Job 41

Zalud je nadu u njega gojiti, na pogled njegov čovjek već pogiba.
Kan du trække Krokodillen op med Krog og binde dens Tunge med Snøre?
Junaka nema da njega razdraži, tko će mu se u lice suprotstavit'?
Kan du mon stikke et Siv i dens Snude, bore en Krog igennem dens Kæber?
Tko se sukobi s njim i živ ostade? Pod nebesima tog čovjeka nema!
Mon den vil trygle dig længe og give dig gode Ord?
Prešutjet neću njegove udove, ni silnu snagu, ni ljepotu stasa.
Mon den vil indgå en Pagt med dig, så du får den til Træl for evigt?
Tko mu smije razodjenut' odjeću, tko li kroz dvostruk prodrijeti mu oklop?
Han du mon lege med den som en Fugl og tøjre den for dine Pigebørn?
Tko će mu ralje rastvorit' dvokrilne kad strah vlada oko zubi njegovih?
Falbyder Fiskerlauget den og stykker den ud mellem Sælgerne?
Hrbat mu je od ljuskavih štitova, zapečaćenih pečatom kamenim.
Mon du kan spække dens Hud med Kroge og med Harpuner dens Hoved?
Jedni uz druge tako se sljubiše da među njima dah ne bi prošao.
Læg dog engang din Hånd på den! Du vil huske den Kamp og gør det ej mer.
Tako su čvrsto slijepljeni zajedno: priljubljeni, razdvojit' se ne mogu.
Det Håb vilde blive til Skamme, alene ved Synet lå du der.
Kad kihne, svjetlost iz njega zapršti, poput zorinih vjeđa oči su mu.
Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den?
Zublje plamsaju iz njegovih ralja, iskre ognjene iz njih se prosiplju.
Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen?
Iz nozdrva mu sukljaju dimovi kao iz kotla što kipi na vatri.
Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt.
Dah bi njegov zapalio ugljevlje, jer mu iz ralja plamenovi suču.
Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte Panser?
U šiji leži sva snaga njegova, a ispred njega užas se prostire.
Hvem har åbnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er Rædsel.
Kad se ispravi, zastrepe valovi i prema morskoj uzmiču pučini.
Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten;
Poput pećine srce mu je tvrdo, poput mlinskoga kamena otporno.
de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem;
Pregibi tusta mesa srasli su mu, čvrsti su kao da su saliveni.
de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i hverandre.
Zgodi li ga mač, od njeg se odbije, tako i koplje, sulica i strijela.
Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som Morgenrødens Øjenlåg er dens Øjne.
Poput slame je za njega željezo, mjed je k'o drvo iscrvotočeno.
Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem.
On ne uzmiče od strelice s luka, stijenje iz praćke na nj k'o pljeva pada.
Em står ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel.
K'o slamčica je toljaga za njega, koplju se smije kad zazviždi nad njim.
Dens Ånde tænder som glødende Kul, Luer står ud af dens Gab.
Crepovlje oštro ima na trbuhu i blato njime ore k'o drljačom.
Styrken bor på dens Hals, og Angsten hopper foran den.
Pod njim vrtlog sav k'o lonac uskipi, uspjeni more k'o pomast u kotlu.
Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke;
Za sobom svijetlu ostavlja on brazdu, regbi, bijelo runo bezdan prekriva.
fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste Møllesten.
Ništa slično na zemlji ne postoji i niti je tko tako neustrašiv.
Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk.
I na najviše on s visoka gleda, kralj je svakome, i najponosnijim."
Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben, Spyd eller Pil.
Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ;
Buens Søn slår den ikke på Flugt, Slyngens Sten bliver Strå for den,
Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd.
På Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som Tærskeslædens;
Dybet får den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af Floden;
bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhår.
Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt til ikke at frygte.
Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolte Dyr.