Job 30

"A sada, gle, podruguju se mnome ljudi po ljetima mlađi od mene kojih oce ne bih bio metnuo ni s ovčarskim psima stada svojega.

Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.

Ta što će mi jakost ruku njihovih kad im muževna ponestane snaga ispijena glađu i oskudicom.

Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,

Glodali su u pustinji korijenje i čestar opustjelih ruševina.

tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark

Lobodu su i s grmlja lišće brali, kao kruh jeli korijenje žukino.

og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.

Od društva ljudskog oni su prognani, za njima viču k'o za lopovima.

Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.

Živjeli su po strašnim jarugama, po spiljama i u raspuklinama.

De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.

Urlik im se iz šikarja dizao; po trnjacima ležahu stisnuti.

De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,

Sinovi bezvrijednih, soj bezimenih, bičevima su iz zemlje prognani.

en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.

Rugalicom sam postao takvima i njima sada služim kao priča!

Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;

Gnušaju me se i bježe od mene, ne ustežu se pljunut' mi u lice.

de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.

I jer On luk mi slomi i satrije me, iz usta svojih izbaciše uzdu.

Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.

S desne moje strane rulja ustaje, noge moje u bijeg oni tjeraju, put propasti prema meni nasiplju.

Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig

Stazu mi ruše da bi me satrli, napadaju i ne brani im nitko,

min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;

prolomom oni širokim naviru i kotrljaju se poput oluje.

de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,

Strahote sve se okreću na mene, mojeg ugleda kao vjetra nesta, poput oblaka iščeznu spasenje.

Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.

Duša se moja rasipa u meni, dani nevolje na me se srušili.

Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:

Noću probada bolest kosti moje, ne počivaju boli što me glođu.

Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.

Muka mi je i halju nagrdila i stegla me k'o ovratnik odjeće.

Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.

U blato me je oborila dolje, gle, postao sam k'o prah i pepeo.

Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.

K Tebi vičem, al' Ti ne odgovaraš; pred Tobom stojim, al' Ti i ne mariš.

Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;

Prema meni postao si okrutan; rukom preteškom na me se obaraš.

grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.

U vihor me dižeš, nosiš me njime, u vrtlogu me olujnom kovitlaš.

Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;

Da, znadem da si me smrti predao, saborištu zajedničkom svih živih.

thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.

Al' ne pruža li ruku utopljenik, ne viče li kad padne u nevolju?

Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?

Ne zaplakah li nad nevoljnicima, ne sažalje mi duša siromaha?

Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?

Sreći se nadah, a dođe nesreća; svjetlost čekah, a gle, zavi me tama.

Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;

Utroba vri u meni bez prestanka, svaki dan nove patnje mi donosi.

ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;

Smrknut idem, al' nitko me ne tješi; ustajem u zboru - da bih kriknuo.

trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;

Sa šakalima sam se zbratimio i nojevima postao sam drugom.

Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.

Na meni sva je koža pocrnjela, i kosti mi je sažgala ognjica.

Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;

Tužaljka mi je ugodila harfu, svirala mi glas narikača ima.

min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!