sinagogama i pročelja na gozbama,

"Vogter eder for de skriftkloge. som gerne ville gå i lange Klæder og holde af at lade sig hilse på Torvene og at have de fornemste Pladser i Synagogerne og at sidde øverst til Bords ved Måltiderne,

proždiru kuće udovičke, još pod izlikom dugih molitava. Stići će ih to oštrija osuda."

de, som opæde Enkers Huse og på Skrømt bede længe; disse skulle få des hårdere Dom."