Job 14

人为妇人所生，日子短少，多有患难；

Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

出来如花，又被割下，飞去如影，不能存留。

han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.

这样的人你岂睁眼看他吗？又叫我来受审吗？

Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!

谁能使洁净之物出于污秽之中呢？无论谁也不能！

Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!

人的日子既然限定，他的月数在你那里，你也派定他的界限，使他不能越过，

Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

便求你转眼不看他，使他得歇息，直等他像雇工人完毕他的日子。

tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

树若被砍下，还可指望发芽，嫩枝生长不息；

Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

其根虽然衰老在地里，干也死在土中，

ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:

及至得了水气，还要发芽，又长枝条，像新栽的树一样。

lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;

但人死亡而消灭；他气绝，竟在何处呢？

men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?

海中的水绝尽，江河消散干涸。

Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,

人也是如此，躺下不再起来，等到天没有了，仍不得复醒，也不得从睡中唤醒。

så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.

惟愿你把我藏在阴间，存于隐密处，等你的忿怒过去；愿你为我定了日期，记念我。

Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!

人若死了岂能再活呢？我只要在我一切争战的日子，等我被释放（或译：改变）的时候来到。

Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

你呼叫，我便回答；你手所做的，你必羨慕。

du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!

但如今你数点我的脚步，岂不窥察我的罪过吗？

Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,

我的过犯被你封在囊中，也缝严了我的罪孽。

forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.

山崩变为无有；磐石挪开原处。

Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,

水流消磨石头，所流溢的洗去地上的尘土；你也照样灭绝人的指望。

som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.

你攻击人常常得胜，使他去世；你改变他的容貌，叫他往而不回。

For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

他儿子得尊荣，他也不知道，降为卑，他也不觉得。

Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;

但知身上疼痛，心中悲哀。

ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.