Job 9

9:1

Job progovori i reče:

Så tog Job til Orde og svarede:

9:2

"Zaista, dobro ja znadem da je tako: kako da pred Bogom čovjek ima pravo?

"Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?

9:3

Ako bi se tkogod htio prÓeti s njime, odvratio mu ne bi ni jednom od tisuću.

Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!

9:4

Srcem on je mudar, a snagom svesilan, i tko bi se njemu nekažnjeno opro?

Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?

9:5

On brda premješta, a ona to ne znaju, u jarosti svojoj on ih preokreće.

Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,

9:6

Pokreće on zemlju sa njezina mjesta, iz temelja njene potresa stupove.

ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;

9:7

Kad zaprijeti suncu, ono se ne rađa, on pečatom svojim i zvijezde pečati.

han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,

9:8

Jedini on je nebesa razapeo i pučinom morskom samo on hodao.

han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,

9:9

Stvorio je Medvjede i Oriona, Vlašiće i zvijezđa na južnome nebu.

han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,

9:10

Tvorac on je djela silnih, nepojmljivih čudesa koja se izbrojit' ne mogu.

han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!

9:11

Ide pored mene, a ja ga ne vidim; evo, on prolazi - ja ga ne opažam.

Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;

9:12

Ugrabi li što, tko će mu to priječit, i tko ga pitat smije: 'Što si učinio?'

røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"

9:13

Bog silni srdžbu svoju ne opoziva: pred njim poniču saveznici Rahaba.

Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;

9:14

Pa kako onda da njemu odgovorim, koju riječ da protiv njega izaberem?

hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!

9:15

I da sam u pravu, odvratio ne bih, u suca svojega milost bih molio.

Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!

9:16

A kad bi se na zov moj i odazvao, vjerovao ne bih da on glas moj sluša.

Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,

9:17

Jer, za dlaku jednu on mene satire, bez razloga moje rane umnožava.

han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,

9:18

Ni časa jednoga predahnut' mi ne da, nego mene svakom gorčinom napaja!

ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.

9:19

Ako je na snagu - tÓa on je najjači! Ako je na pravdu - tko će njega na sud?

Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!

9:20

Da sam i prav, usta bi me osudila, da sam i nevin, zlim bi me proglasila.

Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!

9:21

A jesam li nevin? Ni sam ne znam više, moj je život meni sasvim omrzao!

Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!

9:22

Jer, to je svejedno; i zato ja kažem: nevina i grešnika on dokončava.

Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!

9:23

I bič smrtni kad bi odjednom ubijo ... ali on se ruga nevolji nevinih.

Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;

9:24

U zemlji predanoj u šake zlikovaca, on oči sucima njezinim zastire. Ako on to nije, tko je drugi onda?

Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?

9:25

Od skoroteče su brži moji dani, bježe daleko, nigdje dobra ne videć.'

Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,

9:26

K'o čamci od rogoza hitro promiču, k'o orao na plijen kada se zaleti.

gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.

9:27

Kažem li: zaboravit ću jadikovku, razvedrit ću lice i veseo biti,

Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"

9:28

od mojih me muka groza obuzima, jer znadem da me ti ne držiš nevinim.

må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.

9:29

Ako li sam grešan, tÓa čemu onda da zalud mučim sebe.

Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?

9:30

Kad bih i sniježnicom sebe ja isprao, kad bih i lugom ruke svoje umio,

Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,

9:31

u veću bi me nečist opet gurnuo, i moje bi me se gnušale haljine!

du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.

9:32

Nije čovjek k'o ja da se s njime pravdam i na sud da idem s njim se parničiti.

Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;

9:33

Niti kakva suca ima među nama da ruke svoje stavi na nas dvojicu,

vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!

9:34

da šibu njegovu od mene odmakne, da užas njegov mene više ne plaši!

Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,

9:35

Govorit ću ipak bez ikakva straha, jer ja nisam takav u svojim očima!

da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!