Job 37

Da, od toga i moje srce drhti i s mjesta svoga iskočiti hoće.

Ja, derover skælver mit Hjerte, bævende skifter det Sted!

Čujte, čujte gromor glasa njegova, tutnjavu što mu iz usta izlazi.

Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund!

Gle, munja lijeće preko cijelog neba - i sijevne blijesak s kraja na kraj zemlje -

Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;

iza nje silan jedan glas se ori: to On gromori glasom veličajnim. Munje mu lete, nitko ih ne priječi, tek što mu je glas jednom odjeknuo.

efter det brøler hans Røst, med Højhed brager hans Torden; han sparer ikke på Lyn, imedens hans Stemme høres.

Da, Bog gromori glasom veličajnim, djela velebna, neshvatljiva stvara.

Underfuldt lyder Guds Tordenrøst, han øver Vælde, vi fatter det ej.

Kad snijegu kaže: 'Zasniježi po zemlji!' i pljuskovima: 'Zapljuštite silno!'

Thi han siger til Sneen: "Fald ned på Jorden!" til Byger og Regnskyl: "Bliv stærke!"

svakom čovjeku zapečati ruke da svi njegovo upoznaju djelo.

For alle Mennesker sætter han Segl, at de dødelige alle må kende hans Gerning.

U brlog se tad zvijeri sve uvuku i na svojem se šćućure ležaju.

De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:

S južne se strane podiže oluja, a studen vjetri sjeverni donose.

Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.

Već led od daha Božjega nastaje i vodena se kruti površina.

Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.

I opet vodom puni on oblake, i sijevat' stanu oblaci munjama;

Så fylder han Skyen med Væde, Skylaget spreder hans Lys;

kruže posvuda po volji njegovoj, što im naloži, to će izvršiti na licu cijelog kruga zemaljskoga.

det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord,

Šalje ih - ili da kazni narode, ili da ih milosrđem obdari.

hvad enten han slynger det ud som Svøbe, eller han sender det for at velsigne.

Poslušaj ovo, Jobe, umiri se i promotri djela Božja čudesna.

Job du må lytte hertil, træd frem og mærk dig Guds Underværker!

Znaš li kako Bog njima zapovijeda, kako munju iz oblaka svog pušta?

Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?

Znaš li o čem vise gore oblaci? Čudesna to su znanja savršenog.

Fatter du Skyernes Svæven, den Alvises Underværker?

Kako ti gore od žege haljine u južnom vjetru kad zemlja obamre?

Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind?

Zar si nebesa s njim ti razapeo, čvrsta poput ogledala livenog?

Hvælver du Himlen sammen med ham, fast som det støbte Spejl?

DÓe naputi me što da mu kažemo: zbog tmine se ne snalazimo više.

Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke.

Zar ćeš mu reći: 'Hoću govoriti'? Ili na propast vlastitu pristati?

Meldes det ham, at jeg taler? Siger en Mand, at han er fra Samling?

Tko, dakle, može u svjetlost gledati na nebesima što se sja blistavo kada oblake rastjeraju vjetri?

Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,

Sa sjevera k'o zlato je bljesnulo: veličanstvom strašnim Bog se odjenu!

fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,

Da, Svesilnog doseći ne možemo, neizmjeran je u moći i sudu, velik u pravdi, nikog on ne tlači.

og den Almægtige finder vi ikke. Almægtig og rig på Retfærd bøjer han ikke Retten;

Zato ljudi svi neka ga se boje! Na mudrost oholu on i ne gleda!"

derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen.