Job 24

Zašto Svesilni ne promatra vremena, a dane njegove ne vide mu vjernici?

Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi får de, som kender ham, ikke hans Dage at se?

Bezbožnici pomiču granice, otimaju stado i pasu ga.

De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de på Græs.

Sirotama odvode magarca, udovi u zalog vola dižu.

faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen:

Siromahe tjeraju sa puta; skrivaju se ubogari zemlje.

de trænger de fattige af Vejen. Landets arme må alle skjule sig.

K'o magarci divlji u pustinji zarana idu da plijen ugrabe: pustinja im hrani mališane.

Som vilde Æsler i Ørkenen går de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.

Po tuđem polju oni pabirče, paljetkuju vinograd opakog.

De høster på Marken om Natten, i Rigmandens Vingård sanker de efter.

Goli noće, nemaju haljine, ni pokrivača protiv studeni.

Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Hulden.

Oni kisnu na planinskom pljusku; bez skloništa uz hrid se zbijaju.

De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel på Ly til Klippen.

Otkidaju od sise sirotu, ubogom u zalog dijete grabe.

- Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen.

Goli hode, nemaju haljina; izgladnjeli, tuđe snoplje nose.

Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg;

Oni mlina za ulje nemaju; ožednjeli, gaze u kacama.

mellem Murene presser de Olie. de træder Persen og tørster.

Samrtnici hropću iz gradova, ranjenici u pomoć zazivlju. Al' na sve to Bog se oglušuje.

De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.

Ima onih koji mrze svjetlost: ne priznaju njezinih putova niti se staza drže njezinih.

Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej på hans Stier:

Za mraka se diže ubojica, kolje ubogog i siromaha. U gluhoj se noći lopov skiće [16a] i u tmini provaljuje kuće.

Før det lysner, står Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om;

Sumrak žudi oko preljubnika: 'Nitko me vidjet neće', kaže on i zastire velom svoje lice.

Horkarlens Øje lurer på Skumring, han tænker: "Intet Øje kan se mig!" og skjuler sit Ansigt under en Maske.

[16b]Za vidjela oni se skrivaju, oni neće da za svjetlost znaju.

I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys.

Zora im je kao sjena smrtna: kad zarudi, silan strah ih hvata.

For dem er Mørket Morgen, thide er kendt med Mørkets Rædsler.

Prije nego svane, on već hitro bježi kloneći se puta preko vinograda. Njegova su dobra prokleta u zemlji.

Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke på Vejen til Vingården.

K'o što vrućina i žega snijeg upija, tako i Podzemlje proždire grešnike.

Som Tørke og Hede tager Snevand, så Dødsriget dem, der har syndet.

Zaboravilo ga krilo što ga rodi, ime se njegovo više ne spominje: poput stabla zgromljena je opačina.

Han er glemt på sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet.

Ženu nerotkinju on je zlostavljao, udovici nije učinio dobra.

Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel;

Al' Onaj što snažno hvata nasilnike, ustaje, a njima sva se nada gasi.

dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han står op og er ikke tryg på sit Liv,

Dade mu sigurnost, i on se pouzda; okom je njegove nadzirao staze.

han styrtes uden Håb og Støtte, og på hans Veje er idel Nød.

Dignu se za kratko, a onda nestanu, ruše se i kao svi drugi istrunu, posječeni kao glave klasovima."

Hans Storhed er stakket, så er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top.

Nije li tako? Tko će me u laž utjerat'? Tko moje riječi poništiti može?"

Og hvis ikke - hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet?