II Samuel 22

David upravi Jahvi riječi ove pjesme u dan kad ga je Jahve izbavio iz ruku svih njegovih neprijatelja i iz ruke Šaulove.

David sang HERREN denne Sang, dengang HERREN havde frelst ham af alle hans Fjenders og af Sauls Hånd.

Pjevao je: "Jahve, hridino moja, utvrdo moja, spase moj;

Han sang: "HERRE, min Klippe, min Borg, min Befrier,

Bože moj, pećino moja kojoj se utječem, štite moj, spasenje moje, tvrđavo moja! Ti me izbavljaš od nasilja.

min Gud, mit Bjerg, hvortil jeg tyr, mit Skjold, mit Frelseshorn, mit Værn, min Tilflugt, min Frelser, som frelser mig fra Vold!

Zazvat ću Jahvu hvale predostojna i od dušmana bit ću izbavljen.

Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.

Valovi smrti okružiše mene, prestraviše me bujice pogubne,

Dødens Brændinger omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,

Užad Podzemlja sputiše me, smrtonosne zamke padoše na me:

Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig;

u nevolji zazvah Jahvu i Bogu svome zavapih. Iz svog Doma zov mi začu, i vapaj moj mu do ušiju doprije.

i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!

I zemlja se potrese i uzdrhta, uzdrmaše se temelji nebesa, pokrenuše se, jer On gnjevom planu.

Da rystede Jorden og skjalv, Himlens Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.

Iz nosnica mu dim se diže, iz usta mu oganj liznu, ugljevlje živo od njega plamsa.

Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.

On nagnu nebesa i siđe, pod nogama oblaci mu mračni.

Han sænkede Himlen, steg ned med Skymulm under sine Fødder;

Na keruba stade i poletje; na krilima vjetra zaplovi.

båret af Keruber fløj han, svæved på Vindens Vinger;

Ogrnu se mrakom kao koprenom, prekri se tamnim vodama i oblacima tmastim,

han omgav sig med Mulm som en Bolig, mørke Vandmasser, vandfyldte Skyer.

od bljeska pred licem njegovim užga se ugljevlje plameno.

Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder ud.

Jahve s neba zagrmje, Svevišnjega glas se ori.

HERREN tordned fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst;

Odape strijele i dušmane rasu, izbaci munje i na zemlju ih obori.

han udslynged Pile, adsplittede dem, lod Lynene funkle og skræmmede dem.

Morska dna se pokazaše, i temelji svijeta postaše goli od strašne prijetnje Jahvine, od olujna daha gnjeva njegova.

Havets Bund kom til Syne, Jordens Grundvolde blottedes ved HERRENs Trusel, for hans Vredes Pust.

On pruži s neba ruku i mene prihvati, iz silnih voda on me izbavi.

Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,

Od protivnika moćnog mene oslobodi, od dušmana mojih jačih od mene.

frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.

Navališe na me u dan zlosretni, ali me Jahve zaštiti,

På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig et Værn.

na polje prostrano izvede me, spasi me jer sam mu mio.

Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.

Po pravednosti mojoj Jahve mi uzvrati, po čistoći ruku mojih on me nagradi,

HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;

jer čuvah putove Jahvine, od Boga se svoga ne udaljih.

thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud;

Odredbe njegove sve su mi pred očima, zapovijedi njegove nisam odbacio,

hans Bud stod mig alle for Øje, jeg veg ikke fra hans Love.

do srži odan njemu sam bio, čuvam se grijeha svakoga.

Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.

Jahve mi po pravdi mojoj vrati, čistoću ruku mojih vidje.

HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som var ham for Øje!

S prijateljem ti si prijatelj, poštenu poštenjem uzvraćaš.

Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,

S čovjekom čistim ti si čist, a lukavca izigravaš,

du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.

jer narodu poniženu spasenje donosiš a ponižavaš oči ohole.

De arme giver du Frelse, hovmodiges Øjne Skam!

Jahve, ti moju svjetiljku užižeš, Bože, tminu moju obasjavaš:

Ja, du er min Lampe, HERRE! HERREN opklarer mit Mørke.

s tobom udaram na čete dušmanske, s Bogom svojim preskačem zidine.

Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.

Savršeni su puti Gospodnji, i riječ je Jahvina ognjem kušana. on je štit svima, samo on, koji se k njemu utječu.

Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.

Jer tko je Bog osim Jahve? Tko li je hridina osim Boga našega?

Ja, hvem er Gud uden HERREN, hvem er en Klippe uden vor Gud,

Taj Bog me snagom opasuje, stere mi put besprijekoran.

den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,

Noge mi dade brze ko u košute i postavi me na visine sigurne,

gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højne,

ruke mi za borbu uvježba i mišice da luk mjedeni napinju.

oplærte min Hånd til Krig, så mine Arme spændte Kobberbuen?

Daješ mi štit svoj koji spasava, tvoja me brižljivost uzvisi.

Du gav mig din Frelses Skjold, din Nedladelse gjorde mig stor;

Pouzdanje daješ mom koraku, i noge mi više ne posrću.

du skaffede Plads for mine Skridt, mine Ankler vaklede ikke.

Pognah svoje dušmane i dostigoh, i ne vratih se dok ih ne uništih.

Jeg jog mine Fjender, indhentede dem, vendte først om, da de var gjort til intet,

Obaram ih, ne mogu se dići, padaju, pod nogama mi leže.

slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod.

Ti me opasa snagom za borbu, a protivnike moje meni podloži.

Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;

Ti dušmane moje u bijeg natjera, i rasprših one koji su me mrzili.

du slog mine Fjender på Flugt mine Avindsmænd ryddede jeg af Vejen.

Vapiju u pomoć, nikog da pomogne, vapiju Jahvi - ne odaziva se.

De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.

Smrvih ih kao prah na vjetru, zgazih ih ko blato na putu.

Jeg knuste dem som Jordens Støv, som Gadeskarn tramped jeg på dem.

Ti me §izbavÄi od bune u mom narodu, postavi me glavarom pogana, puk koji ne poznavah služi mi.

Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;

Svaki moj šapat pokorno on sluša. Sinovi tuđinci meni laskaju,

Udlandets Sønner kryber for mig; blot de hører om mig, lyder de mig:

sinovi tuđinski gube srčanost izlaze dršćuć iz svojih utvrda.

Udlandets Sønner vansmægter, kommer skælvende frem af deres Skjul.

Živio Jahve! Blagoslovljena hridina moja! Neka se uzvisi Bog, spasenje moje!

HERREN lever, højlovet min Klippe, ophøjet være min Frelses Gud,

Bog koji mi daje osvetu i narode meni pokorava.

den Gud, som giver mig Hævn, lægger Folkeslag under min Fod

Od dušmana me mojih izbavljaš i nad protivnike me moje izdižeš, ti mene od čovjeka silnika spasavaš.

og frier mig fra mine Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.

Zato te slavim, Jahve, među pucima i psalam pjevam tvome Imenu:

HERRE, derfor priser jeg dig blandt Folkene og lovsynger dit Navn,

umnožio si pobjede kralju svojemu, pomazaniku svome milost si iskazao, Davidu i potomstvu njegovu navijeke."

du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed. David og hans Æt evindelig.