Job 39

Znaš li kako se legu divokoze? Vidje li kako se mlade košute?

Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer,

Izbroji li koliko nose mjeseci, znaš li u koje doba se omlade?

tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder?

Sagnuvši se, polegu lanad svoju i breme usred pustinje odlažu,

De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,

a kad im porod ojača, poraste, ostave ga i ne vraćaju mu se.

Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.

Tko dade divljem magarcu slobodu i tko to oglav skinu njemu s glave?

Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,

U zavičaj mu dadoh ja pustinju i polja slana da ondje živuje.

som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?

Buci gradova on se podruguje i ne sluša goničevih povika.

Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;

Luta brdima, svojim pašnjacima, u potrazi za zeleni svakakvom.

det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op.

Možeš li slugom učinit' bivola, zadržat' ga noć jednu za jaslama?

Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten?

Možeš li njega za brazdu prikovat' da ralo vuče po docima tvojim?

Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?

Možeš li se osloniti na njega jer je njegova snaga prevelika i prepustit' mu težak svoj posao?

Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst?

Misliš li tebi da će se vratiti i na gumno ti dotjerati žito?

Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen?

Krilima svojim noj trepće radosno, iako krila oskudnih i perja.

Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,

On svoja jaja na zemlji ostavlja, povjerava ih pijesku da ih grije,

siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,

ne mareć' što ih zgazit' može noga ili nekakva divlja zvijer zgnječiti.

tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder?

S nojićima k'o s tuđima postupa; što mu je trud zaludu, on ne mari.

Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.

Jer Bog je njega lišio pameti, nije mu dao nikakva razbora.

Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.

Ali kada na let krila raširi, tada se ruga konju i konjaniku.

Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.

Zar si ti konja obdario snagom zar si mu ti vrat grivom ukrasio?

Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke

Zar ti činiš da skače k'o skakavac, da u strah svakog nagoni hrzanjem?

og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.

Kopitom zemlju veselo raskapa, neustrašivo srlja na oružje.

Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;

Strahu se ruga, ničeg se ne boji, ni pred mačem uzmaknuti neće.

den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;

Na sapima mu zvekeće tobolac, koplje sijeva i ubojna sulica.

Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;

Bijesan i nestrpljiv guta prostore; kad rog zasvira, tko će ga zadržat':

den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder;

na svaki zvuk roga on zarže: Ha! Izdaleka on ljuti boj već njuši, viku bojnu i poklič vojskovođa.

et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb.

Zar po promislu tvojem lijeće soko i prema jugu krila svoja širi?

Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?

Zar se na nalog tvoj diže orao i vrh timora gnijezdo sebi vije?

Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?

Na litici on stanuje i noćÄi, na grebenima vrleti visokih.

Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg;

Odatle na plijen netremice vreba, oči njegove vide nadaleko.

den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.

Krvlju se hrane njegovi orlići; gdje je ubijenih, tamo je i on."

Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!